Spitanger er et relativt nyt band på den danske metalscene – men det er til gengæld sammensat af ualmindeligt rutinerede kræfter. Erfaringer fra turnéer med Mnemic, Euthanasia, Fury, Volbeat og mange flere, giver dem en solid baggrund for at fræse scenerne op i det ganske land – og det gør de!

De spiller en fed blanding af groove og metal krydret med såvel grunge som rock. De har dermed ramt en lyd, der måske nok sender tankerne omkring Deftones, In Flames og Pantera, men de lyder altid helt som Spitanger. Både på deres albums og til deres koncerter gennemsyres stemningen af en kærlighed til kunsten og musikken. Så er du træt af drengerøve, der tror, at det der med at spille musik, det kommer af sig selv – så sving forbi, når de rutinerede mænd (!) inviterer til dødsbal. Kvartetten er stærkt samspillet, de byder på tonstunge riffs og mørke øresønderrivende brøl og noget så sjældent som skarpe og vedkommende tekster. De erfarne herrer leverer dermed tonsermetal af højeste kaliber, og vi kan helt ærligt ikke vente med at se dem fyre den af på scenen til årets CMF.

I forbindelse med denne artikel, har vi stillet bandet nogle spørgsmål vedr. den danske scene og Copenhagen Metal Fest.

Hvordan ser I på nuværende tidspunkt den danske metalscene?
Den danske metalscene er et spændende sted lige i øjeblikket, samtidig med at den lidt virker til at spænde ben for sig selv i forhold til de lidt større danske artister. Der er et væld af spændende nye kunstnere i underskoven af scenen, som forhåbentlig snart laver så stort et overtryk, at låget springer af. For det føles lidt som om at man fra de diverse kommercielle platforme lige pt. ikke rigtigt vil give plads til de små, eller mellemstore for den sags skyld, spirende talenter - eller i hvert fald helst ikke til mere end et band om året. Og så er det jo svært at komme videre med sin musik, som et nyt upcoming band. Det er også trist for scenen generelt, den skriger på nye talenter efterhånden. Hvis bare der dog var nogen der lavede en festival for unge nye talenter...

Hvad kan den danske metalscene, som er værdifuldt for den internationale metalscene?
Det som vi altid har kunnet på den nordiske scene. Vi har altid haft dygtige musikere, med et højt teknisk og kreativt niveau, samt vi også er rigtigt gode til at organisere os og håndtere de mere forretningsmæssige og manager-mæssige opgaver omkring det at udvikle sig som musiker og band, som jo er mere relevant end nogensinde. Og det er vi ikke blevet dårligere til med årene, tværtimod. Udlandet, ikke mindst tyskland, ser med stor interesse på nordiske bands, hvoraf Danmark, til trods for mindreværds-komplekser overfor resten af norden, trods alt også hører til.

Hvordan udvikler den danske metalscene sig i øjeblikket?
Der er som sagt en overflod af talent og målrettethed, især i den nye generation. Udfordringen er pt. at mange af disse bands ikke får lov at komme til øre og ud at spille. Scenen har ellers brug for mere fornyelse og flere talentfulde større bands, især hvis den skal stå stærkere i udlandet, ligesom Sverige f.eks. Her er det som altid en udfordring at Danmark er så lille et marked. Heldigvis ligger verdens tredje største marked lige ved siden af os

Er der en særlig genre, som skiller sig mere ud end de andre?
Nok snarere det, at der er så mange forskellige subgenrer til stede i undergrunden, er ret unikt i øjeblikket, mere end det er en genre der er specielt progressiv.

Hvordan har den danske metalscene ændret sig siden I startede (enten positivt/negativt)?
Haha, well – Nu er Spitanger jo ikke mere end 4 år gammelt, men hvis vi ser tilbage på fra hvor vi startede med at spille hegn, tilbage i start halvfems, så kunne det sgu kun gå en vej, og det var frem. Dansk metalmusik var fuldstændigt undertrykt på det tidspunkt, med undtagelser for nogle få bands som f.eks Illdisposed og Konkhra f.eks. Det var sgu ret håbløst tidspunkt at begynde at spille metal på faktisk. I dag er det jo en helt anden snak! På mange måder er metalmusik, om end måske ikke ligefrem bredt konsumeret, men i hvert fald så accepteret af det store main stream publikum. Det er så på både godt og ondt, kunne man jo være lidt fræk at sige.

