Foto: CL Photography // Claus Ljørring
Foto: CL Photography // Claus Ljørring · Se flere billeder i galleriet

Machine Head og Amon Amarth

Forum, Frederiksberg C

At opleve musik i Forum er altid lidt af et lotteri på grund af hallens knapt så prangende akustik. Koncerten mandag aften – co-headlineren med Amon Amarth og Machine Head – var et af de såkaldte Black Box-arrangementer, hvor kun en lille del af salen benyttes. Det gjorde mig absolut ingenting, da rygtet sagde, det hjalp gevaldigt at gøre salen mindre. Og ganske rigtigt. Faktisk var der tale om den bedste lyd, jeg nogensinde har hørt i den gamle hal. Og de respektive bands? Jo, de gjorde det skam også rigtigt glimrende.

The Halo Effect

Foto: CL Photography // Claus Ljørring

Det er ikke altid nemt at være åbningsnavn til en koncert med mere end to navne på plakaten. Når disse går på scenen ganske tidligt på aftenen, er der som regel aldrig kommet ret mange mennesker, og de få, der er mødt op, er stadig ædru, har lige smidt overtøjet i garderoben, og er altid i tvivl om, hvorvidt det er merch eller bajere, der skal købes først, inden man, måske, går hen og kigger på aftenens første band. Nej, det er i sandhed en utaknemmelig tjans at være dem, der åbner ballet.

Mandag aften i Forum var dog en undtagelse af de bedre. Da svenske The Halo Effect indtog scenen kl. 18.25, var salen faktisk godt fyldt, hvilket ikke gik ubemærket hen hos de fem garvede herrer fra den anden side af sundet. Med en dejlig smittende spilleglæde og skøn kontakt med publikum takkede frontskråler Mikael Stanne gentagne gange sine danske brødre for at være mødt så talstærkt frem så tidligt, og det vellydende band kvitterede med en god halv times ægte svensk melodød fra øverste hylde. Særligt “The Needless End”, “Gateways” og “Conditional” sad lige i skabet, og man savnede faktisk slet ikke guitarist Jesper Strömblad, der denne aften var erstattet af en vikar. For en gangs skyld en fremragende oplevelse med et opvarmningsband, der i høj grad lykkedes i kraft af et veloplagt og dedikeret publikum. Det var særdeles fedt at opleve, og bestemt noget aftenens koncertdeltagere skal have stor ros for at være med til at skabe.

8/10

Amon Amarth

Foto: CL Photography // Claus Ljørring

Skidt pyt med koklokke, vi skal bare have ild! Sådan syntes logikken at være hos svenske Amon Amarth, da de indtog scenen med “Guardians of Asgaard”. Med det sædvanlige spektakulære sceneshow, som vel nok kun overgås af Kiss og Iron Maiden, var det et uhyre veloplagt band, der med ild, ild og atter ild fik fyret rigtig flot op under publikum.

Stemningen var på kogepunktet i koncertens første tredjedel, hvor især “Deceiver of the Gods” og “The Way of Vikings” virkelig tog kegler, men herefter skulle det vise sig, at de ellers så velspillende vikinger skulle udkæmpe en brav kamp mod dem selv for at holde dampen oppe. Efter “The Great Heathen Army”, som i forvejen ikke er noget specielt stærkt nummer, faldt kadencen drastisk. Ja, havde det ikke været for ild, show og rekvisitter, havde det faktisk været decideret kedeligt. Mon ikke sange som “Death In Fire” eller “Runes to My Memory” havde holdt bandet inde i kampen? Nuvel, heldigvis blev den triste og tomgangsprægede periode afbrudt af “Deceiver of the Gods”, “Put Your Back Into the Oar” og “Cry of the Black Birds” hvorefter det gik lidt bedre, men absolut ikke prangende. For det er lidt med Amon Amarth som det er med førnævnte Kiss og Iron Maiden; De er endt med at blive et teaterstykke, hvor man får præcis det, man forventer. Bevares, det behøver ikke være udelukkende negativt, men det lugter langt mere af magelighed end af kunstneriske ambitioner.

