Rigets rygsøjle
De tusinde søers land har haft flere konger og regenter, end der er 7-Eleven-kiosker i København, men Shadecrown har længe været indbegrebet af en ukronet majestæt. En trofast, men glemt søn af det melodiske dødsmetalrige, som er blandt Finlands største eksportvarer. På trods af at bandet blev dannet helt tilbage i 2012, har de aldrig opnået samme anerkendelse som Omnium Gatherum, Insomnium eller selv Swallow the Sun. Det er en skam, for finnerne har aldrig udgivet et dårligt album. Er det, fordi markedet er mættet? Muligvis. I et land, hvor selv børnehaverne spiller i 5/4-takt og øver blastbeats i fritidsklubben, er konkurrencen benhård. Men som vi ved, så stammer selv den største skygge fra noget småt, og 0 lover både højere tempo og et mere varieret udtryk. Så spørgsmålet er: Er det nu, tronfølgeren endelig sætter sig til rette på jernstolen, eller må Shadecrown endnu en gang nøjes med rollen som hofnar i eget kongedømme?
Jeg taler finsk til gud, finsk til kvinder, finsk til mænd og finsk til min hest
Finland har aldrig haft sine egne konger i moderne tid, og landet har levet det meste af sin historie i skyggen af andre. Først som svensk lydrige, og siden som storfyrstendømme under det russiske imperium med zarer som reelle regenter. Men tiderne skifter. Konger falder, men riget består. Og med 0 står Shadecrown pludselig med scepteret i hånden. Ikke som nogen pompøs hersker, men som rodfæstede figurer, der ved, hvem de er, og hvor de står. Der er noget særligt jordnært og afklaret over 0. Det hele føles tænkt igennem, uden at det bliver stift eller overproduceret. Åbningsnummeret, ”The Art of Grieving”, tager sig god tid og lykkes med det. Det forsøger ikke at blæse dig bagover, men inviterer i stedet ind i et rum af eftertænksomhed, hvor følelserne er i højsædet og bevæger sig som bølger på en mørk sø. Stille, men med dybde. Og det er netop den slags sans for balance, der gør albummet stærkt. Gæstevokalist Sheila Bernal rammer en smuk kontrast til Jari Hokkas mørke og nærmest isolerende growl. Det føles, som om hun trækker lys ind i et rum, hvor alt ellers ville været dækket af mørke. Og netop Hokka har også hævet niveauet. Hans growl er markant forbedret siden Agonia fra 2016, og man mærker, at han påtager sig vokalistrollen med stolthed. Et andet højdepunkt er uden tvivl ”Tear-Blind”, der åbner nænsomt med en smuk cellointro spillet af Vilma Peltokangas. Det er den slags detaljer, der virkelig gør indtryk, og igen får Shadecrown balanceret det tunge og det melodiske med næsten kirurgisk præcision. Det bliver hverken for søgt eller for poleret. Og det er imponerende.
0 er på mange måder et klassisk melodøds-album. Velspillet, gennemarbejdet og med en solid bund af melankoli. Her og der dypper det også fødderne i doom-genrens mørkere farvande, når stemningen tillader det. Og det fungerer. Men som én, der har fulgt Shadecrown gennem deres tidligere udgivelser, må jeg også erkende, at jeg savner overraskelse. Hver del lyder godt isoleret set, men helheden mangler det lille skub ud over kanten. Finnerne kunne godt have taget flere chancer. Især ”Inadequate” lever desværre lidt op til sin egen titel og føles som albummets svageste nummer med en malplaceret spoken-word sektion midtvejs.
Årgang 0
0 er en moderne, men samtidig klassisk udgivelse, som viser, hvor langt Shadecrown er kommet som band. Selvom der godt kunne være taget flere chancer, leverer finnerne et velsammensat album med flere højdepunkter som ”The Art of Grieving”, ”Tear-Blind” og ”Under the Waves”. Bliver Shadecrown nogensinde kongerne af melodød i Finland? Muligvis ikke. Men derfor kan de godt hyldes.