Der popper flere og flere festivaler op i Danmark, især i metalmiljøet. Hvad synes I om det?
Utroligt at folk gider kaste sig ud i at arrangere den slags, men der må jo være dem der mener der er brug for det... Spøg til side, så er det svært at finde noget negativt i det, så længe de er relevante og har et publikum, så er det vel bare at give los!

Hvad tænkte I, da I blev inviteret til Copenhagen Metal Fest?
Nææh, det var en overraskelse, haha!? Nej pjat, vi har faktisk vidst at vi skulle spille der fra starten før nogen andre, men det der er relevant for os mest af alt, er at få lov at optræde sammen med det her fantastiske line-up af fremragende danske artister, gamle som nye, som CMF har formået at sætte sammen. Det er sgu en stor ære for Spitanger at være en del af det, og vi er i øvrigt bare taknemlige for at festivalen er blevet realiseret. Det er jo superfedt i sig selv!

Nogle af de deltagende bands på CMF har været tilstede på den danske metalscene i flere årtier. Ser I op til bands som disse (Artillery, Illdisposed) og ser i disse som inspiration?
Som nævnt tidligere har de jo altid været en del af vores musik mæssige opvækst som band og musikere gennem årene, og vi har endda turneret med de fleste af dem også. Men hvis vi skal være helt oprigtige, så har Spitanger nu altid hentet mest inspiration fra udenlandske bands som f.eks. Testament, Pantera, Slipknot, Lamb Of God etc. på den ene side, og At the Gates, In Flames, Entombed, The Haunted etc på den anden. - bare for at nævne et par få stykker.

I er godt på vej op af metal-stigen. Hvordan når I toppen og hvad kan vi forvente af jer som band, når I når derop?
Den eneste top vi når, er sikkert kun den som man bliver endnu mere tyndhåret på - end vi er nu! – Og det siger ikke så lidt for vi har 2 skaldepander i bandet, haha! Nej men altså, hvad handler det hele egentlig om – at nå toppen?! Der er jo ikke penge i det alligevel, så hvis vi ikke gjorde det fordi vi elskede det, og grundlæggende ikke kan lade være, så var vi sgu nok sprunget fra for længe siden. Der er sgu kun en Volbeat succes historie alligevel, og den beholder de bare. Vi skal ud og spille noget hegn, have det fedt med publikum og skrive noget fed musik, mere kompliceret er det sgu ikke. Dog ikke at forveksle med at vi er ligeglade med det hele, absolut ikke. - Vi forsøger at lave kunst jo, tro det eller lade være, og det tager vi faktisk ret seriøst.

Electric Hellride er en efterhånden velkendt og respekteret kvartet fra den københavnske undergrund. Bandet, der både har spillet til Wacken Open Air samt varmet op for selveste Overkill, er kendt for deres fantastiske blanding af thrash, death og klassisk heavy metal. Fans af Entombed, Metallica, Machine Head og det tidlige Mastodon vil elske Electric Hellride og deres kompromisløse jerngreb om den komplekse metal.

Om bandets seneste album, Praedam, har anmelderne blandt andet skrevet: “Gruppen blander elementer fra mange genrer, men albummet opleves aldrig fragmenteret. Det groover og flyder perfekt, og produktionen sidder lige i skabet.” Og “Electric Hellride er en velsmurt thrash-maskine, som på Praedam leverer en opvisning i effektive riffs og dynamisk trommespil med en vokal, der ikke vinder nogen skønhedspriser, men som passer godt ind i musikken.” Lad dig ikke narre af, at bandet kun har udgivet to skiver. De er et navn, man under ingen omstændigheder må gå glip af til Copenhagen Metal Fest.

I forbindelse med denne artikel, har vi stillet bandet nogle spørgsmål vedr. den danske scene og Copenhagen Metal Fest.

Hvordan ser I på nuværende tidspunkt den danske metalscene?
Den er sund og stærk. Flere nyere danske bands begynder at få hul igennem til udlandet, fx Baest, Defecto, Møl og Xenoblight. Interessen virker jo også stor med et meget velbesøgt Copenhell og så flere og flere minifestivaler, pladebutikker med fokus på metal popper op efter flere år, hvor metalshopping, selv for en københavner, krævede internetforbindelse.

