’Vi troede næsten, I havde fået kolde fødder…!’
1.295 dage. 185 uger. 43 måneder … eller slet og ret 3½ år! Så længe skulle der gå mellem udgivelsen af førstesinglen, ”From the Ashes of the Fallen”, og Mercenarys ottende studiealbum, Soundtrack to the End Times, der langt om længe blev tilgængeligt for offentligheden i fredags. Dette skulle naturligvis fejres på behørig vis, hvorfor nordjyderne dagen derpå drog til hovedstaden og BETA2300 for at afholde den første af i alt fire ’bryllupsfester’. I løbet af den næste måneds tid drager selskabet rundt i det ganske danske land og lægger i den anledning vejen forbi eksotiske destinationer som Studenterhuset i Aalborg og Platform K i Horsens, inden eventyrlighederne meget passende finder deres afslutning på Kansas City i H.C. Andersens fødeby.
Billy Boy in Poison
Deathcore-kvintetten Billy Boy in Poison (herfra BBiP) havde under seneste rendezvous (læs: med redaktionen) ualmindeligt svære arbejdsbetingelser. Som sidste indslag under i forvejen restriktionsramte Springtime Slaughter 2021 endte københavnernes optræden ydermere med at stå i skyggen af det mest omtalte hjertetilfælde i moderne idrætshistorie: Christian Eriksens dramatiske kollaps der samme aften havde sendt chokbølger gennem en propfyldt nationalarena. Aftenens optrædende på Forbrændingen havde backstage fulgt EM-kampen mod Finland på tv, og skulle ligeledes ryste oplevelsen af sig, inden de entrerede scenen. Der skulle i det hele taget sluges nogle kameler i den periode, idet bandets fjerde og seneste album, Umbra, modtog en forholdsvis hårdhændet behandling af vores redaktion. Ligesom under førnævnte Springtime… må man om ikke andet rose deathcore-drengene for deres ukuelige vedholdenhed. Til aftenens forestilling stillede de således til start med en sætliste domineret af sange fra netop Umbra samt fire spritnye numre. Der blev samtidig fundet plads til ”Iron Grip” fra forrige album, Invoker; mens der i øvrigt knytter sig en spøjs anekdote til Umbras ”White Hills”, der i sin tid blev indspillet sammen med Andreas Bjulver fra CABAL. I 2020 gik den blonde forsanger sammen med resten af bandet i studiet for at optage Drag Me Down, hvorpå vi finder singlen ”Bitter Friend”… og hvem var med som gæstesolist? Såmænd ingen ringere end selvsamme Matt Heafy, der som bekendt optræder sammen med aftenens hovednavn på studieversionen af ”Heart of the Numb”. Ja, hvorfor eje, når man kan leje(soldater)?!
“Kan vi få lidt mere vokallyd heroppe, tak!” På trods af et improviseret soundcheck udført lige inden showstart klokken 20:04, og dermed til åbent skue for de tilstedeværende, blev aftenens første sæt indledt med betydelige tekniske udfordringer. Forsanger Hjalte Sejr måtte undervejs i ”Remedy” decideret bede lydpulten om at skrue op for volumen, mens heller ikke bandets næste nye tilføjelse, ”Castra”, blev afviklet helt problemfrit. Til gengæld var der ingen ben i at detektere hverken Christian Minch på bassen eller Niclas Mortensen, hvis trommepedaler buldrede insisterende derudad. Generelt var aktivitetsniveauet blandt publikum på det jævne, hvilket fik førnævnte forsanger til at klatre op under udsugningen, hvor han lystigt tappede løs på loftet. En halsbrækkende manøvre, der heldigvis udløste taktfast boppen med hovederne og sporadisk løftede ’horn’. Efter en lidt bøvlet begyndelse kom forløsningen under ”Kissed by the Sun”, hvor man fra scenens side ikke undlod at benytte lejligheden til fællesskål samt kontrol af stuetemperaturen, der, tør jeg godt afsløre, på mere end en måde steg, som aftenen skred frem.
