En kasse, der kan passe
Det er svært at putte franske Enterré Vivant ned i en bestemt kasse – ligesom det kan være svært at finde en grimasse, der kan passe, når man lytter til musikken. Der er dog altid ét bestemt fællestræk i musikken, uanset hvilket album man hiver ned fra hylden, og det er vanvid. Det er dårligt nok et år siden, jeg sidst sad med et album fra d’herrer Erroiak og Sakrifis, og selvom jeg ikke var superbegejstret sidst, så er jeg stadig ret stor fan af det bizarre og melankolske vanvidseksperiment, som er Enterré Vivant. Så da Sakrifis skrev og spurgte, om vi ville give Korugoku et spin og et par ord med på vejen, svarede vi naturligvis 'oui!'
Et tveægget katana-sværd
Hvor 悪罪 (Akuzaï) handlede om de ti buddhistiske synder, og 四元素 (Shigenso) omhandlede de fire elementer, så tager Kurogoku udgangspunkt i de seks riger, som udgør grundpillerne i forestillingen om samsara. Eksempelvis har vi menneskets rige, ”Ningendô”, og de onde, forslugne ånders rige, ” Gakidô”.
Stilistisk er musikken fortsat en kombination af atmosfærisk black metal, japansk folkemusik og så diverse absurde, avantgardistiske træk – man kan stadig godt høre, at Sakrifis er kæmpe fan af Sigh. På Korugoku har musikken dog også fået et ordentligt skud melodi ind i sig – hvilket er ganske klædeligt. ”Gakidô” er muligvis det bedste nummer, duoen endnu har lavet. Det er råt, det er melodisk, det er smukt, og det er stygt – præcis som Enterré Vivant skal være!
Albummet her er klart det mest storladne og lirede produkt, Enterré Vivant endnu har smidt på gaden. Nu og da bliver musikken så grandios og guitardreven, at vi nærmest havner helt ude i noget powermetal fra starten af 00’erne, lig Rhapsody. Det havde jeg godt nok aldrig tænkt mig, at jeg skulle høre på en Enterré Vivant-plade, men omvendt, så ved man reelt set aldrig helt, hvad hulen man får, når det kommer til Sakrifis og Erroiak. Keyboardet har også virkelig fået lov til at spille en markant større rolle på pladen her, hvilket får en til at tænke på alt lige fra bands som Arcturus, Summoning og sågar Windir. Men qua de japanske melodier og toner, ja, så kommer man også nemt til at tænke på, da man var knægt og sad og så dårligt oversatte animer på YouTube.
Bandet selv beskriver da også skiven her som deres mest helstøbte og komplette værk til dato, og det kan jeg kun give dem ret i. Hvor de tidligere udgivelser alle har været mere legende og sprællende, er Korugoku afgjort mere fokuseret og afrettet. Det er dog lidt et tveægget katana-sværd. For overordnet set er det fedt at høre – og føle – hvor professionelt og stramt et værk, det her er. Men det stramme kriger-fokus kommer dog også lidt på bekostning af, at vanviddet er blevet nedskaleret og kontrolleret. Men det repræsenterer jo også den menneskelige dualitet: Vi forvandler kaos til kosmos, og kosmos til kaos igen.
De bliver så hurtigt store!
Jeg er oprigtigt forbløffet over, at Enterré Vivant har lavet denne her plade, da den virker så voksen og moden. Jovist, det er stadig et skrupskørt værk, komplet med skæve instrumenteringer samt Sakrifis’ fantastiske vanvids-vokal (for helvede, hvor kan den mand vræle!), men sammenlignet med tidligere udgivelser, ja, så er det som at se, hvordan en tumling pludselig i løbet af en enkelt nat har forvandlet sig til en granvoksen revisor, komplet med slips og sejlersko. Man kan ikke lade være med at beskue vedkommende og blive både helt stolt og rørt, men man savner alligevel lidt den lille vildbasse, der sad foran en lige før og kastede med både klodser, havregrød og den der grimme vase, man har arvet fra sin oldemor.