Det var en mørk og stormfuld aften
Ej, det var det faktisk ikke. Vejret var glimrende for september måned, og vi nåede op på 21 grader. Men jeg kan love dig for, at det var farligt at færdes i Herning her til aften. Lejesoldater vrimlede om hvert hjørne (eller i det mindste deres fans), og i krogene kunne man høre folk hviske til hinanden om, hvem deres mørke sjæl egentlig tilhørte. Stilheden var dog ikke fredfyldt; der var ugler i mosen. Soundtracket til dommedagens uundgåelige komme var skrevet, og den dunkende puls, som fyldte natten, afslørede, at alle herningensere godt vidste, hvad der var på vej.
Mercenary var landet og havde bragt Nakkeknaekker med sig – eller gud bedre mig, Neckbreakker. Jeg glædede mig personligt umenneskeligt meget til dette, da Soundtrack to the End Times formåede at lande på min top-3-liste over danske udgivelser i 2023. Derudover føles Mercenary på en eller anden måde revitaliseret. Til jer, der hænger fast i tiden, hvor 11 Dreams stadig er "The Thing" – ja, jeg forstår det godt. Men der er sket utroligt meget siden 2004, så lad os fokusere på bandet anno 2024. Selvom jeg har set danskerne optræde flere gange, var det første gang, at jeg fik fornøjelsen af at se Nakkeknaekker. Gruppen fra Silkeborg havde betydeligt færre kilometer at rejse sammenlignet med deres optræden på Copenhell 2024, men jeg var alligevel ret sikker på, at live-specialisterne nok skulle få publikummet på Fermaten til at svede. Allerede en halv time før de gik på, stod 150 mennesker klar, og det antal voksede til næsten det dobbelte, da det endelig var tid til at svinge håret og ødelægge nakkehvirvler.
Nakkeknaekker fik gipsvægge til at sprække, og fundamentet til at brække
Jeg har altid lidt ondt af det band, der skal på som det første, for det må sgu være en svær opgave at få en gruppe weekendramte og ofte halvdrukne publikummer i gear. Det bliver bestemt ikke lettere af, at Herning ligger milevidt fra alle storbyer, og at når man nævner ordet "metal," tænker de fleste midtjyder på industri og fagforening. Men da Fermaten bookede Nakkeknaekker, blev jeg mere rolig – hvilket egentligt er pudsigt, da gruppen på nuværende tidspunkt kun har en enkelt sang på Spotify, nemlig deres nyeste single "Horizon of Spikes". Vi på heavymetal.dk har altid givet deres livekoncerter høje karakterer, så forventningerne var naturligvis også tårnhøje denne gang. De unge silkeborgensere spiller tung dødsmetal, og det varede ikke længe, før Fermaten blev ramt af ømme nakkehvirvler og musikalsk ekstase – for hold da op, hvilken energi de endnu engang bragte! Det var derudover også tydeligt at se, at de er voldsomt aktuelle for tiden, for publikum var mere end klar!
Trommeslager Anton Bregendorf (Hajn) smed straks t-shirten og virkede intimiderende som bare pokker – og så var vi ligesom i gang. Fra første sekund blev der knækket nakker på stribe, og mosh-pitten, som i begyndelsen kun talte fire personer, voksede hurtigt og blev omdrejningspunktet for opvisningen. Bandets forsanger Christoffer Kofoed interagerede ivrigt med publikum, og det var tydeligt, at herningenserne var fuldt til stede. Der havde tydeligvis været snak i krogene forinden om bandet. Selvom deres tunge musik er kendt for mange ting – højt tempo, iver og masser af headbanging – mangler den måske en smule variation. Dette blev understreget, da Kofoed fortalte, at alle aftenens sange ville blive inkluderet på det kommende album, og han spurgte, om folk havde hørt singlen "Horizon of Spikes". "Ja for fanden, spil den!" råbte en ældre herre – hvorefter Kofoed måtte afsløre, at de faktisk allerede havde spillet den, hvilket udløste latter i salen. Publikum kendte måske ikke materialet særlig godt, men jeg er ret sikker på, at silkeborgenserne fik en del nye fans den aften.
