Vi hænger os ikke i bøvede bandnavne
Denne anmelder har hørt metal i mere end 35 år, og det er jo alligevel en sjat. Ikke desto mindre er det yderst vanskeligt at komme i tanke om et mere misvisende bandnavn end danske Billy Boy In Poison (BBIP). Med det navn kommer man hurtigt til at tænke på One Twos roadie, et 80’er-hair metalband eller måske noget tyggegummi-pop fra 70’erne – og intet kunne være mere forkert. For allerede på EP’en Perdition fra 2010 og ikke mindst på deres første fuldlængdealbum, Watchers fra 2013, beviste BBIP jo, at de er et yderst kapabelt dansk dødsmetalband. De har da også spillet på både Copenhell og Aalborg Metal Festival, så de er efterhånden rimeligt anerkendte i metal-Danmark, der heldigvis ikke hænger sig i bøvede bandnavne.
Hamrende tight og masser af overskud
Man skal ikke høre mange sekunder af Invoker, før det igen er tydeligt, at BBIP er en samling virkelig dygtige folk. De spiller hamrende tight og med masser af overskud. Hjalte Sejr imponerer med både growls og metalcore-agtigt skrigeri på internationalt niveau. Det virker også, som om ambitionsniveauet generelt er rimeligt højt – BBIP er et band, der gerne vil vise, hvad de kan, uden der på nogen måde går indadvendt nørkleri i det. Samtidig lyder Invoker bare rigtig godt, men det er jo ikke overraskende, når albummet er produceret af selveste Jacob Hansen, der bl.a. har stået bag udspil fra Hatesphere, Volbeat, Amaranthe, Mercenary og Destruction. Den danske Bob Rock kan sit kram til fingerspidserne, og han kan tilsyneladende få alt, han rører ved, til at lyde fantastisk.
Chuck Schuldiner nikker anerkendende
Desværre er det ikke alle sangene på Invoker, der kan leve op til alt dette, og albummet tager først rigtigt fart på tredje nummer, ”Divided State of Mind”, og især fjerde skæring, ”Morcar”. Den starter med et fedt bluesy riff, der med mellemrum dukker op i sangen igen, midt i alt det tunge rifferi – meget effektfuldt. ”A Walk on Broken Bones” buldrer derudad med flere fede riffs, end selv Chuck Schuldiner kunne stoppe ned i én sang, og det hele topper på næste nummer, ”Exodus”, der igen viser, at BBIP kan andet og mere end bare at kværne derudad. Her blandes flere stærke riffs med et solidt groove, lækre melodier og elegante temposkift. Meget højt niveau.
Henimod slutningen er det igen, som om kvaliteten af sangene dykker lidt, og det er virkelig ærgerligt, for der er så meget potentiale i de her drenge. Til gengæld slutter Invoker af med et brag med den pragtfulde ”Black Gold”, der er en smuk og voldsom afskedssalut. Alt i alt er det her en rigtig god death metal-plade. Hvis BBIP kan forløse alt potentialet med flere sange af samme høje standard som fx ”Exodus”, bliver det godt nok svært at holde dem nede. Billy Boy holder i øvrigt releasefest for Invoker d. 11/11 i Beta2300 på Amager.
