Skarnet @ Rolf Meldgaard · Se flere billeder i galleriet
Vi er ikke som de andre
Skarnet havde fået den utaknemmelige opgave at åbne lørdagen på Jailbreak, så lettere klatøjet stod publikum klar i Vestsalen og ventede på, at den københavnske kvintet skulle optræde på en jysk scene for første gang. Bandet har hidtil udgivet to langspillere, Vinger til salg og Fængslet i det fri fra henholdsvis 2020 og 2023, der begge har høstet ros her på sitet. Efter at have læst disse anmeldelser og beskæftiget mig med deres sange var mine forventninger til denne optræden tilsvarende høje, og jeg havde i den grad set frem til at se den excentriske gruppe spille live.
Gak Gak I Gågaden
Sættet, der varede knap en time, blev indledt af “S.K.Ø.R.”, hvor Danny Kroghlys nasale og C.V. Jørgensen-agtige vokal skar igennem instrumentsporets buldren som en varm kniv gennem smør. Videre gik løjerne med “Som du er”. Men hvad var nu det?! Hvor kom backingvokalen fra? Hverken guitaristerne Georgios Alevrofas og Christian Panum eller bassist Stig Kjeldsmark havde en mikrofon at synge i, og da koret fyldte en del, virkede det mærkeligt og ufuldendt. Så lettere chokeret lod undertegnede indtrykkene sive ind og håbede på, at det ville være en engangsforeteelse. Men det var beklageligvis ikke tilfældet. Dette unødvendige hjælpemiddel, som fik denne optræden til at fremstå temmelig uautentisk, blev brugt på størstedelen af sangene – derfor påtaler jeg hermed dette aspekt én gang for alle. Bandet præsenterede også deres seneste single, “Skrig Det Til Træerne”, der udkom i starten af juni 2024. Her var lyden fra trommerne spillet af Jesper Nielsen og bassen en kende for rungende, og enkelte steder begravede de vokalen under sig. Et nummer, der dog – under de givne omstændigheder – fungerede udmærket, var, “Smertedyr”, der havde nogle vellykkede intensitetsskift ført an af guitaristerne. Den medbragte rekvisit – en mannequintorso med grisemaske, altså det besungne smertedyr – var desværre ikke i stand til at aflede opmærksomheden fra førnævnte mangler. I det hele taget synes jeg, at den slags gøgl er unødvendigt, og at musikken skal kunne stå selv. Indtil da var det kun Kroghly, der havde talt til publikum, men næste sang blev introduceret med Kjeldsmarks rørende tale til de omsorgssvigtede, for “Mælkebøttebarn”, første single fra Vinger til salg, måtte selvfølgelig ikke mangle, og her var især basgangen fin. Sættet blev afsluttet af “Voldtaget nattergal” – og nej, det er ikke et Rudolf Broby-Johansen-digt, der ikke nåede at komme med i digtsamlingen BLOD – hvor vokalen haltede en smule. Samlet set var dette en ret skuffende oplevelse, hvor det virkede, som om Alevrofas var den eneste, der havde lyst til at være der og udviste energi og spilleglæde.
For mange skarnsstreger
Den overdrevne brug af backingtrack under denne optræden er med til at trække karakteren gevaldigt ned, for det første fordi denne anmelder er overbevist om, at Skarnet kan så meget mere end det, de viste denne lørdag, og for det andet fordi gruppens optræden endte med at virke ufatteligt uautentisk og temmelig upersonlig. Men da Skarnet har et fint repertoire, kan vi alligevel se frem til deres optræden til Heavymetal.dk’s jubilæumskoncert den 19. oktober på Stengade, hvor de forhåbentlig lader backingtracket blive hjemme og udlever deres fulde potentiale.
Sætliste:
- S.K.Ø.R.
- Som du er
- Provinszombie
- Skrig Det Til Træerne
- Løgner
- Smertedyr
- Mælkebøttebarn
- Voldtaget nattergal