Galge. Foto: Rolf Meldgard
Et kærligt inferno
Et inferno af flyvende flams, far-metal og fistbumps satte Forbrændingen i flammer, da Galge, Persecutor og Neckbreakker indtog scenegulvet lørdag aften. Det var en blandet metallandhandel af død og thrash uden den store sammenhæng mellem de forskellige bands ud over en trommeslager til deling. Publikum rullede langsomt ind på Forbrændingens trappe som brændeknuder på vej til kaminen, og de lidt yngre bands trak gennemsnitsalderen betydeligt ned. Nok er spillestedet en gammel kulforbrænding, men med en klatrevæg som bagtæppe mindede det mere om idrætssalen til et gymnasiegalla, hvor lancieren blot var udskiftet med twostep og slam. Publikum havde da også snøret danseskoene ekstra stramt denne aften og fik armene i omdrejninger, da pitten blev omdannet til en roklub.
Galge
I heavymetal.dk’s interview med Galge fra 2020 spurgte vi til deres hudplejerutiner, og de må være virksomme, for bandet holder sig godt. Det aarhusianske dødsmetalband debuterede i 2019 og har siden hængt mangt et øre med sin højlydte galgenhumor. Forsanger Søren Tuborgs fødder var kun i flygtige momenter i berøring med scenegulvet, idet han koncerten igennem næsten konstant hang i luften som en piñata , der havde besluttet sig for at slå igen. Hans luftige pig squeals fik næsten en til at ringe efter dyreværnet. Dog savnede man en smule mere dybde i vokalens klangbund, idet den holdt sig meget i det samme hæsblæsende hæse toneleje. Glimtet i øjet skinnede klart, som da Tuborg med stor entusiasme proklamerede, at det var tid til ’en mosh fucking pit … altså lige om lidt’. Desværre var lyden i siderne af salen til tider mudret, så særligt guitaren gled i baggrunden. Mathias Lundbæk leverede lækre, taktfaste blastbeats. Dog kom man hurtigt til at savne variation i sætlisten og et tydeligere samspil mellem de enkelte instrumenter, så rytmer og riffs blev samlet til et mere komplet og koncist lydbillede. På falderebet begyndte pitten at live op, og hvis Galge havde spillet senere på aftenen for et mere opvarmet publikum, kunne de for alvor have tændt ild i Forbrændingen.
Persecutor
Jeg har før nævnt Jane Fonda i en anmeldelse, men det er svært ikke at gøre det igen, da Christian Andrés Almanza lyste scenen og humøret op med sin highlightergule tanktop, og man forventede mere aerobicinstruktion end thrashmetal. Persecutor var særdeles leveringsdygtig på det sidstnævnte, og deres thrash var lige så old school som en Gammel Ole. Det er klassisk og velfungerende på studiealbummene, men desværre var der flere mindre skavanker live, som trak oplevelsen ned. Lydbilledets basbund, som er bedre balanceret på albummene, var næsten fuldkommen fraværende. Christopher Hejgaard kunne næsten ikke holde nallerne fra snaren, og det fik lyden til at fremstå fladtromlet. Stefan Sørensen og Benjamin Stage kørte rytmerne rundt i cirkulære repetitioner og rørte pitten i omdrejninger. Det var klassisk thrash uden hverken dikkedarer eller udpræget kreativitet, men med god energi. Almanza overraskede med sit imponerende stemmeomfang og store tekniske kunnen, der formåede at skære gennem lydmurens tekniske udfordringer. Smukkest af alt var dog bandets publikumskontakt. Særligt med den lille pige, der var til sit livs første metalkoncert, og både høstede smil, fistbumps og plektre. Det, at hun fik et godt møde med metallen og kommer til at kende scenen som et trygt rum, trumfer koncertens ellers varierende musikalske kvalitet. Og lidt Jane Fonda-gymnastik fik vi da også - i hvert fald hvis man tæller wall of death som cardio.
Neckbreakker
Navneskift og radikal frisureændring med afklipning af de lange lokker: Neckbreakker er gået igennem et hårdt breakup med sit tidligere look og genfundet sig selv. Imageændringen til trods er lyden genkendelig, dog med undtagelse af trommesiden. Viktor Bjørnstad figurerede på scenen og var tydeligvis endnu ikke blevet træt i armen af at slå snaretrommen til plukfisk. Undertegnede anmelder opdagede først ikke udskiftningen af kokken bag kedlernes sammenkogning af aftenens rytmeret, der trods enkelte lækre, flamberede flams udfladede lydbilledet og tog fokus fra Joakim Kaspersens og Johan Lundvigs glimrende spil. Lyden var en anelse bedre midt for scenen, men fremstod stadig en smule sammenflydende trods udstyret fra Marshall og Orange. Neckbreakker har fået hurtig succes på den danske metalscene og breder sig ligeledes som en steppebrand i udlandet. En del af deres charme ligger netop i deres ungdommelige energi og kærlighed til Silkeborg, så det er essentielt, at de ikke forstokker i vante travbaner. Nakkerne blev knækket i hovedløs headbanging, og kroppen kommer nok til at mærke det de næste dage, men det var det værd.
Brændende kærlighed
Frivillig ild brænder klarere, og Forbrændingen bruger klar kærlighed til musikken som brændsel. Den udsolgte sal vidner om, at bandene trods deres relativt spæde karriere har stor understøttelse fra metalfolket, og selvom aftenen bød på flere musikalske mangler, så udstrålede både bands og publikum gensidig kærlighed og god energi. Det kan mærkes, både når vi hjælper hinanden op i pitten og sikrer, at de fremmødte børn får det bedst mulige møde med metallen til deres første koncert. Hvis teknikaliteterne kommer på plads i fremtiden, kan Forbrændingen således tænde en evig flamme i undergrundens mørke.