Electric Hellride udgiver ny EP til maj
Det københavnske groove metal bæst Electric Hellride er klar med nyt materiale, det første nye materiale siden debutalbummet "Hate.Control.Manipulate" i 2012.
"Come Darkness, Come Light", som er titlen på Electric Hellride’s nye udgivelse, er en frisk 4 sangs EP som udkommer den 5. maj.
I Youtube videoen nedenfor tager Electric Hellride dig en tur med i Grizzly Sauer Studio, hvor du får første smagsprøve af det nye udspil.
Med "Come Darkness, Come Light“ viser Electric Hellride nye og mere varierede sider af sig selv, hvilket også er den primære grund til EP-formatet frem for et helt album. Bandet er godt i gang med sangskrivningen, men ønskede at lave et lille stop på vejen mod det næste album, for at teste nogle ting af i studiet samt for lige at afprøve musikken på faste tilhængere og potentielle nye fans.
De fire numre er indspillet i Grizzly Sauer Studio med Emil Buus Sauer, der blandt andet tidligere har arbejdet med Helhorses kritikerroste "Oh Death“ og Cerekloths grumme perle af et dødsmetalalbum "In the Midst of Life…".
"Come Darkness, Come Light“ udgives via gruppens eget selskab Elhell Records.