Forsamling for forskellige folkefærd

Det dansk-norsk-tyske neofolk-ensemble Heilung er ved at gøre sig klar til at erobre verden, og Drif bliver et vigtigt udspil i den mission, når trioen rammer kysterne på den anden side af Atlanten i september med en turné på store scener. Modsat Futha (2019) og Ofnir (2017), som har deres base i den nordeuropæiske fortid med et kvindeligt- og mandligtlydbillede, så er Drif baseret på materiale fra gamle civilisationer rundt om i verden med det formål at skabe bånd mellem historie og nutid, men også mellem forskellige folkefærd.

Når det primale bliver civiliseret

Allerede inden der bliver lyttet til albummet, vil den opmærksomme Heilung-fan se på tracklisten, at der er tale om et stilskift. Navnene på sangene har fået en anderledes klang, som indikerer, at basen ikke længere er det oldnordiske Europa. Det står dog klart, da de første toner slås an i albummets åbner ”Asja”, at det er meget genkendelige og karakteristiske Heilung-dyder, som skinner igennem. Flerstemning, harmonisk strubesang med dybe vejrtrækninger, ritualiske trommeslag for derefter at slå over i skønsang fra Maria Franz. Det er ikke til at tage fejl af – Det er det unikke lydunivers, vi kender fra trioen.

Albummets tre første sange er meget tranceskabende, men ikke helt på samme måde som på de forrige udgivelser. Lyduniverset er blevet en smule mere forsimplet, og musikken er blevet mere tilgængelig. Det er, som om en del af Heilungs mere primale sider er blevet tæmmet. Især er det værd at bemærke sangen ”Tenet”, som fremstår som den mest tranceskabende af dem alle. Ret fascinerende er det, at alle instrumentale musikstykker i sangen fungerer som et palindrom ligesom titlen. Det kan også forklare, hvorfor man bliver en smule fortabt og tryllebundet af sangen. ”Tenet” er klart albummets højdepunkt i min optik.

I forhold til de tidligere lange numre som ”Othan” fra Futha så er ”Tenet” på en måde mere underspillet og simpel. De gutturale vokaler ligger ikke så højt i mikset, og det samme gør sig gældende for trommerne. Atmosfæren i ”Tenet” besidder en vis mystik, men har ikke det fortryllende mørke over sig, som vi kender fra tidligere udgivelser. Grunden til, at der netop hives fat i disse elementer i ”Tenet”, er, at det er en følelse, der går igen på hele albummet. Det smukt og gribende, men det er, som om der mangler et ekstra lag.

Der er kommet inspiration fra en anden del af verden, og vi møder altså Heilung i en mere civiliseret version. Albummets 25 minutters trance afbrydes af ”Urbani”, der lyder som en flok romerske legionærer, der er på march med kampsang, for at slå over i ”Keltentrauer”, hvor der reciteres ord i nyhøjtysk med forskellige tonefald og intensitet. Atmosfæren går fra stille til krig og skrig i baggrunden. Disse to numre føles på en måde som en meget vellavet lydbog, men bliver sammenhængsforstyrrende for albummets stemning og fordybelse.

Kunsten at ville forene alle

Heilung har villet rigtig meget med dette album, hvor der er hentet inspiration og materiale fra oldtidens Syrien, Irak, Norden og især det romerske imperium. Det har klart fået en betydning for både lyden og albummets sammenhængskraft. Når man lytter, så er det slet ikke til at tage fejl af, at det er Heilungs lydunivers. Der er masser af gode og flotte momenter, og meget af tiden bliver man fordybet i deres univers. Noget af mørket og primitiviteten fra de tidligere udgivelser er dog forsvundet, og lyden blevet mere folkelig. Det har den konsekvens, at albummets mere dramatiske elementer fremstår forstyrrende fremfor som en naturlig del af en mørk og mystisk rejse, man er taget på. Det er dog ret sikkert, at mange af sangene får et helt andet udtryk, når de opleves live.