Descape - True Colors

True Colors

Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kan canadiere egentlig være andet end rare?

Turen er gået til Quebec for at finde bandet Descape og deres netop udgivne tredje album, True Colors. Kendere af bandet vil muligvis udfordre min påstand om, at True Colors er bandets tredje album. Der er nemlig udgivet yderligere to album, men disse var, inden Descape blev til et orkester og blot var et soloprojekt anført af frontmand Dominic Rousseau. 

Vi er i metalcoreterritorium, og jeg kan afsløre, at man ikke skal kaste mange blikke på bandets fotos for at få det bekræftet.

Fra 0 til 100 og tilbage igen

Man skal ikke høre mange numre fra albummet, før det er tydeligt, at vi er i selskab med dygtige musikere, der sømløst vandrer mellem det hårde og aggressive og det polerede og sårbare. Hvor mange lignende metalcorebands konsekvent blander elektroniske elementer ind i mixet, hører vi sjældnere meget andet end instrumental lyd på True Colors. De få elektroniske passager passer godt ind i lydbilledet uden at tage for meget fokus eller få helheden til at lyde for overproduceret. Ydermere mestrer Descape tempostyringen på numrene, da man ofte oplever en veksling mellem det sårbare og det blodtørstige inden for meget få sekvenser.

Et godt eksempel på dette er “Property”, der starter lettere ildevarslende som et generisk, følsomt metalcorenummer. 15 sekunder senere får vi et riff, som må være et kærlighedsbarn af thall og metalcore, inden de slår tilbage til den emotionelle vokal. Yderligere få sekunder senere bryder den aggressive vokal igennem, inden vi havner i et velkendt clean omkvæd. Det fungerer for mig, fordi det holder musikken uforudsigelig, hvilket i sig selv må siges at være et relativt unikt tiltag for et metalcoreband.

Bandet bevæger sig også over i metalcore-balladeterritoriet på “In Love With Another Lie”. Selvom det lyder farligt, fungerer det. Det, at Descape bruger mere end én vokalist, kommer til sin ret i dette nummer, da både kanon-sekvenser og hårdere sekvenser rammer et særdeles smagfuldt niveau. Her skal det nævnes, at også guitararbejdet er skønt på skiven – særligt hvis man er fan af nedtunede guitarer og lange, dybe bends på de lave strenge.

Dog får vi lige lovligt mange numre, hvor det lave tempo overgår aggressionen, som ellers er de klare højdepunkter på udgivelsen. Det opvejes dog, når “It’s Time!” rammer anlægget – en demonstration af, at Descape lyder mesterlige, når de smider den canadiske venlighed og skruer over i det destruerende og voldsomme udtryk.

Smagfuld moderne metalcore

For at sige det på godt fynsk så er True Colors et go’kendt album. Descape svæver sømløst mellem det sårbare og det hårdere, aggressive udtryk gennem hele skiven på en meget smagfuld måde. Jeg synes, at True Colors skiller sig lidt ud fra mange af de generiske metalcoreudgivelser ved at bevæge sig særligt meget frem og tilbage i tempo og stilart - generelt og i hver enkelt skæring. Canadiere kan tydeligvis godt være andet end afdæmpede og venlige, som stereotypen antyder, da der er masser af ondskab og aggression at hente mellem de emotionelle passager. Det må være det franske i dem …

 

Tracklist

  1. Light Blue
  2. Not At All
  3. Property
  4. By Yourself
  5. In Love With Another Lie
  6. True Colors
  7. No Eulogy
  8. Slowly Dying
  9. It's Time!
  10. What Comes After...
  11. White Lies