Det er altid en delikat balance at interagere med publikum og samtidig sikre den nødvendige fremdrift i et sæt. Netop den disciplin beherskede BBiP til perfektion, hvorfor jeg til min overraskelse kunne konstatere, at de første fire numre var blevet afviklet på hæsblæsende 15 minutter! Det frigav både tid og overskud til et uventet shout-out målrettet det nygifte par ’Kim & Pauline’. De fik et muntert ”I har virkelig nogle skodvenner, hvis det her er jeres bryllupsgave!” med på vejen fra de skrå brædder, inden ”Umbra” fra albummet af samme navn drejede nakken om på den sagesløse engel, der forsøgte at snige sig ubemærket gennem stuen. Herfra så hverken sal eller scene sig tilbage, og lokalet, der undervejs var blevet noget tættere befolket, kvitterede troligt med fistpumps til de efterhånden hede rytmer fra ”Iron Grip”, holdets ’nestor’ og enlige svale fra Invoker (2017). Under normale omstændigheder ville vi på nuværende tidspunkt været nået til vejs ende, men kvintetten havde på forhånd proklameret hele fire nye numre. Selv uden hjælp fra en af drengene i de højere klasser kunne man således deducere sig frem til, at med to afviklet måtte der nødvendigvis være ligeså mange til rest. Som sagt, så gjort … Sejr var endnu en gang klatret op under sit foretrukne tilholdssted og kunne med forbilledlig energi og overskud levere ”Serpent of Old” og sidenhen teatralske ”Swallow the Earth”, hvor lyssætningen gav omgivelserne et dramatisk, rubinrødt skær. Samlet set stod den veloplagte frontfigur sammen med Minch og Mortensen som de helt store vindere i lydbilledet. Den mangelfulde variation i de nye skæringer, de tekniske udfordringer og det indledningsvist halvtomme og inaktive lokale trak imidlertid den modsatte retning. Alligevel vil jeg ikke undlade at kvittere for Sejrs inderlige taknemmelighedsfrase: ”Af hjertet, selv tak!".
Mercenary
Få bands på den danske scene har gennem årene formået at tiltrække sig så divergerende synspunkter og holdninger som lejesvendene fra det nordlige Jylland. Oprindeligt stiftet i 1991 har Mercenary gennem årene udskiftet hele sin originale besætning, hvorfor rytmeguitarist Jakob Mølbjerg med sit forestående 30-års jubilæum i 2024 med rette kan betragtes som gruppens ’grand ol’ man’. Mest iøjnefaldende må dog siges at være åreladningen i 2009, hvor begge brødrene Sandager sammen med trommeslager Mike Park afmønstrede. René Pedersen, der siden 2006 havde svunget bassen, skulle nu pludselig varetage hele det vokale spektrum. Det gav i sagens natur et ganske andet udtryk, som jeg for nylig berørte i analysen af Soundtrack to the End Times. Et udtryk, der på dette album kærkomment trækker mere i retning af Mercenarys ældre atmosfæriske rødder, og som samtidig påkaldte sig tilsvarende undren over valget af BBiP som support. Med sin distinkte fusion mellem metalcore og dødsmetal trækker vi her tættere på overgangsudgivelsen Metamorphosis – et album, der om muligt gravede kløften mellem tilhængerne af Mercenarys to forskellige tidsaldre endnu dybere. I kategorien ’diffuse dispositioner’ finder vi også det bemærkelsesværdige fravalg af materiale fra Everblack samt udnævnelsen af ”Beyond the Waves” som femte(!) single. En beslutning, der uden al tvivl ville sikre denne syv minutter lange dødssejler en plads på aftenens sætliste i selskab med resultatet af Matt Heafys seneste kærlighedsaffære med dansk metal, den højt profilerede, men aldeles ordinære ”Heart of the Numb”. Det er ingen overdrivelse, når jeg siger, at gutterne med ovenstående ræsonnementer havde sat sig i en yderst udsat position fra første færd…!
