En hviledag er altså tilladt!

Da jeg tilbage i 2021 skrev anmeldelsen af Menschenmühle, sluttede jeg af med ordene: ”… det værste, der kunne ske, var, at Kanonenfieber begyndte at hvile på laurbærrene!”. Det kan man så virkeligt ikke påstå, at Noise har gjort – tværtimod! For siden den skive udkom, har Noise udgivet tre Kanonenfieber-EP’er, to Leiþa-albummer, to Non Est Deus-plader, en Kanonenfieber-liveplade og derudover turneret flittigt rundt i hele Europa med både Kanonenfieber og Non Est Deus. Det er jo fuldstændigt vanvittigt! Alt imens dette er stået på, har han så også arbejdet hårdt på at skrive opfølgeren til Menschenmühle, velvidende at forventningerne var tårnhøje, hvilket da også har ført til, at han er startet forfra i processen adskillige gange. Men nu er den ukendte soldat endelig tilfreds, så puds bajonetten, fyld napalm i flammekasteren, og find pikkelhuen frem, for krigen raser stadig – achtung! 

Kulsort singalong

Den mest tydelige forskel på Die Urkatastrophe og Menschenmühle er, at man kan høre, hvordan sangene her på album to er skrevet til at blive spillet foran et publikum, ulig forgængeren, der blev skrevet i en tid, hvor tanken om, at Noise overhovedet skulle ud af studiet, var utænkelig. Tag nu omkvædene i både ”Menschenmühle”, ”Der Maulwurf” og ”Waffenbrüder”, de er skrevet med tanke på, at publikum skal brøle med, alt imens bandet dirigerer dem fra scenen – det er ægte singalong, dét her! Dette kunne man allerede ane på et nummer som ”Die Havarie” fra den forrige udgivelse, EP’en U-Bootsmann, men her står det soleklart. Men derudover, ja, så lyder Kanonenfieber jo, som de bør – og skal. Dog er det her en mere melodisk omgang; jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at bestemte numre befinder sig ovre i melodødsland. Det gælder især numrene ”Sturmtrupp” og den eminente ”Lviv zu Lemberg”, der begge stinker langt væk af Amon Amarth – et band, jeg normalt aldrig ville have tænkt på i forbindelse med Kanonenfieber, men Noise har da for nylig selv udtalt, hvor stor en rolle de svenske vikinger har spillet i hans musikalske opdragelse, så måske det ikke er så tilfældigt? Omvendt har introriffet til ”Panzerhenker” noget umiskendeligt Slipknot over sig, så selvom Kanonenfieber lyder som sig selv, så kan man da fornemme, hvilke skuldre Noise stiller sig på.

Som altid er rammerne for Kanonenfiebers musik Første Verdenskrig, Den Store Krig. Det bliver atter en gang cementeret via diverse radiooptagelser og tilsvarende lydbidder, der udgør en grundpille i det musikalske univers, og der er også nummeret ”Verdun”, som egentlig blot er en soldat, der læser op af sit brev til Kejser Wilhelm og beder om hjælp og forløsning – noget, der aldrig kom. Til gengæld føler man som lytter og fan en enorm forløsning efter at have hørt hele det her album, for det er den perfekte opfølger til Menschenmühle – Gott sei Dank!

Kunsten at gøre frygt til skamme

Jeg skal da blankt indrømme, at hver gang jeg sad med en ny Kanonenfieber-EP, sad jeg også med tanken om, at der efterhånden var tale om kvantitet fremfor kvalitet. Derfor sad jeg også med den ubærlige tanke, at Die Urkatastrophe ville være den sløje efterfølger, og at Kanonenfieber allerede havde nået sit højdepunkt. Det er dog en frygt, der bliver gjort til skamme, for ikke nok med at der er tale om den perfekte opfølger, så er der også tale om en opfølger, der er på præcis samme niveau som sin forgænger – så bravo!