Mod slutningen, med kun et par sange igen, faldt der dog lidt ro på mosh-pitten, og armene begyndte langsomt at falde ned til normal højde. Dødsmetal-træthed? Muligvis. Nakkeknaekker spillede omkring 50 minutter, hvilket var en passende længde. Hvis de kan overføre bare 50 % af deres live-energi til deres kommende album, ser dødsmetalscenen meget lovende ud. Anton Bregendorf lukkede koncerten af ved at overrække sine trommestikker til en af aftenens yngste publikummer – en fin gestus efter en god koncert.
8/10
Mercenary
Fra Nakkeknaekker gik af scenen, til Mercenary trådte på, gik der lidt over en halv time. Alligevel havde folk ikke helt fundet tilbage til salen til tiden. Det undrede mig også kort tid efter, at hovednavnet faktisk havde færre besøgende end opvarmningsbandet. "Måske er det bare mig, der er ved at blive gammel," tænkte jeg. Bookingen lagde selvfølgelig op til en vis kontrast: ét højaktuelt band og én institution inden for dansk metal. På trods af, at der gik 10 år mellem Mercenarys to seneste album, Through Our Darkest Days og Soundtrack for the End Times, var de dog langt fra blevet glemt. Jeg glædede mig til at høre flere numre fra det nye album, og jeg havde også haft fornøjelsen af at interviewe René Pedersen, da det udkom.
René Pedersen indledte koncerten med at love, at de nok skulle fyre den så meget af, som de kunne, men at man nok ikke skulle forvente samme mængde headbanging som under Nakkeknaekker. Han roste de unge gutter og sagde, at de fortjente det – og det gjorde de virkelig. Han fik også ret med hensyn til headbanging, for stemningen under Mercenarys sæt var markant anderledes. Publikum var mere afdæmpet, men det tog intet fra energien på scenen. Selvom det lykkedes Mercenary at skabe en moshpit, var den både mindre og mere afdæmpet end tidligere på aftenen. Store dele af publikum stod også langt mere stille og nød koncerten. Aalborgenserne er indbegrebet af professionalisme, og vi blev forkælet med både nye numre fra Soundtrack for the End of Times, såsom "Burning in Reverse," "Heart of the Numb" og en af mine personlige favoritter, "Where Darkened Souls Belong". Der var dog også plads til klassikere fra de tidligere år, som "11 Dreams" og "Endless Fall" fra Architect of Lies. Selvom René Pedersen fortalte, at han havde døjet med sin akilleshæl, var det ikke til at se. Han så godt tilpas ud og levede sig for alvor ind i sin rolle med grimasser og masser af horn-fagter. En anden, der virkelig nød aftenen, var Martin Buus på leadguitar. Han var i sit es, smilende konstant, udviste showmanship og fistbumpede med de forreste tilskuere, der ivrigt forsøgte at tage billeder af ham med hans røde guitar. På et tidspunkt kom René Pedersen til at ramme noget elektronik med sin fod, og kaldte Martin ind til at fikse det for ham. Hele salen sang i kort ”Martin, Martin” og vupsi – så var det løst. Se, det er sgu teamwork!
Hvad så med de to andre medlemmer, tænker du sikkert? Jakob Mølbjerg var mere afdæmpet (og det tror jeg bestemt også, han er som person), men han fremviste alligevel sine evner flere gange med foden fast plantet på subwooferen. Martin Nielsen, trommeslageren, så ud til at hygge sig bagi, og sjældent har jeg set en trommeslager smile så meget gennem en hel koncert – det udstråler virkelig overskud. Det samme overskud viste han også i merch-boden, hvor han hilste og gav hånd til fansene efter koncerten. Da koncerten nærmede sig slutningen efter en times tid, havde jeg svært ved at vurdere, hvordan herningenserne havde taget imod Mercenary. Var en time lang tid nok? Jeg kunne godt have brugt et ekstra nummer eller to. Det var logisk, at deres koncert ville være mere afdæmpet end Nakkeknaekkers, men igen fortjener Fermaten ros for en fremragende booking.
8/10
Sætliste:
Burning in Reverse
Through Our Darkest Days
Soul Decision
11 Dreams
Heart of the Numb
Where Darkened Souls Belong
From the Ashes of the Fallen
Lost Reality
The Endless Fall
Beyond the Waves