Hen mod slutningen af den 14 numre lange koncert fik Amon Amarth dog vendt vikingeskuden og kom helskindede i mål med et vanligt besøg af midgårdsormen og selvfølgelig endnu mere ild. Ikke overraskende sluttede de af med “Twilight of the Thunder God”, og det var svært at være andet end imponeret over det spektakulære show. De har guddødemig ikke mange tricks i posen, men dem de har, mestrer de flot.

7/10

Machine Head

Foto: CL Photography // Claus Ljørring

Nu var aftenens arrangement godt nok kørt i stilling som en co-headliner, men baseret på hvilke t-shirts publikum var iklædt, vover jeg den påstand, at de fleste havde taget turen til den gamle hal på Frederiksberg på grund af koncertens sidste navn, Machine Head. Og de skuffede da bestemt heller ikke. Til tonerne af Ozzys “Diary of a Madman” lagde kvartetten ud med den hæsblæsende “Become The Firestorm” fra deres befriende gode nye plade, Of Kingdom and Crown. I ved, den med alle ø’erne. Lyden var fremragende, bandet veloplagt og især frontmand Robb Flynn var som altid i hopla og viste endnu en gang, at han er en fandens god og dedikeret frontmand. Okay, hans evindelige behov for at få publikum til at lave en circle pit tog overhånd allerede under andet nummer, det sublime “Imperium”, men man kan bestemt ikke klandre manden for at være uengageret. Da vi nåede halvvejs ind i koncerten havde han råbt på en circle pit flere gange, end alverdens metalfans har sagt ‘Catharsis er en lorteplade’, siden den udkom i 2018. Kære Robb, jeres begejstring, engagement og kærlighed til faget er beundringsværdigt, og I er et forrygende liveband. Men I er faktisk endnu bedre, når I lader musikken tale for sig selv. Den fejler nemlig absolut ingenting!

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er Robb Flynn en mand, der godt kan lide at høre sig selv snakke. Og da det blev tid til det i øvrigt formidable og meget smukke nummer “Darkness Within”, skulle vi da heller ikke snydes for en lille monolog. Bevares, det var nu okay og ganske på sin plads at adressere behovet for sammenhold efter en, for mange, ensom årrække med corona. Især når nummeret handler om depression. Lettere tåkrummende blev det dog, da der desværre ikke var ret mange publikummer, der gad at synge med på nummerets outro. Jeg har oplevet Machine Head seks gange nu, og ved, at fællessangen ved afslutningen af “Darkness Within” nogle gange kan vare ved meget længe. Det gjorde den dog ikke denne aften, og det virkede ærligt talt lidt fladt.

Robb Flynn er dog ikke en super-frontmand for ingenting. Han og bandet formåede lynhurtigt at løfte koncerten videre og endda op i endnu højere luftlag. Bedst som man troede, at krudtet var ved at være brugt, skiftede de op i et endnu højere gear end under koncertens start og rundede sublimt aftenen af med “Now We Die”, “From This Day”, “Davidian” og den sublime “Halo”. De fire numre var intet mindre end fænomenalt leveret, og havde de fået lov, tror jeg, at bandet havde spillet videre i timevis. Tak for kaffe!

Nu skal man træde varsomt, når man spreder sine påstande, men jeg vover alligevel pelsen og proklamerer, at Machine Head har deres bedste år bag sig. Nok var nyeste plade en overraskelse af de bedre, og nok er de stadig et forrygende liveband, men den nye konstellation er ikke så tight som den gamle. Med al respekt for grydebanker Matt Alston, så savner man Dave McClain, og ligeledes er det, som om Phil Demmel også mangler. Jo jo, Vogg er en gudsbenådet strengevrider, men det føles bare stadig ikke helt rigtigt. Hvad derimod føles helt rigtigt er, at jeg trods seks forrygende koncerter ikke er færdig med at se Machine Head live endnu. Bedst som man tror, at de er døde og færdige, kommer de altid stærkt tilbage og leverer varen. Og mandag aften i Forum gjorde de præcis det.

8/10

Tilføj kommentar