Man glemmer aldrig sin første gang

Jeg glemmer aldrig mit første møde med Gaerea en iskold decemberaften på Spillestedet Stengade. De maskerede portugisere skulle varme op for Numenorean og MØL, og jeg anede ikke, hvem de var, og havde derfor ingen forventninger til dem. Men da jeg forlod Stengade den aften, vidste jeg, at Gaerea var nogen, man skulle holde øje med, for det her band havde enormt potentiale. Ganske rigtigt, for der gik ikke længe efter den koncert, før de udgav monsteralbummet Limbo – et album, jeg kaldte ”post-blackens svar på Master of Puppets”, og som er ét af de bedste album, jeg nogensinde har hørt. Efterfølgeren Mirage var ikke helt på niveau, men den var mere tilgængelig, og det var da også ovenpå det album, at bandet pludseligt skulle være support for større navne samt spille alverdens festivaler. Men Gaerea er ikke et band, der formår at stå stille, så allerede her, to år efter, er album nummer fire, Coma, klar, og med en sådan titel kan man jo kun spørge sig selv, om bandet kan holde niveauet, eller om de er gået i koma.

Flere lag end en lagkage

Kort tid efter at Coma blev annonceret, proklamerede bandet, at det her ville være deres mest eksperimenterende album og samtidigt deres mindst blackede album. Det var ikke just en proklamation, der huede mig, da jeg frygtede en Infinite Granite-situation. Man skal da heller ikke høre ret meget, før det står klart, at Gaerea afgjort prøver nye ting af – faktisk oplever man det fra første sekund, med intronummeret ”The Poet’s Ballet”, der med sin lange, stille og atmosfæriske intro er så ulig Gaerea, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det nu også er dem, man har sat på eller ej. Men så lige pludseligt eksploderer lydbilledet, og så er alt velkendt og godt – rigtigt godt endda – og jeg vil faktisk sige, at ”The Poet’s Ballet” er et af mine top-fem favorit-Gaerea-numre. Det samme gør sig gældende for det meget atypiske nummer ”Wilted Flower” – som er et nummer med utroligt mange lag, men som samlet set er intet mindre end fantastisk. Så overordnet set lyder Gaerea som de plejer, men de viser her på deres fjerde album, at de ikke er bange for at bygge ovenpå samt implementere aspekter, som man normalt ikke forbinder med dem; tag nu albummets lukker, ”Kingdom of Thorns”, der har en fin lille melodødsguitarsektion, som minder om In Flames – det er uventet, men ekstremt klædeligt. Hvilket nok er den bedste og nemmeste måde at beskrive Coma på sådan helt overordnet. Så det er en ambitiøs og stor størrelse; det er også det Gaerea-album med flest numre på nogensinde med hele ti numre, og langt henad vejen er de alle fremragende. Dog er titelsangen nok den mest kedelige sang. Den begynder ellers stærkt med en Behemoth-influeret intro, men taber tempo utroligt hurtigt og udvikler sig til lidt af en ørkenvandring. Det er dog – heldigvis – også det eneste minus ved Coma.

… And Justice for Gaerea

Det skal tit tages med et gran salt, når bands proklamerer, hvordan og hvorledes det næste album bliver, da man jo gerne vil oversælge sit produkt. Men her må det siges at være et fuldstændigt korrekt postulat. For Coma er klart det mindst blackede værk og det mest eksperimenterende album, Gaerea endnu har skabt – og jo, jo, det måtte da gerne være lige så blacket som tidligere udgivelser, men omvendt så klæder det dem virkeligt, at de tør bryde med deres form og lyd, og at de ikke er bange for at vokse og udvikle sig. Så hvis Limbo var Master of Puppets, og Mirage var Metallica, så er Coma afgjort … And Justice For All.