På en grå, iskold og sjaskvåd aften fejrede Belore, Wolfchant, Skyforger og Ereb Altor blodmånens komme på Spillestedet Stengade.
Indtil forleden morgen havde jeg egentlig helt glemt, at jeg skulle ud ad døren og afsted til Spillestedet Stengade. Den slags kan jo ske, når man melder sig til at dække en koncert, næsten syv måneder inden den bliver afholdt. Rites of the Blood Moon-touren blev kickstarter her, en mørk, kold og sjappet februar aften, og selvom det var en blandet fornøjelse, så endte aftenen virkelig godt!
Belore
Denne koncert var de franske eventyr-blackere Belores første koncert i Danmark. Det nærmer sig så småt to år, siden jeg sidst dykkede ned i bandet og deres lyriske fiktionsunivers. Belore er et band, der virkelig går op i at fortælle episke historier og kvad via deres musik – og jeg var spændt på, om den slags ville fungere overbevisende på en kælderscene i det indre København. Da det at finde parkering i hovedstadsområdet er omtrent lige så nemt som at finde et sympatisk medlem af ICE, missede jeg Belores to første numre – en beklagelig start på en koncert. Der var dog ganske god plads, da der var mange, der enten hang ud i baren ovenpå, eller slet og ret ikke var dukket op på Stengade endnu.
Belores musik er meget eventyrlig, og rigtigt meget af lydbilledet er fyldt af diverse symfoniske elementer samt strygere, fløjter, harper med mere. Det giver sig selv, at i og med bandet ikke har 10+ medlemmer, så er en stor del af alt dette nødt til at være båndet – hvilket kan fungere mere eller mindre godt. Imponerende, og overraskende var det dog, at de rent faktisk havde en fløjtespiller af kød og blod til at stå for den tjans – at hun så også var klædt som en figur taget direkte ud af Legend of Zelda-universet, var bestemt med til at opretholde bandets eventyrlige image.
Musikalsk er der ikke så meget som én finger at sætte på Belore, men man kan godt fornemme, at bandet er relativt uerfarent på en livescene, og så er deres musik altså mest skabt til enten at blive hørt derhjemme i stuen eller til at blive fremført på en rigtig scene foran et siddende publikum, der ærbødigt klapper sagte efter hvert nummer. For selvom jeg nød musikken, må jeg erkende, at jeg også kedede mig.
Wolfchant
Aftenens plakat bød på tre for mig ret interessante navne, men jeg kan ikke kalde mig direkte fan af tyske Wolfchant. Selvom de er kapable musikere, så har deres sangskrivning aldrig formået at fange eller overbevise mig om, at de nu også er tiden værd. Det er dog heldigvis set før, at middelmådige sangskrivere kan levere et fremragende show, når først de skrå brædder er blevet betrådt.
Wolfchant havde ingen bassist med, men derimod to sangere – som mestendels lignede en far-søn-biker-duo. Så vokal var der masser af, mens bassen var båndet – ikke noget man oplever så tit.
Ligesom på plade blev det dog meget hurtigt klart, at hvis ikke det havde været for bandets to udmærkede guitarister, Skaahl og Seehb, så havde der absolut ikke været nogen årsag til at spilde så meget som ét sekund på Wolfchant. De to kæmpede og kæmpede, men uanset hvor umage de gjorde sig, og uanset hvor meget de shreddede, så var de to sangere slet og ret så tåkrummende, at intet hjalp. De lod ærlig talt til at være helt på månen, eller som om de var påvirkede af en seriøs omgang jetlag.
De formåede at forlade scenen hele ni gange, åbenbart mente d’herrer ikke, at de havde et reelt behov for at blive, hvis de ikke skulle synge. Det mindede om, da man som barn sad på Dyrehavsbakken og ventede på, at Pjerrot skulle komme frem, men først når man altså havde råbt rigtigt højt. At de så også hele to gange havde behov for at minde publikum om, at man altså kunne købe deres merch, virkede også ganske desperat – især når man tænker på, at bandet har været aktivt siden 2003 …
Det pæneste, jeg kan sige om Wolfchants koncert, var, at den var ret kort – for igen, trods de to guitaristers ihærdige forsøg, så ændrede det ikke på, at det simpelthen var en pinlig omgang, som kun kunne have været en succes, hvis alle havde været plakatfulde, og klokken havde passeret midnat.
Skyforger
Indtil jeg så aftenens spilleplan, havde jeg antaget, at Letlands største metalband, Skyforger, ville være hovednavnet og derved aftenens lukker, men niksen – den ære gik til Ereb Altor. Skyforger udgav sidste år et fremragende værk, og deres første i et årti. Ergo er de ikke et band, der har supertravlt.
