Stengade

MØL, Numenorean og Gaerea

Spillestedet Stengade, København N

Hvis ikke det var fordi, at Kim fra MØL havde anbefalet det canadiske blackgaze/postblack-band Numenorean, så var jeg aldrig kommet afsted til aftenens koncert. Jeg lærte bandet at kende, kort før de udgav deres andet album Adore tilbage i april (et album som jeg i den forbindelse kastede otte kranier efter) og siden da, har de været et band, jeg har nydt. Så da det blev offentliggjort, at de kom til Danmark, og at de endda skulle spille sammen med portugisiske Gaerea OG MØL, ja så kunne jeg ikke få armene ned af ren begejstring. Slaget skulle finde sted på Spillestedet Stengade, et sted jeg aldrig havde besøgt før – så et nyt sted og to bands, jeg heller aldrig har set før – alt i alt et oplæg til en spændende aften!

Gaerea

Foto: Jonathan Pichard

Det eklektiske, portugisiske black metal-band indtog scenen iført deres mystiske masker udsmykket med diverse okkulte og esoteriske tegn. Bandet stod på scenen få minutter før det aftalte tidspunkt, og det stod klart for dem, der havde fundet vej til scenen, at de skulle til at få én på opleveren!

Deres nihilistiske, depressive og atmosfæriske musik spredte sig udover scenen i løbet af få sekunder, og det var åbenlyst, at Gaerea kun har et tempo, og det er max! Den maskerede forsangers lidende vokal kombineret med hans bizarre og rytmiske gestikulationer, som bedst kan beskrives som ”black-tomime”, gav ham et overnaturligt og nærmest dæmonisk udtryk – som en djævel fanget i en kasse, den ikke kunne undslippe fra.

Dog var hans blankpolerede laksko en morsom kontrast til den okkulte maske, som en kombination af Bart fra Batuskha og George fra Deafheaven, men det virker til, at man som frontmand i post-black-bands skal have fine sko på, så why not?

Musikken kan måske beskrives som ensformig, men det føltes mere som én lang klagesang, som en dødsrallen fra et væsen, der bad os om hjælp til at gå bort, og den blev leveret med præcision og volumen. Bandet er kun et par år gammelt, men det virker til, at de har fundet et solidt ståsted og identitet i deres visuelle aspekt, men stadig med tilpas meget autentisitet til, at det ikke virker som en gimmick. Jeg vil klart anbefale folk at følge lidt med i, hvad Gaerea går og laver samt prøve at se dem, næste gang de rammer vores breddegrader, for de leverer noget af et show!

8/10

Numenorean

Foto: Jonathan Pichard

Kl. 21.30 stod bandets seks medlemmer klar på scenen, tændte og med blod på tanden. Desværre var det, som om man havde glemt at fortælle lydmanden, at han også skulle være klar og tændt. Der var nemlig en række af tekniske problemer under hele deres koncert, fx manglede bassen slagkraft, vokalen var for lav i mixet, og leadguitaren lød til tider, som om den slet ikke stemte. Numenorean har et ret fyldigt lydbillede med masser af små, sjove og skæve elementer, og deres nyeste album Adore har en så fantastisk produktion, at alle disse elementer går rent ind – desværre forsvandt næsten alle disse små finurligheder og spidsfindigheder totalt i deres live-lyd.

Men der var skam også masser af lyspunkter under aftenens koncert! Trods en træls lyd og en begrænset publikumskontakt, så bare det faktum, at de stod foran mig og spillede numre som ”Adore”, ”Horizon” eller ”Regret”, er næsten ikke til at fatte! Der er næsten ikke ét dårligt nummer på Adore, så det at få lov til at opleve dem, at synge med på dem og fistbumpe guitaristen efter koncerten var en stor, stor oplevelse. For Numenorean laver fantastisk og unik musik og fortjener alt den opmærksomhed, de kan få – og helt klart også bedre lyd! Derfor håber jeg, at næste gang de rammer Danmark, så har de fået styr på lyddelen, så man virkeligt kan nyde de mange detaljer, deres musik indeholder!

7/10

MØL

Foto: Jonathan Pichard

Det var først få timer før koncerten, at det gik op for mig, at MØL var headliner – og ikke support. Det kom egentligt bag på mig, men samtidig havde jeg da gået og tænkt over, at hvis de skulle være opvarmning, så ville der være en chance for, at de stjal showet. Bevares, nu har jeg ikke set hverken Gaerea eller Numenorean før, men det er et faktum, at MØL er fuldstændigt fantastiske live. Få nye danske bands kan matche den naturkraft, der er MØL. Jeg har kun oplevet bandet en enkelt gang før, nemlig tilbage i marts, hvor de headlinede vores egen festival, Pest over Provinsen, i min hjemstavn – Holbæk. Dengang blev jeg og hele Vestsjælland blæst bagover, så derfor siger det sig selv, at jeg glædede mig utroligt meget til at se MØL igen. Og hold da op, hvor blev jeg ikke skuffet!

Hvis jeg selv havde et band, og det band skulle spille samme aften som MØL, så ville jeg skide grønne grise af ren og skær rædsel, for det show, som de smider i hovedet på en, er så voldsomt, så mesterligt og så professionelt, at det slet ikke er til at forstå! På sølle 46 sekunder fik de en til at glemme, at der havde været to bands før dem. Derfor var beslutningen om, at de skulle være headliner fuldt forståelig, for de ville definitivt have stjålet showet. Det er ikke for sjov, at de i løbet af året har spillet med så store navne som Rivers of Nihil og Amorphis. Det er fuldt ud fortjent, og resultatet af hårdt arbejde og blændende musikalsk håndværk.

Hvor de to tidligere bands stort set ikke havde haft nogen publikumsinteraktion, fik vi nu – i bogstaveligste forstand – bandet i hovedet eller rettere deres hvirvelstrøm af en frontmand, Kim Song Sternkopf. Med vanvittige grimasser og mikrofonstativet hævet som en rasende hovedjæger, sprang han rundt på scenen, på gulvet, på monitoren, ja, selv loftet var han ved at kravle rundt på.

Deres sæt bestod primært af numre fra Jord med undtagelse af to ældre numre, ”Attacama” og ”Rush”, og der er ikke noget i vejen med dem som sådan, men de falder noget til jorden, hvis man holder dem op imod deres nyere numre.

De lydproblemer, der havde været under Numenorean, var pist væk, så samtlige instrumenter gik rent igennem – bortset fra, når Kim snakkede til publikum. Der kunne man ikke høre meget andet end en sagte mumlen. Ligesom Gaerea, gjorde MØL brug af stroboskoplys, og der er noget sært hypnotiserende over dem, når man kombinerer den slags med voldsomme blastbeats. Det er lidt som at få et epileptisk anfald, men af den slags som man ikke ønsker skal stoppe. MØL beviste, at de fortsat er et fremragende band, der altid leverer varen, og der er en grund til, at de klarer sig så godt både i ind-og udland!

9/10