Mercenary er tilbage! Og det bliver for alvor cementeret på Metamorphosis. Efter denne anmelders ydmyge mening er Mercenary's til dato bedste album "11 Dreams", og Metamorphosis kæmper sveddryppende hårdt for at nå samme leje. Og det lykkes fuldt ud. For at tælle genrer Mercenary er inde over på deres seneste udspil, skal bruges mere end een hånd. Stort set hvert eneste nummer på pladen er i en kategori for sig selv. Der er power, hardcore, death, thrash og endda osse en snas mørk black metal. Der er den Mercenary-lyd vi kender, og så er der en bunke nye toner, i form af mere intens guitar, trommer og vokal.
Rene Pedersen leverer virkelig en god og brutal vokal, der indgyder en vild intensitet i sangene. Sammen med Morten Løwe's lækre trommer, når musikken til tider episke højder. Der er inspirationer fra bands som Cradle Of Filth, Illdisposed, og Hatesphere, og som tidligere nævnt spændes der virkelig vidt. Det giver osse albummet lang levetid, da 2 numre ikke er ens. Samtidig er man heller aldrig i tvivl om at det er Mercenary man har kørende på anlægget, til naboens store irritation.
Aalborgenserne har fundet den nær perfekte sammensætning af evner og komposition, og man kan kun ønske dem succes i deres videre metamorfose. For sommerfuglen basker allerede livligt med sine vinger på dette stadium.