Master Shredder
Der var noget næsten poetisk ved, at årets Epic Fest sendte Firewind på bænken og i stedet hev Masterplan ind som erstatning. En populær løsning, bevares, og tyskerne leverede da også en mere end godkendt indsats. Det ændrer dog ikke på, at der stadig manglede noget. Eller rettere sagt: nogen. For har man først vænnet sig til tanken om Gus G. som festivalens ’master shredder’, så føles det på bagkant lidt som en vakuumpakket bøf. Stadig kød, men uden den velhængte smag, der får oplevelsen til at stå ud. Timingen er og var til gengæld svær ikke at more sig over. Victorius turnerede samtidig med deres tegneserieunivers, og et sted mellem laserdinosaurer og rumninjaer melder billedet sig: Gus G. som Master Shredder. Samme præcision, tempo og til tider grænsende arrogante kontrol over sit håndværk. Klip til Steel Burner. For selvom Firewind udeblev på scenen, så har Gus heldigvis atter været forbi smedjen og støbt kuglerne til soloskive nummer fem.
’Gusse’ giver gæstebud
Gus har i årevis ikke haft behov for at demonstrere sit niveau. Alligevel føles det tekniske overskud hos multiinstrumentalisten som et håndfast argument for, hvorfor han burde rangere endnu højere i tungmetallens hierarki. Foruden at notere sig som albummets hovedkomponist står han således selv for både guitar, bas, keyboard og langt de fleste trommesektioner. Titelnummeret åbner som et soleklart eksempel herpå: pakket ind i teatralsk melodik fungerer den sydeuropæiske flamboyance ikke som pynt, men et fundamentalt grundvilkår. Steel Burner lever ikke desto mindre i høj grad af sit gæsteopbud. En klar force, nuvel, men også til tider en lettere bekvem løsning.
DORO får på den note “Nothing Can Break Me” til at lyde som et patineret postkort fra en tid, hvor stemmen stadig kunne skære igennem stål. Selv i sin nuværende forfatning besidder ’Madam Warlock’ dog en autoritet, der får nummeret til at føles noget større, end det egentlig er tilfældet. Med reminiscenserne af svulstige ”All We Are” uvægerligt resonerende for det indre øre, trækker Matt Barlow på “Dancing with Death” sidenhen albummet over i en mørkere, mere narrativ sfære. Her hænger ekkoet af Iced Earth stadig i luften – selv uden den virkelige verdens efterspil omkring Jon Schaffer, der stadig spøger i baggrunden som en uønsket fodnote.
Ronnie Romero fremstår dog som det mest fleksible kort med sine to bidrag, især gennem den kulørte transformation fra benhård hardrocker til melankolsk hængemule. Med facetrig vekslen mellem den rustikke hæshed og den rene tone viser “Frenemy” og ”My Premonition” i glimt, præcis hvorfor Ritchie Blackmore valgte netop Romero til genoplivningen af Rainbow. De dybere, mere ’bluesy’ passager trækker desuden tråde til David Coverdale fra dennes storhedstid i Deep Purple såvel som de tidlige dage hos Whitesnake. “Closure” samler det hele i en mere reflekteret tone, som en guitardrevet epilog snarere end et klimaks. Helheden bliver derfor ikke et teknisk udstillingsvindue, men et kurateret spænd mellem kontrol og variation.
Velolieret virtuos uden friktion
Fællesnævneren for alle gæsterne er, at de ikke overtager pladen; deres præstationer formes af den. Det er nemlig i instrumentalbalancen, at Steel Burner for alvor afslører sin identitet. “What If” og “Confession” rammer faktisk noget af det mest helstøbte på pladen, netop fordi de slipper vokalforventningen og giver kompositionerne plads til at ånde frit. Alligevel er mønsteret tydeligt: det er bundsolidt, men bliver sjældent hængende i bevidstheden over længere tid. Når gæsterne træder ind, får materialet omvendt ofte et nyk opad, der løfter det fra kompetent til mindeværdigt. Det vidner om kompositorisk muskelkraft, men også om en plade, der alt andet lige trives bedst i selskab. Og måske er det i virkeligheden meget sigende: Steel Burner er en maskine, der kører præcist, men uden at brænde sig fast i hukommelsen. Ingenlunde et fejlskud, men et velolieret bevis på, at Gus G. stadig er en guitarist i absolut særklasse — også når resultatet ikke helt står mål med ambitionerne.
