Silkeborgensiske dødsdarlings
Man skal have boet under en gevaldig bautasten for ikke at have hørt om, og måske endda oplevet, de gæve, danske dødsdarlings fra Nakkeknaekker. Det unge band blev dannet i 2022, og på de bare to år har de spillet her og der og alle vegne. Alene i Copenhell-regi er det blevet til armbåndspåsætningskoncert (jo, det er et ord), Copenhell Metal Cruise og When Copenhell Freezes Over, og udover det så har de været med Baest på turné. Godt skuldret af et band uden noget udgivet bagkatalog. Nu skal de endelig slå deres folder på en af Copenhells egne scener, Pandæmonium, og mon ikke bandet kan gøre brug af deres turnéerfaring til at give os alle sammen beviset på, hvorfor de har valgt det navn, de har. For min erfaring fortæller mig, at nakkerne kommer til at knække under det gedigne dødsoverfald, som de unge mænd har med sig. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.
Alle jer, der ikke headbanger – gå fucking over og se EM!
Ahh ja. Inden musikken overhovedet gik i gang, var der så mange mennesker foran Pandæmonium, at man blev nødt til at klemme sig forbi folk helt oppe fra, hvor pladsen åbner sig. Det populære Nakkeknaekker-hold har da også været fortrinlige til at få skabt muligheder for sig selv, inden der overhoveder er udgivet musik. Og oven i hatten har de ry for at være et mere end glimrende liveband – og det er ikke ubegrundet. Det er efterhånden sjældent at se bands, hvor alle medlemmer virkelig er på og vil koncerten, og ikke mindst publikum. Men sådan et band er Nakkeknaekker. Alle har de karisma og spilleglæde – ja selv Anton ”Hajn” Bregendorf, trommeslageren, var oppe og kravle i stilladset og skrålede af publikum. Kan I så komme i gear, blev der sagt! Publikum rasede, og støvet hvirvlede, så man i perioder havde svært ved at se, hvad der skete. I samme ombæring må jeg lige rose hr. ”Hajn”. For sikke en frådende og hidsig omgang, han leverer. De trommer kan umuligt holde til mange koncerter, sådan som han behandler dem. Og han var såmænd ikke den eneste i bandet, der havde travlt. Frontråber Christoffer gjorde en formidabel figur som såvel indpisker for de fremmødte og som frontperson i bandet. Jeg elsker, når man kan se, at det betyder noget for bandet på scenen. Og det kan man med Christoffer & Co. På et tidspunkt gik han direkte fra vrede råb til bedårende teenagesmil og et lille vink, da han så et velkendt ansigt i den fræsende pit.
Nakkeknaekker er måske nok et ungt band, men til gengæld er både lyd og intensitet garvet og moden. Musikken har sine rødder i oldschool dødsmetal som Entombed og Morbid Angel, men bandet er ikke bange for også at inkorporere moderne elementer. De hæsblæsende guitarer, aggressive trommer og en tordnende bas lægger soundtracket til bandets morbide tekster. Der bliver altså ikke udfordret ret mange normer her, men det, de laver, det laver de saftsuseme dygtigt.
Det her bliver uden tvivl årets hidtil bedste koncert for mig. Og det er ikke engang et close call. De unge mænd på scenen fik alle blandt publikum til at lave ikke bare en, men mange circlepits samtidig, og der blev moshet og skreget, som afhang alles liv af det. På flere tidspunkter var pitten lige foran scenen så stor, at der stod folk inde i midten som en lille ø. Et par gutter drak roligt deres øl, mens publikum hvirvlede omkring dem som et par skibsfarne på en ø omgivet af blodtørstige hajer.
Alt er godt i dødsland
Aldrig har Pandæmonium-scenen været så velpakket, og aldrig har det været så velfortjent. Sikke et show. Sikke et velspillende og oplagt band i absolut hopla. Sættet bestod udelukkende af tunge, intense sange, som straffede alle, der nåede inden for høreafstand af scenen. Selvom hele bandet kom godt ud over scenekanten, så blev det aldrig for meget eller for plat. Hvis det her er det, vi kan se frem til i de kommende år, så er der ingen grænser for, hvor langt Nakkeknaekker kan tage det. Jeg tør i hvert fald godt allerede skrive årets danske koncert på netop denne. Al hypen er dem så vel undt, og der er fuld forståelse for, at de på trods af manglende udgivelser allerede har opnået så meget, som de har. Sikke en entusiasme og medrivende energi. Det kunne mange af de lidt ældre bands lære noget af.
