
Gaffasværd og plastikslotte
USA har altid været fascineret af den europæiske middelalder – tit i en sådan grad, at de ikke helt kan se forskellen på højmiddelalderen, renæssancen, fantasy og generel fiktion. Prøv engang at google billeder fra et vilkårlig ’ren-faire’, og besku den løjerlige sammensmeltning af tidsperioder, kultur og fiktion. Men bevares, Guds eget land er jo endnu så ungt, at der stadig er støttehjul på cyklen, og det eneste slot, de har, er ejet af Disney. Men hvem her har ikke på ét eller andet tidspunkt været fascineret af ideen om at kløve den sorte ridder i tvende, belejre Jerusalem eller søge efter den hellige gral? Det er i hvert fald alt sammen noget, der har optaget Weald & Woe siden 2018, og disse tre modige riddere er nu klar med deres tredje udspil. Deus vult!
Arme riddere
Bandet beskriver sin lyd som ’castle metal’, hvilket siger alt og intet på én og samme tid. Der kan nemt trækkes tråde mellem dem og nogle af de andre middelalder-/fantasyinspirerede amerikanske black metal-bands som Obsequiae og Caladan Brood. Det er dog markant mere klassisk black, og selvom guitarmelodierne da sidder til højbords, så er det betydeligt mere bøllet end eksempelvis Obsequiae. Tag nu bare “Breaking of the Sword”, hvis blastbeats og tæskeholdsriff er betydeligt tættere på Bergen end Camelot.
Weald & Woe kæmper en brav kamp for at lyde som de sejeste riddere i lenet, men trioen begår desværre en række uheldige fodfejl. Det største problem er dog Jeffrey Youngs vokal. Hans skingre røst fremstår ofte ganske anæmisk, og til tider bliver den så skinger, at man frygter, den knækker midtover. Han lyder simpelthen utrænet.
Nu og da bliver hans vokal akkompagneret af lidt growl fra medguitarist Brent Ruddy, og denne symbiose fungerer markant bedre. De burde faktisk have benyttet sig af denne duetteknik igennem hele albummet.
Når nu man betegner sig selv som ’castle metal’, finder jeg det ganske problematisk, at trommerne og til tider guitarerne (tag bare leadguitaren på “Warchild”) lyder så ekstremt digitale og programmerede. Det er virkeligt en skam, for det giver musikken en uorganisk kant. Der er dog, heldigvis, også lyspunkter på albummet: “Radiant One” og “This Vale of Tears” er begge fremragende numre. Desværre er der også “Blood Upon the Blade” og “Brought to Ruin”, som er nogle gumpetunge tumlinger, der ikke bidrager med noget konstruktivt – de er faktisk bare trælse. Helt overordnet må jeg nok konkludere, at Far From the Light of Heaven er netop det: en gumpetung tumling.
Hverken eller
Jeg må nok erkende, at jeg er større teoretisk fan, end jeg er praktisk fan af Weald & Woe. Jeg ville virkelig ønske, at de var bedre, end de er – for potentialet og drømmen er der, men om evnerne er der, kan jeg godt være i tvivl om. Det er jo ikke, fordi denne skive er bedre eller værre end forrige, så man kan jo godt lidt fornemme, at dét her ligesom er niveauet for Weald & Woe. Det er dog ikke en total bundskraber, men der er bestemt heller ikke nogen vinderpræstation. Desværre.