Heilung - DR Koncerthuset - 13. oktober 2018
CL Photo - Heilung

Heilung

DR Koncerthuset, København

Officiel vurdering: 9/10

Heilung har været vidt omkring, siden metalverdenen fik øjnene op for deres helt særlige form for historieundervisning. De store festivaller har budt dem velkommen, og vores eget flagskib, Roskilde Festivalen, fik æren af at huse dem så sent som i sommer. Men denne aften i DR’s Koncerthus, skulle bandet ikke dele spotlightet med nogen som helst. Det var Heilung, og kun Heilung, der var i fokus og selvom der altid sidder nogen og kan finde noget at brokke sig over, så kunne jeg som førstegangsobservatør ikke have ønsket mig bedre (indendørs) omgivelser at opleve dem i.

Heilung

For alle sanserne

Vel ankommen i den smukke sal, anede jeg straks, at det var en passende ramme for deres show. Har man endnu ikke set Koncerthuset indefra, kan jeg informere om, at alting er holdt i træ, og de varme, bløde toner giver følelsen af, at er alting skåret i honning. En ambience af fuglekvidder og vinden, der suser i træernes blade, var med til at forstærke følelsen ikke af at være trådt ind i en koncertsal, men i en hemmelig hule, hvor før-kristne ritualer udfolder sig i al sin vildskab. Dog lod bandet i dén grad vente på sig, for selv efter alle havde indfundet sig i deres bløde stole, og lyset var blevet dæmpet – og der var blevet bemærkelsesværdigt stille, var der stadig intet spor af truppen. Og pludselig, ud af det blå, indfandt der sig en kutteklædt person, med et svingende røgelseskar. Allerede der, vidste jeg, at det her ikke blot er en koncert. Det er totalteater. Og jeg køber præmissen. Det er ikke bare en flok amatører, som har luret, der er penge i vikinger. Det er dedikerede og dygtige formidlere af en fortid, der trækker spor op til vores samtid. Langsomt indfandt ensemblet sig på scenen, i tavshed. En tavshed som kun kortvarigt blev forstyrret af et højlydt bifald – det første af mange. En lille cirkel blev dannet, og det inkluderende forord bad os huske, at vi alle er et kød, af det samme væsen. Jeg følte mig på en og samme tid som observatør og medlem, og da Christopher Juul blæste løjerne i gang med ”In Maidjan”, vidste jeg, at mit liv fremover vil kunne deles op i ”før jeg så Heilung live” og ”efter jeg så Heilung live”.

 

Trommerne i dybet

Og med det samme var jeg tryllebundet – men bundet til dette plan af min lille sorte bog og dette kød. Tiden ophørte med at eksistere, og jeg forstod pludselig behovet for ayahuasca terapi og spirituelle rejser. Trommerne buldrede taktfast, afspejlende mit eget hamrende hjerte. Kai Uwe Faust lød som en menneskelig didgeridoo, og Maria Franz’ kuIning gav mig gåsehud midt i den spontane koldsved. Et blik rundt på mine nærmeste rejsefæller afslørede, at de heller ikke var upåvirkede af den trance-inducerende performance. Denne spinkle kvinde på scenen klædt i hvidt, men med ansigtet skjult, var moder natur personificeret. Blid, mild, givende. Men også kraftfuld og frygtindgydende. Og netop de to ord gengiver i høj grad de mere ekstroverte numre. ”Alfadirhaiti” gik gennem marv og ben, og endnu en gang måtte jeg tage min proverbiale hat af for Kais evner til at give sig 100 procent. Den mand kanaliserer en rå vildskab, som knapt er tæmmet, ind i de rytmer der rystede salen – og noget løs i mig. I skrivende stund virker det som en drøm, en oplevelse, der genfortælles på anden hånd, men jeg kan se på mine usikre kragetæer, at den er god nok. Jeg var der.

Lys og lyd var gennemgående med til at formidle deres budskab, og det er ikke for sjov, at Radiohuset er kåret som en af de 10 bedste koncertsale i verden. ”Hakkerskaldyr” viste os, at du ikke behøver andet end en stok banket i gulvet og et mere og mere animeret krigerkor til at få folk op af stolene. Og jeg bemærkede da også, lidt over halvvejs, at det koster, at give sig hen til Heilung. Efter det medrivende nummer fra deres kommende plade, var jeg færdig. Min krop beklagede sig, den var tung og træt. Men alt det inden i ville have mere. Vildere. Og forkælet som jeg er, fik jeg min vilje. ”Othan”, som langt henad vejen er båret mere af vokalen end af musikken, drog mig ind og fungerede som en buffer mellem min blotlagte sjæl og aftenens sidste nummer, jeg ganske uironisk vil referere til som vikingetrance. ”Hamrer Hippyer” er intet mindre end en vaskeægte tramperfest med langt skæg, bare bryster og tusinde års stammefølelse uden på det tøj, der nu en gang formåede at blive på. Alle på scenen dansede, alle på de forreste rækker dansede, og hele salen rejste sig og lod sig rive med.

 

Hil Heilung

At forstå Heilung er en proces, der starter i det sekund, nogen spørger, om man kender de der Heilung. Fra første nummer, man da synes er meget fedt, til det sekund dit tredje øje åbner sig, er det en rejse. Og ingen rejser uden forhindringer. Jeg havde et par ankre ved Ofnir, men tillagde dem dog primært mig selv og min manglende glæde ved at blive råbt ad på tysk. Nu hvor jeg så er blevet råbt ad igen, men ”ansigt til ansigt”, forstår jeg bedre. Jeg forstår, hvorfor spyttet samler sig i mundvigen på folk, der får chancen for at introducere en elektrisk historietime for udenforstående. Og selvom den ellers fremragende akustik og de uhyggeligt ferme lydmænd en gang eller to tabte tråden på Maria, kan jeg på ingen måde lade det stå i vejen for at give hele Heilung, og alt hvad de repræsenterer, nærmest topkarakter. Forhåbentlig mødes vi igen en dag, denne gang under åben himmel, hvor vi alle hører til.

Billeder fra koncerten kan ses her!

  • Opening Ritual
  • In Maidjan
  • Alfadirhaiti
  • Carpathian Forest
  • Krigsgaldr
  • Hakkerskaldyr
  • Fylgija/Futhorck
  • Norupo
  • Othan
  • Hamrer Hippyer

Tilføj kommentar