Endelig skete det
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi på redaktionen som oftest har været ret vilde med danske Skarnet. Den københavnske kvintet imponerede ikke blot med debutalbummet Vinger Til Salg fra 2020, men sandelig også med opfølgeren Fængslet i det fri, der kom små tre år senere. Bandets unikke blanding af tung rock, melodiøse riffs og poetiske tekster på dansk har længe syntes at passe som hånd i handske til Copenhell-formatet, og torsdag formiddag på Pandæmonium blev det endelig en realitet.
Skarnsunger og mælkebøttebørn
Trætheden, og ikke mindst tømmermændene, havde ikke helt fortaget sig, da undertegnede stillede sig i kø uden for indgangen til helvede kl. 11.45. Formiddagens støvfyldte blæsevejr gjorde heller ikke rigtig noget godt, men jeg skulle ind og se Skarnet skyde dagen i gang som torsdagens første band på Copenhells tredjestørste scene. Og lad mig sige det, som det er: Jeg glædede mig som et lille skarn.
Veloplagte og meget smilende gik bandet på scenen, hvor de startede med det medrivende nummer “S.K.Ø.R.”. Det ville være synd at sige, at fremmødet var stort på dette tidlige tidspunkt, men folk rundtomkring på Refshaleøens gamle beton må have mærket magien. Der gik nemlig ikke længe, før der var ganske godt pakket, og folk gik bestemt ikke forgæves. Efter de smukke “Provinszombie” og “Krigersind” fik vi forrygende “Smertedyr”, der fremkaldte fællessang, mens den karismatiske Danny Kroghly i front dansede elegant til de hårdtslående og melankolske toner. Der var ikke et øje tørt, men det skulle blive endnu bedre. En perfekt og intenst leveret “Løgner” fik nakkerne til at vippe i takt på hele pladsen, og herefter kom et af Skarnets allersmukkeste numre, “Mælkebøttebarn”. Sangen blev introduceret af bassist Stig Kjeldsmark, der dedikerede den til alle dem, der trods tunge sten i rygsækken og livslang modgang har grebet chancerne, de aldrig fik. En længere omgang, og lige i overkanten, vil nogen sikkert mene, men det er præcis det her, Skarnets musik handler om; ingen af os er fejlfri, ingen af os er perfekte, men vi kan alle stå sammen om, at man kommer længst med gensidig respekt, nærvær, kærlighed og anerkendelse. Og det budskab er Skarnet bestemt ikke for fine til at buldre frem med, for som den messende Kroghly så smukt udtrykker det: ‘Der er ikke noget pis – jeg pisser, hvor det passer mig!’. Og således gjorde de alle fem. Især den headbangende og allestedsnærværende guitarist Georgios Alevrofas, der simpelthen ikke er i stand til at levere et bare lidt kedeligt riff, om det så gjaldt hans liv. Hans enestående energi og professionalitet er i en klasse for sig. Han giver simpelthen bandet et internationalt snit, hvilket gjorde afslutningsnummeret “Voldtaget Nattergal” til en særdeles smuk oplevelse. Sådanne præstationer ser man sjældent fra så relativt nye bands på så stor en scene som denne.
Træthed og tømmermænd tryllet væk
Pandæmonium-scenens design er nyt i forhold til tidligere år, men også scenens lyd er blevet markant forbedret, hvilket Skarnets musik i dén grad fortjener. Det havde ikke været til at bære, hvis lydforholdene ikke var med dem, men det var de heldigvis. Bandets Copenhell-debut var en decideret smuk oplevelse, og det eneste, der kunne have gjort oplevelsen vildere, var, hvis de spillede lidt længere samt om aftenen ved mørkets frembrud. Det må blive næste gang. Copenhell og Skarnet – I er et smukt par. Jeg håber bestemt ikke, det er sidste gang, jeg ser jer danse tæt.
Billederne er taget af Christian Larsen