Hvor Wolfchant ingen bassist havde, så gik Skyforger all in på bassist. Edgars ’Zirgs’ Grabovskis er nok en af de sejeste bassister, jeg endnu har set og oplevet, det var som at se Cliff Burtons ånd besætte Uffe Lorentzens legeme. Det kan da godt være, at han var et ordentligt køleskab, der snart nærmer sig de 53, men han tonsede rundt, gik i split og lavede høje knæspark, alt imens hans helt egen vindmaskine blæste hans skæg og hår rundt.
Hvor Belore havde været kedelige og Wolfchant pinlige, så var Skyforger eminente, og spilleglæden lyste ud af dem i en sådan grad, at det kunne ses fra månen af. De var i totalt hopla og overskudsagtige. Frontmand Pēteris Kvetkovskis var så venlig, at han imellem hvert nummer lige fortalte kort og godt om, hvad det næste nummer handlede om, og hvad det ville have heddet på engelsk, hvis det nu havde fået en engelsk titel.
Det var ganske morsomt at få at vide, at nummeret ”Mājas kungs”, som er en led omgang hulemands-død, handlede om, hvad der sker, hvis man gør sin husnisse sur.
Sætlisten var domineret af numre fra Teikas, hvilket passede mig særdeles glimrende, for det er en fantastisk udgivelse, og det var en fryd at høre numre som ”Dieva suns”, ” Rex Semigalliae” og ”Vecie latvieši” serveret live.
Hvor salen havde været rimeligt tom under både Belore og Wolfchant, så var der nu fyldt rigtigt godt op – og der var endda fans, der var kommet hele vejen fra Letland til Stengade for at feste med deres nationalhelte, hvilket bandet da også opdagede, og det så ud til, at det varmede deres hjerter. Havde det stået til publikum, så havde Skyforger spillet to timer til – eller indtil vi alle segnede.
Det her var kun anden gang, at de lettiske krigere spillede i Danmark, men de må virkelig gerne blive stamgæster! Liels paldies Skyforger!
Ereb Altor
Med Jacob Björnfot fra Kvaen som vikar-leadguitarist indtog de svenske vikinger Ereb Altor scenen til stor applaus samt hujen og hajen. Selvom jeg rigtig godt kan lide Ereb Altor, kunne jeg ikke lade være med at håbe på, at de ville klemme et Bathory-cover eller to ind på deres sætliste, som de har gjort det så mange gange før – fordi … Bathory! Det blev det dog ikke til, men Quorton var dog alligevel med os qua den Bathory-T-shirt, som frontmand Crister ’Mats’ Olsson bar under lædervesten.
Ereb Altor er bestemt heller ikke just et band, man ser hver dag herhjemme. Jeg tror faktisk kun, de har spillet i Danmark to-tre gange før, hvilket virker absurd – dels når man tænker på deres musikalske materiale, men også efter at have oplevet hvor intense de er på en scene. Björnfot fungerede fremragende som bandets indpisker, mens Mats krængede sin kriger-sjæl ud i en sådan grad, at sveden høvlede af manden. Alt imens bandets nyeste medlem, bassisten Jimmy ’Björn’ Mattson, tæskede løs på sin bas, brølede og kiggede olmt på os, og hans knyttede næve konstant bankede mod Stengades lave loft.
Bandet tæskede os med en god blanding af nyt og gammelt materiale, og lyden var helt fantastisk, især gik Olssons vokal rent og klart igennem, og nøj, hvor kan den mand dog synge! ”Valkyrian Fate, ”Vi är mörkret”, ”Fenris” og ”Queen of All Seas” var dog de absolutte højdepunkter – desværre måtte vi undvære Bathory, men pyt, bandets egen musik er nu engang også fuldstændigt fantastisk – og publikum labbede det hele i sig, nogle mere end andre! Jeg tror, at alle, der var til stede denne aften, bemærkede det smukke unge par, der efter at have danset og gnubbet sig op og ned ad hinanden under aftenens to sidste koncerter pludselig løb ud af salen … jeg håber, de kalder deres førstefødte for Steen Gade.
Ligesom med Skyforger, så havde alle gerne set, at Ereb Altor havde spillet mindst en time til, men ak … man skal jo stoppe mens legen er god, og jeg tror ærligt talt, at Mats ville være faldet om, hvis han skulle have præsteret mere – den mand synger og spiller med alle sine følelser. Det var dybt fascinerende at opleve en mand, der levede sig så meget ind i sit virke som udøvende artist.
Koncertens eneste 'lavpunkt' var, at Björnsons guitarsoli tit og ofte forsvandt fuldstændigt i mixet. Tit kunne man kigge over på ham og se, hvordan han tonsede derudad på sit gribebræt uden at kunne høre så meget som én eneste tone derfra. Det giver sig selv, at den slags er kæmpe skam, også selvom Ereb Altor-guitarsoli er så prangende, så vil man da stadig gerne have dem med.
Men uanset hvad, så håber jeg virkelig, at de snart kommer igen – de ville da være en perfekt og oplagt booking til Copenhell Cruise … hint-hint, Nissen!
