Kapitel 2

Tilbage i juni inviterede Jouko ‘Josam’ Jormalainen os til at opleve første kapitel i sin krønike om Vlad III Dracula ‘Țepeș’. The Tale of Vlad Țepeș Part 1 var et ganske fornøjeligt værk med masser af charme og attitude samt en ypperlig detaljegrad. Det, der dog manglede, var krymmel på toppen samt virkelig gode numre.

Nu her få måneder efter er anden del af krøniken klar, og Jormalainen er nu parat til at præsentere os for, hvordan det gik Dracula, efter han vendte tilbage til Valakiet i 1456 – eller som han selv skriver det: 'I, Josam, I'm back with the voivode's story Lord, grant me wisdom that I could keep this story going in a just way in spite this story's getting dark as I write please let me make this with a humble heart, to bring history to life.'

No Sleep Till Tragoviste

Da jeg tidligere sad og nedfældede mine tanker og meninger om The Tale of Vlad Țepeș Part 1, var noget af det, der slog mig, tankerne om, hvorfor det ikke var et dobbeltalbum? Jovist, så havde værket da været en ordentlig krabat, men hvorfor dele det op? Det er dog et spørgsmål, der meget hurtigt bliver besvaret, når først man sætter The Tale of Vlad Țepeș Part 2 i gang. For hvor første kapitel var en bøllet omgang proto-black med masser af guitarlir og attitude, er andet kapitel en meget mørk og dyster – endda atmosfærisk – omgang black metal. Ikke nok med at stilen, som pladen lægger for dagen, er så anderledes, men produktionen og mikset er også af en helt anden kaliber. Hvor Part 1 havde en varm og lodden lyd med en vokal, der lå ret langt nede, er Part 2 en betydeligt mere poleret og iskold affære – og vokalen får nu lov til at spille førsteviolin, hvilket da giver mening, når nu lyrikken er så relevant for værket, som den er.

Jeg har det ganske ambivalent med denne forandring. På den ene side giver det perfekt mening, at musikken bliver mere simpel, strømlinet og kold – for selv om Draculas første 25 leveår da bestemt ikke var en dans på roser, ja, så var de sidste 20 om muligt endnu værre. Men på den anden side, så har dette stilistiske skift også den effekt, at musikken er blevet så meget mere anonym, da der virkelig ikke er nogen mangel på atmo-black med hypotermi. Numrene på Part 2 er derfor også utroligt ens, og det er svært at skelne mange af dem fra hinanden. Hvis ikke man decideret sidder og stirrer stift på sangtitlerne, samt hvornår den ene sang slutter, og den næste begynder, ja, så er det reelt set svært at huske, om man lige hørte “The Sultan’s Tax” eller “Poenari Rises”.
Der er dog enkelte numre, der tillader sig at bryde med både monotonien og albummets ellers generelle form. “Voivode’s Song” inkorporerer slavisk folkemusik og instrumentering, hvilket fungerer fremragende – og det er da også et oplagt valg. De bøllede aspekter vender også tilbage nu og da, og de er ganske velkomne – vi skal huske, at Dracula jo var en brutal krigsherre, og alt andet lige, så fortjener den slags typer altså et vaskeægte lømmel-soundtrack. “Legend of the Golden Chalice”, der fortæller myten om hans forgyldte kop, er et sådant eksempel og derfor også et af de absolutte højdepunkter på albummet her.

Det absolutte klimaks er dog “The Battle of Târgoviște”, for her formår Jormalainen at lave et nummer, hvor alle de mange musikalske brikker, han har leget med, mødes og danner en storslået helhed. Men det er også oplagt, at det lige er det her nummer, hvor der for alvor bliver spillet på alle tangenter. Her fortæller Josam om det overraskelsesangreb, Dracula udførte, hvis efterspil var dét, der for alvor satte gang i alle myterne om Spidderen fra Valakiet. I 1462, midt om natten, angreb Dracula og hans beskedne hær hele den osmanniske teltlejr med henblik på at dræbe så mange osmannere samt myrde selve sultanen, Mehmed Erobreren, der på det tidspunkt – uden tvivl – var den største fjende, det kristne Europa havde. Man skal huske, at det var Mehmed, der havde erobret Konstantinopel og derved knust det byzantinske rige og vist samtlige kristne konger og kejsere, at de havde god grund til at være paniske.

Da angrebet var ovre, beordrede Dracula, at samtlige døde osmannere skulle spiddes og placeres langs vejene ind og ud af Târgoviște – og således fik Dracula tilnavnet ‘Țepeș’, spidderen. Mehmed overlevede dog, men trak sin hær tilbage. Som belønning blev Dracula afsat af sin konge, Matthias Corvinus, og spærret inde i et fangehul, hvor han sad i små 13 år. Faktisk lige indtil den dag, hvor Mehmed atter var en trussel. Dracula fik lov til at slås en sidste gang mod osmannerne – denne gang var det dog ham, hvis hoved endte på en stage, som fik lov at stå på et torv foran Mehmeds palads. Skæbnens ironi om noget …

Den svære toer

Historien, myterne og legenderne om Dracula er vanvittigt spændende og komplicerede. Det er en fortælling, hvor bloddryppende historier møder politiske indtriger på et niveau, hvor selv A Game of Thrones virker omtrent lige så tam som en Totte-bog. At der ikke er flere metal-udgivelser om mandens liv, er mig en gåde!

Desværre er The Tale of Vlad Țepeș Part 2 slet ikke i nærheden af at være lige så spændende. Hvor Part 1 virkelig formåede at sætte lidt fut og fart i historierne om Draculas barndom, opvækst og tidligere voksenliv, formår Part 2 slet ikke at være det tonstunge og brutale punktum, som hans historie fortjener. Det er virkelig ærgerligt, for alle intentionerne og delelementerne er her, men desværre er det endelige resultat ikke det store kunstværk – og som så tit, så er det her et eksempel på, at etteren ofte er bedre end toeren.