Femte gang, er lykkens gang!
Jeg kan stadig huske første gang, jeg hørte Kanonenfieber. Det var i 2021, og vi sad alle derhjemme og trillede tommelfingre, så Tiger King og drak os ned til Online Bar. En aften, da jeg sad og summede på YouTube, faldt jeg over Menschenmühle-albummet via Black Metal Promotion-kanalen. Jeg genkendte straks albummets cover, den meget berømte antikrigsplakat lavet af den ungarske maler Mihály Bíró i 1918, som i dag hænger på Budapests nationalmuseum, og jeg tænkte, at det da så spændende ud.
Der gik ikke mange sekunder, før jeg kunne mærke, at den her skive besad utroligt meget potentiale og endda havde det, som tyskerne selv kalder for 'Das gewisse Etwas', som vi nok bedre kender som x-faktoren. Når man i dag ser, hvor langt Kanonenfieber er nået på så relativt kort tid, så bekræfter det mig i, at jeg havde ret dengang i 2021. Bandet har besøgt os her i Danmark fire gange – hvoraf i aften er den femte. Trods det, og trods min enorme kærlighed til bandet, har jeg endnu aldrig formået at se dem betræde de skrå brædder. Men nu stod sol, måne og stjerner endelig korrekt, så nu skulle slaget stå … Men først … Mental Cruelty.
Mental Cruelty
Kanonenfieber har tidligere haft bands som Houle, Antrisch og Batushka med sig på tour. De spiller alle en eller anden form for black metal og er enormt teatralske med fokus på historiefortællinger, hvilket jo matcher Kanonenfieber selv 1:1. Det er derfor svært at forstå, at vi nu denne gang skal trækkes med vaskeægte tough-guy-bro-deathcore. Det giver absolut ingen mening, men hey, så længe musikken er god, så kan man vel se igennem fingre med meget … Eller hvad?
Det er absolut ingen hemmelighed, at af alle de mange undergenrer og afarter der findes af metal, så er deathcore ligegodt den, jeg har det allerværst med. Har man hørt ét deathcoreband, har man hørt dem alle – og Mental Cruelty lød da også som et opkog af alle de andre zeitgeist deathcore-bands. Der var de obligatoriske hulemands-breakdowns, grisehvin med mikrofonen helt nede i halsen, og sørme om ikke også der var militærbukser og tanktoppe. Jøsses da … Nu og da var der enkelte guitarpassager, der mestendels mindede om noget, In Flames eller At the Gates kunne have skrevet for et par årtier siden, og ligeså beviste den ene guitarist, Marvin Kessler, nu og da, at han faktisk kunne spille, og at han var alt for god til at spille noget så banalt som deathcore.
Sangeren, Lukas Nicolai, hvis karisma kunne måles med en opvredet karklud, gjorde ellers sit bedste for at lege stor og farlig hypeman, og utroligt nok virkede det da også til sidst, for henimod slutningen af bandets optræden gik folk amok – måske ved tanken om at de var ved at være færdige?
Bevares, hvis man var til ufatteligt skabelonskåret og super-duper generisk deathcore, der ikke er bange for at lyde som alle de andre store deathcore-bands, jamen, så havde man nok en fest – måske man endda syntes, det var et smukt moment, da sangeren bad folket om at tænde for deres mobiltelefoners lommelygter og vifte med dem, som var det en Taylor Swift-koncert. Personligt kunne jeg i det øjeblik mærke, hvordan min aftensmad var på vej retur. Vorherre til hest, for en omgang … Den her koncert var slet og ret en forklædt popkoncert qua sine breakdowns. Det var så tamt, indstuderet og ærlig talt blodfattigt, at jeg sjældent har set noget lignende – som hvis man havde bedt en AI om at beskrive en deathcore-koncert. Nej tak til Mental Cruelty!
Kanonenfieber
Det tog næsten 40 minutter for diverse hjælpere og scenefolk at gøre scenen klar til Kanonenfieber. Pigtrådshegn, sandsække, skyttegrave, projektørlamper og kanoner prydede scenen – ganske vildt når man tænker på, at første gang de spillede i Danmark, på Spillestedet Stengade for blot få år siden, var det eneste, de havde med, et par enkelte sandsække.
Koncerten skulle oprindeligt have været afholdt i Pumpehuset, men blev rykket til Amager Bio, da der simpelthen ikke var plads. Her var da også proppet, og vi stod som sild i en tønde. Det var tydeligt, at folket var klar på at se Kanonenfieber. Både på grund af de mange nyindkøbte Kanonenfieber-T-shirts, man så blandt folket, men der var også enkelte, der havde valgt at klæde sig, som var de tyske ubådsmatroser anno 1916.
Til tonerne af ”Die Feuertaufe” fra Menschenmühle entrerede bandet scenen, og folk var tændte fra start – og da Noise, feltgeneralen bag det hele, spankulerede ind iført sit grønne sæt og sin pikkelhue, gik folk amok. Trods sit maskerede ydre, så besidder manden en ufattelig karisma, og med få, simple håndfagter kunne han få Amager Bio til at hoppe, danse, springe, vælte og synge i vilden sky – de adlød simpelthen hver en kommando, han udsendte.
Lyden var dog til tider lidt uklar, hvilket var en skam. Af og til kunne jeg ikke høre leadguitaren, andre gange gik den rent igennem. Nu og da føltes lyden underligt flad og bundløs for så pludselig at få salen til at skælve, som om ægte granater faktisk faldt ned fra himlen – og det er klart, at disse løjerlige udfald da påvirkede koncerten. Jeg savnede bestemt at høre leadguitaren synge, men ak …!
Et større problem var dog, at touren her jo hedder Soldatenschicksale 2026, hvilket jo er en klar reference til den opsamlings-EP, som netop er udkommet. Det betød dog også, at langt det meste af det materiale, som bandet spillede denne aften, var materiale fra diverse EP’er som U-bootsmann og Yankee Division. Det er udgivelser, der grundlæggende ikke fejler noget, men sat op imod de 'rigtige' udgivelser, Menschenmühle og Die Urkatastrophe, kunne man altså godt høre, at det var b-liste materialet, vi blev spist af med. Personligt ville jeg aldrig have valgt et nummer som ”Die Fastnacht der Hölle” over eksempelvis ”Grabenlieder” eller ”Lviv zu Lemberg”.
Heldigvis fik vi da også numre fra de to plader. Især ”Der Maulwurf” med sit larger-than-life-omkvæd sad lige i skabet – og så var det utroligt overraskende, at vi fik ”Verscharrt und Ungerühmt”. Det havde jeg godt nok ikke set komme, da denne lille akustiske perle må siges at være et glemt nummer. Faktisk så glemt, at den ikke engang er med på vinyludgaven af Menschenmühle, da der ikke var plads.
Men altså uanset hvad de havde spillet, så havde folket slugt det råt – Kanonenfieber beviste så sandelig, hvorfor og hvordan de er nået så langt på så kort tid. Det her var en topprofessionel performance, hvor hver en bevægelse var nøje planlagt, og alt var timet og tilrettelagt. Jovist, så drillede lyden nu og da, og man havde måske foretrukket nogle andre numre end dem, man fik, men sådan er alle koncerter jo i princippet. Det ændrer ikke på, at Kanonenfieber et et weltklasse-band, og hvem ved … måske vi snart ser dem på Amager igen? Jeg spottede i hvert fald Jeppe Nissen blandt publikum, og der mangler jo et navn eller to på plakaten …