Hvad kan den danske metalscene, som er værdifuldt for den internationale metalscene?
Man kan jo godt være fræk og sige ”ikke noget som Sverige, Norge, Finland” ikke også kan, men lige nu ser det ud til, at de mere stemningsfulde bands rammer noget, som måske alligevel er lidt anderledes og får stærk opmærksomhed. Så måske skal svaret være ”noget med stemning”. Igen kan nævnes Møl, men fremtiden er også spændende for Morild og så er Orms nye plade også fremragende og stemningsmættet.

Hvordan udvikler den danske metalscene sig i øjeblikket?
Efter nogle tunge år, hvor danske bands, i dette udsagn uelegant skåret over én kam, måske ikke arbejdede særligt hårdt på at komme ud at spille live i udlandet også eller bare ikke ville ofre, hvad der skulle til, så ser det ud til, at der nu er flere der tør satse benhårdt. Baest er et godt eksempel på et hårdtarbejdende og markedsføringsmæssigt ud-af-boksen-tænkende band. Og så er der Hexis, som jo bare er for vilde i forhold til tourplanlægning! Og Møl, igen-igen, er også ved at have godt hul igennem.

Er der en særlig genre, som skiller sig mere ud end de andre?
Om det lige er sin egen genre, ved jeg ikke om man kan kalde det, men metal med blackmetallens stemningsfulde elementer og en skrigende vokal synes i hvert fald populær i øjeblikket.
Og sådan undergrundsmæssigt, så har den brutale, beskidte og ikke kommercielt søgende dødsmetal faktisk også nogle gode år. Taphos, Phrenelith, go’e gamle Undergang og der er flere andre bands i den dur.

Hvordan har den danske metalscene ændret sig siden I startede (enten positivt/negativt)?
Positivt.  Som tidligere nævnt, er der kommet flere bands til med en indædt vilje og lyst til mere end bare at udgive plader i ny og næ og spiller nogle shows herhjemme. Og der er et større publikum til det.

Der popper flere og flere festivaler op i Danmark, især i metalmiljøet. Hvad synes I om det?
Den skal vi lige tænke over… Nej, det er naturligvis en no-brainer: Det er fantastisk. Og sejt, at en nykommer som Næstved Metal Fest allerede først år kan have udsolgt. Generelt giver flere af de små festivaler en mulighed for en lidt bredere pallette i forhold til danske bands end Copenhell med sin imponerende størrelse kan. De mindre arrangementer opbygger en god bredde og giver gode mulighed for de mindre bands på plakaterne til at få det, der skal til, til de en dag måske også indtager de større scener.

Hvad tænkte I, da I blev inviteret til Copenhagen Metal Fest?
”Fedt, så blev det jo til noget!”
Vi havde allerede hørt lidt i krogene fra Rasmus Toftlund, som jo er med i arrangørgruppen, da vi spillede på Beta i april med Impalers, hvor han var lydmand, at der nok kom en art festival. Og ikke mindst at han vist havde os i tankerne. Så da vi blev inviteret var vi superglade for, dels at dette ambitiøse arrangement var en realitet, og når det så er sagt: at vi samtidig fik den ære, at være med på den første plakat (for der kommer forhåbentlig mange flere til de kommende år).

Nogle af de deltagende bands på CMF har været tilstede på den danske metalscene i flere årtier. Ser I op til bands som disse (Artillery, Illdisposed) og ser i disse som inspiration?
Vi har naturligvis stor respekt for disse bands, og andre danske metalbands, som har opnået både hjemlig og international anerkendelse. Nogle i bandet har gennem tiden hørt mest Artillery af de to, andre Illdisposed, men det er nu ikke sådan at lige de to bands, er så synlige i Electric Hellrides lyd. I den forbindelse er vores musik meget lavet i fællesskab, og vi har samlet en meget bred baggrund af (metal)musik, som har præget os til det, vi hver især smider ind i kompositionerne. Det betyder så også, at der ikke lige er et enkelt band, der springer i øjnene, hvis man vil sammenligne os med andre bands.

I er godt på vej op af metal-stigen. Hvordan når I toppen og hvad kan vi forvente af jer som band, når I når derop?
Vi har en ny single ud lige om lidt (måske allerede når dette er online). Vi fik et godt tilbud om indspilning fra Nicklas Sonne, så selvom vi er et stykke vej endnu fra indspilning af nyt album, så har vi lige det her nummer ude, for at vise lidt af, hvad vi går og leger med mod næste udgivelse. Vi har afprøvet forskellige tilgange til sangskrivningen og forsøgt at komme ud af komfortzonen, så næste udgivelse kan vise nye og endnu bedre sider af os. Så når den næste udgivelse kommer, så skal den have fuld gas og vi vil arbejde hårdt for at den top, du nævner, bliver nået!

