Vinylbanner
Heilung - Photography af Lykke Nielsen
Heilung - Photography af Lykke Nielsen · Se flere billeder i galleriet

Heilung

Amager Bio, København S

Officiel vurdering: 8/10

Det for nyligt ombyggede Amager Bio dannede de snævre rammer om fænomenet Heilung fredag aften. Og det er såmænd ikke fordi, det er et lille spillested, hvor man kommer hinanden alt for meget ved, men Heilung er ikke helt almindelige. Heilung burde opleves under åben himmel, uden andre bands til at forstyrre og omgivet af ligesindede, for der forestiller jeg mig, at de for alvor kommer til deres ret.

I skovens dybe stille ro…

Der var naturligvis udsolgt længe i forvejen, og salen var da også proppet til bristepunktet med forventningens (gensyns-)glæde som primus motor for stemningen. På lige over et år har Heilung allerede givet to koncerter på dansk grund: Først i Koncerthuset og i sommer på Copenhell. De desperate nødråb på eventets Facebookside viste med sikkerhed, at markedet ikke er mættet, og fremmødet understregede, at Heilung har ramt bredt med deres ”amplified history”.

Men hvor skal jeg starte? Skal jeg starte med hvor stille, der pludselig blev i salen med enkelte undtagelser, da en skikkelse kom ud og osede med brændende kviste, eller hvad med hvor stille der blev ved med at være, da resten af bandet ledte os igennem det indledende ritual? Respekten for de optrædende var kommet med i byen, og jeg er ret sikker på, at grunden til, at det meste af publikum forholdt sig så passive under seancen, kan tilskrives manglen på plads at røre sig på – eller også er det fordi de på ingen måde var forberedt på hvad der efterfølgende udfoldede sig på scenen. For sjældent har jeg set så mange voksne mennesker, stå så stille, så længe.

Kosmisk hjerteslag

Heilung skal opleves. Så kan det ikke siges mere tydeligt. Deres musik er godt til mange ting: aktiv lytning, huslige gøremål, rituelle ofringer. Men det er ikke det samme at stå i kø i Netto med fråde om munden og ”Krigsgaldr” i ørerne, som at stå der foran de stampende, trampende, brølende og buldrende krigere m/k. At anmelde Heilungs musik er som at forklare farver for en blind. At forklare deres liveshows er som at læse noderne i stedet for at høre musikken. Fordybelsen er i højsædet, og der er sat alt ind på, at sceneshowet og kostumerne ikke blot afspejler musikken, men også at det aldrig bliver et cirkus. Autenticitet er alfa og omega, når du præsenterer dit værk for verden, og Heilung oser af samme.

Alt fra den halve skov på scenen, Kai Uwes episke hekseskrud, krigerkorets løssluppenhed, til Maria Franz’ overjordiske vokal passede sammen, som var det et æterisk økosystem. Men mest imponerende af alt var scenens centerpiece: den store tromme. Med rødt lys og årer er det ikke nødvendigt med en længerevarende uddannelse for at drage parallellen mellem hjerteslag og trommeslag, og det er den slags, der er med til at gøre deres koncerter magiske. Der blev gået til den fra start til slut, og mit eget personlige hype-track ”Hakkerskaldyr” kom, som altid, fra det sted, der har samme farve som det blod, der rullede lidt hurtigere i årerne. ”Alfadhirhaiti” og ”Norupo” gav ståpels, og jeg er tilbøjelig til at se gennem fingre med de kritikpunkter, jeg trods alt har.

En tur i mosen

Lydmanden gjorde et formidabelt stykke arbejde, det er der ingen tvivl om. Heilungs musik er meget bastung, og det kræver sin m/k at skelne mellem de forskellige typer af den samme lyd, men det lykkedes at gøre det til en mindre smertefuld oplevelse, og i stedet noget man kunne nyde. Det eneste tidspunkt, hvor jeg rynkede bryn over lyden, var under ”Krigsgaldr”. Jeg havde ikke noget problem med at høre den mere afdæmpede percussion, men det sekund Maria åbnede munden, var hun væk. Hendes lyse stemme druknede totalt i den øvrige ambience på samme måde som i Koncerthuset. Og så er det måske en idé at holde lidt igen med røgelsen, når der er så mange mennesker på så lidt plads. Luften var tung, og jeg er helt med på, at ritualer er ritualer, og røgen har flere funktioner end at maskere lugten af mange kroppe tæt på hinanden, men trancen blev hæmmet af et tag, vægge og vestlige sociale normer. Det sømmer sig ikke at smide tøjet i det offentlige rum, og desuden havde der ikke været plads nok til at komme i fødselsdagskostumet.

Men resten af oplevelsen står som en af de aftener, jeg er glad for, blev brugt et andet sted end hjemme i hulen. Min overstimulerede hjerne lappede det hele i sig, og jeg kunne, hvis jeg koncentrerede mig lidt, mærke tørven under mine bare fødder.  Det teatralske element blev aldrig komisk, og da Kai lagde løkken om halsen på det villige offer til en tur i mosen, var der intet i mig, der ikke accepterede præmissen. Publikum var forholdsvis statiske, men holdt ikke igen med bifald, og henimod slutningen kom der alligevel så meget liv i kludene, at den overskårne hals og en tur i vandet blev erstattet af crowdsurf og en taktfast klappen, der truede med at overdøve vores fælles pulsslag. Tak, Maria, Christoffer, Kai og krigerkoret. Tak, fordi I er.

Alle billeder af Lykke Nielsen

Tilføj kommentar