Tidens tand
Hvis der er noget, der kan få denne skribent til at føle sig gammel, så er det, når det går op for mig, at bands, jeg stadig tænker på som nye, har eller har haft 25-årsjubilæum. Da jeg oplevede Slipknot for første gang, i Parken i 2004, var der godt nok kun gået fem år, siden deres debutalbum kom på gaden, men selv havde jeg jo på det tidspunkt allerede lyttet til rock og metal i 25. Tiden flyver, og i mellemtiden er Slipknot gået hen og blevet til dad rock. Her lørdag aften var det nu blevet tid til, at Copenhell 2025’s eneste rigtigt headlinerværdige band skulle optræde på Refshaleøen – endda for fjerde gang. Heavymetal.dk har ganske mange Slipknot-fans på redaktionen, og vi har da generelt også rost deres koncerter gennem tiden, men kunne de ni stadig vinde kampen mod tidens tand?
Toptunede og superskarpe
Vores føromtalte første møde, Slipknot og jeg, var absolut ingen succes. Det skyldtes nu mest Parkens forfærdelige akustik den aften, som i parentes bemærket er den eneste dårlige Metallica-koncert, jeg nogensinde har overværet, og jeg har immervæk set nogle stykker. Denne undskyldning havde Slipknot ikke denne gang, men der gik dårligt fem minutter, før jeg måtte erkende, at Corey Taylor & co. ikke havde brug for nogen undskyldninger denne gang. Corey lød, som var han stadig i 20’erne, hvor han med rette kunne kaldes en af metallens bedste stemmer, og resten af bandet var ligeledes toptunede og superskarpe.
Sætlisten var stort set den ’greatest hits’, man kunne forvente, men med fem numre fra debuten og ingen ”Sulfur”, ”Before I Forget” eller ”Snuff” kan man alligevel ikke beskylde bandet for kun at satse på det sikre. Det mest overraskende var, at det ikke skabte de døde perioder, som – jeg beklager, superfans – ofte hører med til dad rock-nostalgikoncerter som denne. Til gengæld fik vi ”Gematria”, som blev spillet for første gang i Danmark, og måske verdens bedste hoppesang, ”Psychosocial”, der også sad lige i skabet. Lidt tomgang fik vi dog, for eksempel med det mærkelige ”Tattered and Torn”-remix, som var lige så stort et tidsspilde, som når ’Kirk og Rob-jams’ giver James og Lars en pause.
På den anden side er det altid et godt tegn, når der opstår små spontane pits rundtomkring, som der gjorde under en stærkt leveret ”The Devil In I”. Fællessang på ”Duality” var også forventet – at den nåede helt op til os på bakken, var til gengæld langtfra givet på forhånd.
Som ekstranumre fik vi hele tre fra debuten. ”Surfacing” introducerede Corey som en fuckfinger til alle dem, der fortæller dig, hvordan du skal være, hvad du skal mene, og hvordan du skal se ud. ’And that includes me’, nærmest råbte han efter denne lille tale. Derefter blev alle opfordret til at uddele en langemand. Og tak, fordi du fik det sidste med, Corey, for det glemmer de fleste, der gerne vil moralisere eller bestemme, og som ovenikøbet tror, de er bedre end dig og mig. Om det så er politikere, influencere, hollywoodstjerner eller såkaldt politisk bevidste kunstnere. De fik fingeren alle sammen.
En finger kunne man også give til afslutningen. Sidste sang, ”Scissors”, udviklede sig til et bizart og helt overflødigt jam. Slipknot med Dream Theater-ambitioner? Den forstod jeg ikke, og det blev til en dum udgang på et ellers skarpt skåret sæt af et band i topform.
Er du også tonedøv?
Der er altid mange meninger om kæmpebands som Slipknot. Såkaldte smagsdommere og superfans slås ofte om det rigtige udgangspunkt for at bedømme især koncerter fra metallens giganter. Selvom jeg generelt og af naturlige årsager hører langt mere til i første kategori end den anden, så skal man i tilfældet Slipknot på Copenhell lørdag aften være mere end tonedøv for at ignorere ikke bare den begejstring, der var på en propfyldt plads foran Helviti, men også den kæmpe betydning, bandet stadig har for de mange tusinde fans, der var mødt op for at deltage i festen. Jeg hørte rigtigt mange bagefter sige, at dette var deres bedste oplevelse med heltene, ikke bare på Copenhell, men i mange år. Begejstringen nåede endda helt op til højre side på bakken, hvor jeg sad. Netop det oplevede vi ikke ret mange gange under Copenhell anno 2025. Vist kan man da med rette påpege, at Slipknot har et ret begrænset antal tangenter at spille på, men på Copenhells sidste aften var de ualmindeligt hårdtslående tangenter godt nok tunet helt korrekt.
DISCLAIMER: Bandet havde frabedt sig fotografer til deres koncert. Derfor er der desværre ingen billeder fra aftenens show.
Sætliste:
”742617000027”
”(sic)”
”People = Shit”
”Gematria”
”Wait and Bleed”
”Nero Forte”
”Yen” (The End… 2022)
”Psychosocial”
”The Heretic Anthem”
”The Devil In I”
”Unsainted”
”Duality”
”Spit It Out”
”Surfacing”
”Scissors”