Drømmene er de samme for 2020 og frem som de var, da vi ekstatiske gik af scenen efter et vellykket show på Wacken tilbage i 2012, eller da vi udgav debutalbummet senere samme år. Vi kommer helt sikkert til at udgive endnu federe ting, end vi har gjort før, og udfordringen næste gang bliver det med markedsføringen. Det kommer vi til at arbejde vildt, voldsomt og hårdt med. Og det er så her, at du har fanget os i din forudsigelse af vores tur op af metal-stigen. Den kommer!

Bersærk er et af den slags bands, man bare er nødt til at se live, hvis man sætter pris på et godt show. Ikke nok med, at de dansksprogede tekster opildner selv den mest slatne og postmoderne sjæl til kamp for alt, man holder kært, så leverer de også en af dansk rock og metals bedste optrædener. Forsanger Casper Popp har ikke blot et hold topprofessionelle og dygtige musikere bag sig, han har en stemme, der giver resten af feltet baghjul. Som en musikalsk Holger Danske går Bersærk ja, bersærk på en måde, så man som tilskuer ikke kan andet end at slutte op om dem, der hårdnakket – og med rette – påstår, at Bersærk er Danmarks bedste liveband.

Som en krydsning mellem Jesper Binzer og Kim Larsen, dominerer og leder Casper sit orkester på et musikalsk togt, hvor målet er at tilgodese de metalfans, der hungrer efter kvalitet og substans. Hans kraftfulde vokal og artikulerede tekster bliver bakket op af teknisk dygtige og engagerede musikere, og tilsammen er de Bersærk: et frådende og målrettet hold af individer, der ikke tager gidsler og efterlader koncerter både udsolgt og som noget, man vil huske. Har du endnu ikke set dem live, har du ingen undskyldning. Har du set dem live, ved du, hvad jeg mener.

I forbindelse med denne artikel, har vi stillet bandet nogle spørgsmål vedr. den danske scene og Copenhagen Metal Fest.

Hvordan ser I på nuværende tidspunkt den danske metalscene?
Som fremadstormende, og på et højt musikalsk niveau. Der er rigtig mange forskellige tilgange, og en større accept af- og vilje til at eksperimentere.

Hvad kan den danske metalscene, som er værdifuldt for den internationale metalscene?
Stå ved sine store boller og udvise selvironi. Derudover er musikken på et teknisk højt niveau, og bunder i meget andet end bajere og battlevest.

Hvordan udvikler den danske metalscene sig i øjeblikket?
Den skider på metalscenens jantelov, og breder sig også ind på mainstresmens territorier.

Er der en særlig genre, som skiller sig mere ud end de andre?
Ja! For eksempel er dødsmetal også blevet for Hr. og Fru Danmark...;-)

Hvordan har den danske metalscene ændret sig siden I startede (enten positivt/negativt)?
Den er helt klart blevet bredere i genre-spektret siden vi startede 2012. På godt og ondt.

Der popper flere og flere festivaler op i Danmark, især i metalmiljøet. Hvad synes I om det?
Der er jo et publikum for det, så alle parter er glade.

Hvad tænkte I, da I blev inviteret til Copenhagen Metal Fest?
Spændende initiativ, som vi gerne støtter op om, og noget vi ser frem til at være en del af.

Nogle af de deltagende bands på CMF har været tilstede på den danske metalscene i flere årtier. Ser I op til bands som disse (Artillery, Illdisposed) og ser i disse som inspiration?
Ja helt sikkert, ikke så meget musik-mæssigt, da vi bevæger os i forskellige genrer, men helt klart i forhold til at gøre det hårde arbejde få at nå sine mål.

I er godt på vej op af metal-stigen. Hvordan når I toppen og hvad kan vi forvente af jer som band, når I når derop?
Vi tænker ikke rigtigt på det som en stige vi skal nå toppen af. Selvfølgelig er det fedt at folk kan lide vores musik, og at fanskaren øges, men for os handler det om, at det skal give mening og være værd at bruge tid på. Vi lægger et kæmpe arbejde i vores musik, og gider kun så længe vi kan stå inde for det vi sender ud. Men større er ikke nødvendigvis bedre.