Kanonenfieber - Yankee Division

Yankee Division

· Udkom

Type:EP
Genre:Blackened Death Metal
Antal numre:2

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Endnu et år, endnu en udgivelse

For et lille års tid siden dukkede der pludselig en ny spiller op på metalscenen, nemlig Kanonenfieber. Et enmandsprojekt, som ingen havde hørt om, men på rekordtid fik debuten Menschenmühle en masse opmærksomhed. Diverse metalmedier var da også klar til at udråbe den til lidt af et mesterværk, og ligeledes var værket at finde på en hel del årslister, da 2021 gik på hæld – deriblandt min egen.

Derfor ville euforien ingen ende tage, da manden bag projektet, Noise, kort tid efter annoncerede, at en efterfølger var på vej allerede – og nu er den her i form af EP’en Yankee Division. Spørgsmålet er jo så, om vi bliver forkælet med noget tilsvarende Menschenmühle, eller om vi får et værk, der tydeligvis skulle have haft mere tid i ovnen?

En tysk-engelsk symfoni

Værende en EP, så er det naturligvis en noget kortere omgang end forgængeren, faktisk hele 40 minutter kortere, da Yankee Division reelt set kun består af to numre, nemlig ”The Yankee Division March” og ”Die Fastnacht der Hölle”. Man kan dog vælge at forlænge den, hvis man tilføjer singlen ”Stop the War”, som Kanonenfieber lavede i forbindelse med et støtteprojekt til Ukraine.

Men trods det faktum at det er en kort omgang, så er der ikke mindre smæk på end forventeligt, og man må virkelig tage pikkelhuen af for Noise, for på rekordtid har han formået at skabe en så letgenkendelig signaturlyd, at man simpelthen ikke ét sekund er i tvivl om, at det er Kanonenfieber, man hører. Lige fra hans kommanderende tyske bjæffen til den måde han inkorporerer melodier i sine tremoloriffs samt de allestedsnærværende trommer, der indbyder til march og høje benspjæt. Det er fortsat den slags blackened death metal, der går perfekt sammen med andre Første Verdenskrigs-inspirerede bands som 1914 og Minenwerfer.

Derudover er der også tegn på en smule progression, da vokalen nu ikke længere udelukkende er på tysk, for sørme om ikke selveste Trevor Strnad (The Black Dahlia Murder) er med som gæst på ”The Yankee Division March”? Jeg har aldrig dyrket Trevor eller hans band, men jeg kan da fornemme nu, at det er en fejl, for hans skrigende vokal er et perfekt kondiment til Noises rallende råberi. Synergien mellem tysk og engelsk danner den perfekte ramme om nummeret, der jo netop er fortællingen om, hvordan de amerikanske tropper tog afsted for at befri Frankrig fra Kejser Wilhelms tropper.

”Die Fastnacht der Hölle” kan dog desværre ikke helt måle sig med det forrige nummer, og ej heller med hvad vi før har hørt fra Kanonenfieber. Det virker mest af alt som et nummer, der blev lavet i sidste øjeblik for at kunne retfærdiggøre, at dette blev en EP og ikke bare en single. Det er noget mere skabelonskåret, end hvad godt er, og sat op imod ”The Yankee Division March” er det decideret kedeligt.

Lige et kvarter mere ved 200 grader varmluft

Som kæmpe Kanonenfieber-fan er det altid en gave, når Noise vælger at udgive mere musik, og selvom Yankee Division indeholder kvalitet, så kunne den godt have brugt et nummer eller to mere, eller alternativt kunne den nemt have tålt lidt mere tid i studiet, så udgivelsen kunne være blevet poleret yderligere.

Tracklist

  1. The Yankee Division March
  2. Die Fastnacht der Hölle