Denne påskeesøndag stod ikke i Jesu tegn, men i Gaereas, og højmessen fandt sted i Amager Bio!
Det er efterhånden noget tid siden, jeg sidst blev luftet, og nu hvor Gaerea endelig har nået en status, hvor de kan headline shows, så er der ingen undskyldning for at blive hjemme i divaneseren. På denne påskesøndag, hvor vi skal mindes Jesu lidelse, så er portugisernes weltschmerz-metal særdeles oplagt. Men før disse kommende verdensstjerner fik lov at betræde de skrå brædder på Amager, så var det tid til et hjemligt input, nemlig Danefae.
Danefae
Danefæ er begrebet for diverse kulturskatte, der er blevet gravet op af vores muldjord, som eksempelvis Solvognen. Med et sådant navn kunne man forvente, at bandet spillede en form for hidsig, hedensk vikingemetal inspireret af Bathory eller Enslaved. Det er dog bare utroligt langtfra virkeligheden, for der er intet hedensk eller hidsigt over Danefaes musik – nærmere tværtimod. Det norrøne skal måske findes i tematikken og lyrikken, men bandets supermoderne, højskolecore-djent-prog samt Rasputin-roberne var så stor en kontrast til alt, hvad der kan forstås som oldnordisk. Ligeså må vi erkende, at der er uendeligt langt fra Danefae til Gaerea.
Bevares, indtil i aften havde jeg udelukkende stiftet bekendtskab med orkestret qua deres musik og derfor aldrig oplevet dem på en scene, for hvem ved – måske gav denne parring mening, når man ser kvintetten udfolde sig på en scene?
Misforstå mig nu ikke, det er da megafedt for dem, at de har fået denne her tjans, og jeg så da en kommentar forleden, der mente, de stjal showet på 1000Fryd i Aalborg, men Jesus Kristus (pun intended), hvor har jeg svært ved at forstå, hvorfor Danefae havde fået en invitation.
Samtlige medlemmer virker da både søde, rare og sympatiske – og der herskede da heller ingen tvivl om, hvorvidt de alle var dygtige musikere. Det kunne man da både se og høre, i en sådan grad at selv de blinde og de døve, der måtte have fundet vej til Amager denne aften, må erkende dette faktum.
Men intet af det ændrer dog på, at samtlige numre mestendels lød som endeløse jamsessioner samt opvarmningsøvelser.
Hvor var melodierne? Hvor var riffene? Hvor var de store omkvæd, der fangede en? Med andre ord: Hvor fanden var metallen!?
Jovist, henimod slutningen af deres sæt var der da glimtvist lidt metal som lidt tremoloriffs og en udmærket guitarsolo, der fik sneget sig ind – og det løftede da virkeligt alt det andet og cementerede kun bandets evner. Men det ændrer dog ikke på, at jeg simpelthen må erkende, at jeg slet og ret ikke forstår, hvordan eller hvorfor Danefae havde fået tjansen som opvarmningsband. Jeg skal da heller ikke kunne udelukke, at jeg helt overordnet betvivler min evne til at forstå bandet.
Jeg ønsker dem kun alt det bedste herfra, og jeg tror da også, jeg køber en T-shirt, for hey – fuglekongen er en underkendt lille fjerbold, men for både bandets og min egen skyld så håber jeg aldrig, vore veje krydses igen.
Gaerea
Man glemmer aldrig sin første gang
Jeg kan stadig huske mit første møde med Gaerea. Det var en kold december aften på Spillestedet Stengade, og de skulle varme op for både Numenorean og Møl. Jeg havde ingen forventninger til dem, jeg kendte dem faktisk slet ikke – jeg tror endda, jeg kom lidt for sent til deres koncert. De var i hvert fald i gang, da jeg ankom.
Men trods alt dette så kunne jeg se, høre og mærke, at Gaerea havde dét, som man skal have, hvis man vil klare sig som artist – hvilket de for alvor beviste året efter med udgivelsen af monsteret Limbo. Siden da er det kun gået fremad for Gaerea, hvilket er både forståeligt og fortjent.
Kunsten at stå på egne ben
Sidst jeg så dem var, da de varmede op for Gaahl’s Wyrd sammen med Winterfylleth – og de stjal showet totalt; det var, trods tekniske problemer, en overlegen sejr.
Nu har de dog nået den størrelse og succes, der betyder, at de selv kan agere hovednavn. Og at koncerten da også blev rykket fra Beta2300 til Amager Bio, bekræfter dette.
Det er tredje gang, jeg bevidner Gaerea optræde, og jeg må erkende, at de simpelthen bare bliver bedre og bedre, hvilket er vildt – for de har alle dage været en vild oplevelse. Da de første toner til “The Poet’s Ballet” blev slået an, kunne man allerede mærke elektriciteten for forventningerne i lokalet. Stor ros for, at føromtalte intro faktisk blev spillet og ikke var båndet, som den slags så tit er det, men her var intet båndet – alt var live, og alle var, i sandhed, i live.
Bandet var fyr og flamme, og der var smæk på samt fuld smadder fra første sekund. Næsten for meget endda, for da det blev tid til bandets hurtigste nummer, det thrashede “Urge”, gik det så stærkt, at man næsten ikke kunne genkende nummeret før det ikoniske bølleriff, og ligeså kom sangeren Guilherme Henriques til at kaste sin mikrofon fra sig. Alt dette beviser, at en koncert er en organisk størrelse, og at ‘shit happens'. Alt kan ske, når musikken spiller, og Gaerea har alle dage repræsenteret og sunget om, hvor uperfekt mennesket er, så en sådan fejl var jo, på sin vis, helt perfekt.
Obrigado
Jeg kunne dog godt have ønsket mig flere numre fra Limbo-albummet; den lille stakkel fik aldrig en album-tour grundet COVID-19, og hvis jeg kunne få lov at opleve “To Ain” blive spillet live bare én gang, så kunne jeg dø lykkelig. Men af åbenlyse årsager var det Coma-albummet, der fyldte mest, og det gjorde skam intet; det album er også mesterligt.
Mesterligt er, helt generelt, det bedste og mest beskrivende ord, man kan bruge om aftenens koncert. Alt gik op i en højere enhed: lys, lyd, scenografi, publikum, og som prikken over i’et har vi bandets fysiske performance. Gaereas sande tiltrækningskraft på en scene er naturligvis deres maskerede look, men det er nu engang Henriques spasmodiske, forpinte blacktomimedans, der virkeligt gør, at bandet er en sand naturkraft på en scene. Hans smertelige trin er så overbevisende, at man føler hans pine – og den gør ondt. Den eneste katarsis er musikken: “We emerge screaming; we are Gaerea!”.
Der er ikke mere at sige end obrigado!
