JINJER

I kølvandet på svenske Soilwork, aftenens første opvarmningsband, fik vi Jinjer, som for to måneder siden gav os lidt af en festivalgodbid på Copenhell. Den succesrige formel havde ukrainerne
ikke pillet meget ved, og i Malmö satte de ligeledes barren højt med en bidsk ”Teacher, Teacher”.

Så var scenen ligesom sat, og den altid cool Tatiana Schmayluk fik vist en delvist måbende, delvist hujende arena, hvor skabet skulle stå. Hold nu k..., en vokal! Hun synger med en kolossal vokal spændvidde, veksler tilsyneladende ubesværet mellem ren sang, growl og skrig, svinger fletningerne og hopper og sparker som en vild, samtidig med at hun leverer sin afsindige stemme til perfektion fra start til slut.

Bandet spiller solidt – ja, faktisk rigtigt godt – men man ænser sandt at sige kun de øvrige bandmedlemmer momentant. Det er lidt som om, de kunne spille hvad som helst, bare man kan få lov at stå og tage Tatiana Schmayluks vilde vokal ind.

Som ambassadører for Ukraine fremhævede Jinjer krigen i hjemlandet og takkede ligesom på Copenhell for opbakningen med et ”fuck the war”-budskab – et budskab, som da immervæk også tåler en gentagelse.

Findes der andre bands som Jinjer? Tjah. Findes der bedre performances? Jo, jo. Skal vi absolut fokusere særligt på, at – uh! – her er et metalband med en kvinde i front? Ja, vel skal vi så, for det ER særligt at have en kvinde i front for et metalband. Og det er den ondelyneme særligt, at selv samme kleine kvinde rummer hele vokalspektret og ikke bare kan synge og growle, men lyde som en regulær klon mellem Randy Blythe og en engel!

8/10

SLIPKNOT

For halvanden uge siden blev festivalpublikummet på Wacken Open Air beriget med en intet mindre end monstrøs Slipknot-koncert, og forventningerne til Corey Taylor & co. om at levere foran et dedikeret eget publikum var så meget desto større.

Slipknots ’We Are Not Your Kind World Tour’ gæstede i februar 2020 Royal Arena som den vel nok sidste store metalkoncert inden to års coronaforskyldt koncerttørke, og nu var Malmø altså et af de sidste punkter på den europæiske agenda.

Forventningsfulde maggots i alle aldre havde trodset hedebølgen (og flere af os også Sundet) og udgjorde et rigtigt fint bagtæppe for aftenens ubestridte hovednavn. Dette til trods for, at svensken kan være lidt svær at trække op til spas – ingen crowdsurfing eller moshpits her!

Da tæppet faldt og åbenbarede det ni mand høje ensemble med piedestaler, tønder og hele cirkusset, skulle der ikke mange sekunder af ”Disasterpiece” til at slå fast, at vi her skulle blive vidner til et bæst af en Slipknot-koncert.

Den episke setlist var en tro kopi af den på Wacken og i øvrigt resten af 2022-touren, ligesom diverse gimmicks var god gammeldags genbrug. Den gode Corey Taylor bruger alle de billigste tricks i bogen – og slipper afsted med det. For eksempel måtte vi danskere sluge den kamel, at Sverige åbenbart OGSÅ er et af Coreys yndlingslande (!?), ligesom frontmanden efter eget udsagn er ”getting old ­– you have to help me out here”. Når Corey Taylor siger hop, så hopper man.

Nytænkende er det ikke, men det virker, og det gjorde det også i Malmø. Hver gang det var ved at blive for søgt med snak om eksempelvis den store Slipknot-familie, formåede CMFT at tale lige ind i hjertet på sine maggots: ”You’re fucking mine now!”

Corey Taylor er en mand med mange meninger og blandt andet derfor også en mand, som mange har en mening om. Lad dem have dem. Faktum er, at Taylor – storskrydende og småarrogant, som han måtte være – er en fantastisk frontmand, der har sit publikum med hele vejen og formår at balancere humor og alvor, seriøsitet og sjov og ballade. Som en metallens Robbie Williams, elsket og hadet, og med en udstråling så kraftig, at den trænger gennem både masker og kedeldragter og hvad der ellers har været af staffage i tidens løb.

Det hele sidder ligesom bare lige i skabet, og Slipknot optrådte også denne aften med et vanvittigt højt energiniveau og i det hele taget på et vanvittigt højt niveau, hvor bandet tjekkede alle parametre af. Nyere numre som ”All Out Life” og ”Unsainted” satte stort set lige så meget gang i publikum som for eksempel ”Sulphur” og ”Before I Forget”, hvilket i sig selv er en bedrift for et band med efterhånden 23 år på bagen. Skal man sætte en finger på noget, kunne settet godt have tålt et langsommere nummer som for eksempel ”Vermillion” eller geniale ”Solway Firth”, som vi fik i en mørk og dyster udgave i Forum for to et halvt år siden. Men det er så også det.

Spekulationer om, hvorvidt Slipknots kommende album med titlen The End, So Far er et varsel om en forestående tilbagetrækning, blev manet i jorden af Corey Taylor, og gudskelov for det. For uanset om man køber konceptet eller ej, er Slipknot et fantastisk liveband med masser af gods i sig endnu.

SETLIST

Disasterpiece
Wait and Bleed
All Out Life
Sulfur
Before I Forget
The Dying Song (Time to Sing)
Dead Memories
Unsainted
The Heretic Anthem
Psychosocial
Duality
Custer
Spit It Out

Encore:
People = Shit
Surfacing

9/10