Lad det derfor være sagt allerede nu … med ovenstående bekymringer adresseret nåede vi med en enkelt undtagelse allerede her til vejs ende i kategorien ’negativt ladet kritik’. Kun en frygtelig lyssætning, der indledningsvis umuliggjorde forehavende med visuel identifikation af andre end frontmand René Pedersen (herfra RP), adskilte derudover Mercenary fra at stryge helt til tops på en aften, der endte med at skrive sig ind i historiebøgerne som et af de mest bemærkelsesværdige comebacks i nyere tid. Store ord, jovist, men ikke desto mindre den skinbarlige sandhed. Med vanlig flair for storladne kompositioner sendte den specialdesignede intromelodi serven fornemt videre til ”The Endless Fall”. Guitarduoen Mølbjerg/Buus leverede her med knusende overbevisning den ene veludførte solo efter den anden og beviste med al ønskelig tydelighed, at rutine sjældent fornægter sig. For kortvarigt at vende tilbage til anmeldelsen af nyligt udgivne Soundtrack to the End Times, skal jeg endnu engang blankt erkende mit forbehold over for forgængeren, der på trods at sit overvejende melodiske udtryk aldrig for alvor har vundet indpas hos mig. Af samme årsag kunne jeg kun lade mig overraske positivt over fremførelsen af titelnummeret, ”Through our Darkest Days”, der på trods af den noget rungende bas gik rent ind hos publikum og udløste dedikeret fællessang. Pluspoint på kontoen. Om det polerede lydbillede, vi i det følgende blev præsenteret for under aftenens første to indslag fra det nyeste album, skyldtes netop dét, må stå hen i det uvisse. Uanset årsagen stod skønsang såvel som growls begge snorlige på både ”Heart of the Numb” og ”Where Darkened Souls Belong”, mens også Martin Nielsen bag tønderne og d’herrer Mølbjerg/Buus eksekverede med knivskarp præcision.
Resten af aftenen forløb nogenlunde, som præsten havde prædiket. Gamle slagere som ”Soul Decision” og ”Lost Reality” udgjorde et yderst velkomment retrospektiv for den gamle garde på gulvet (guilty as charged), mens ”Velvet Lies” fra det kontroversielle overgangsalbum Metamophosis blot udløste en pligtskyldig klappen. Til gengæld stod RP af flere omgange for underholdning, der strakte sig noget udover den til lejligheden konstruerede sætliste. Vi har alle hørt fortællinger om den sindige jyde, der ikke sådan strør om sig med floskler og svulstige superlativer. Han var tydeligvis ikke kommet med på bussen fra ’Aalleren’, og det var virkelig velgørende med skæve introduktioner som ’bekymringer for fremtiden, dem glemmer vi og går i et med hinanden… ’ til ”Anthem for the Anxious” samt ’Jeg ved godt, det skal være ondskab, men jeg kan ikke lade være med at smile. I er sgu fucking dejlige’ forud for ”From the Ashes of the Fallen”. Om det rørende sindelag påvirkede forsangerens hukommelsescenter, skal jeg ikke kunne sige, men han havde i hvert fald sit hyr med at koble korrekte årstal for udgivelserne 11 Dreams og Everblack, der som nævnt glimrede ved sin fraværende repræsentation. Med titelnummeret fra førstnævnte samt ”Firesoul” veloverstået måtte RP lige ’ringe hjem til mor’ for at forlænge udgangstilladelsen. Vi skulle som oprindeligt antaget ikke snydes for femte og seneste single ”Beyond the Waves”, der gennem Frederik Jensens AI-animerede musikvideo virkelig har fået luft vind i sejlene. Rent genrekonformt bevægede vi os her, efter min ydmyge overbevisning, en tand for langt væk fra det dødsmetalliske ophav og dykkede i stedet dybere ned i den melodiske melankoli. Med det sagt, så tog det dog intet fra den magtdemonstration, vi lørdag aften var vidne til. De aldrende lejesoldater meldte sig dén grad tilbage i det fine selskab på den danske metalscene. What a blast from the past!
