Metalcore, som ikke rigtig rammer

“Jeg ved, når bægeret er fyldt. Fyldt af skønne, spildte kræfter”. Det er ikke et citat fra en sang med Billy Boy in Poison, men i stedet fra ordgymnasten Peter Sommer, som i samme sang synger om “High fives, som man aldrig rammer”. Og hvorfor ævler vi nu om Peter Sommer? Han er da ikke særlig heavy? Næ, men lige netop den linje er meget rammende for oplevelsen af at høre Billy Boy in Poisons nyeste plade, Umbra, hvor bandet netop bruger en masse kræfter, men for sjældent rammer med deres high fives. 

Et hårdt slag i luften

På Billy Boy in Poisons fjerde plade, Umbra, har bandet kastet sig over dødsmetal med en betydelig mængde metalcore. Som sådan ikke en dårlig idé – det er trods alt lykkedes før – men også en idé, som er prøvet mange gange før. 

Umbra føles til tider lidt som at hoppe voldsomt op og ned eller at slå hårdt i luften. Det kan føles fedt, og det brænder en masse energi af, men man kommer ikke rigtig nogen vegne. Der er bestemt gode elementer undervejs; ”Blinded” er for eksempel et godt – til tider rigtig godt – nummer med tonstunge breakdowns og masser af vildskab. Det samme gør sig gældende for ”White Hills”, hvor Cabal er med som gæster. Umbra har bare tre udfordringer, som gør det svært at holde ubetinget af den. For det første byder den et langt stykke hen ad vejen ikke på noget som helst nyt, og det gør, at man aldrig får den der følelse af at blive overrasket eller blive nødt til at stoppe op og høre efter. For det andet lyder det lidt, som om at Billy Boy in Poison ikke helt er tilpas i deres lyd. Som om at de holder lidt igen og ikke rigtig kan bestemme sig for, om lyden nu skal være metalcore, eller om de skal holde fast i dødsmetallen. Endelig er produktionen lige en anelse for pæn. Det kunne klæde Billy Boy in Poison med en produktion, der skurrer lidt mere, og som lader bandets vildskab – for den har de unægteligt – komme mere ud over kanten. Tag for eksempel numre som ”Black Sky” og ”The Ancient One”. I sine nuværende former drukner det lidt i pæne guitarriffs og stemningsfulde klangflader, men under det gemmer sig et potentiale for et par møgbeskidte, aggressive og langt mere spændende metalnumre end nu.

Med Umbra melder Billy Boy in Poison sig desværre i køen af danske metalbands, der rigtig gerne vil metallen og går til den med krum hals og løftede horn, men som ikke rigtig formår at ramme hovedet på sømmet. Det er brandærgerligt, for modsat nogle af de større navne så har man på intet tidspunkt følelsen af, at det bare er en dag på kontoret for Billy Boy in Poison. Det er mere et spørgsmål om, at de har en vildskab inde i sig, som de ikke helt kan få puttet det rigtige sted hen.

Lidt for lidt nyt

Desværre ender Umbra et langt stykke af vejen med at være en gang metervaremetal. Det meste på pladen er hørt mange gange før, og den mangler den ingrediens, der får lytteren til at stoppe op og lytte efter. Det bliver ganske enkelt for pænt og for forudsigeligt det hele. Det er ærgerligt, for der er helt afgjort nogle gode takter undervejs, men Billy Boy in Poison når ikke helt i mål.