Ereb Altor - Vargtimman

Vargtimman

· Udkom

Type:Album
Genrer:Viking metal, Black/Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hva’ så drenge, har I fundet en identitet eller hva’?

Det er ikke engang et år siden, jeg sidst skældte Ereb Altor ud for den sløje EP Eldens Boning. Men trods den bitre eftersmag, som den udgivelse efterlod i munden min, så skal jeg da erkende, at jeg er nysgerrig efter, hvordan de har udviklet sig i løbet af de sidste otte måneder – og om bandet har udviklet en reel egen identitet, eller om det stadig er nok at være ”Bathory-klon nummer 87”.

Genistreger og midtlivskriser

Det, jeg nok mest savnede på Eldens Boning, var gennemslagskraft samt de små elementer af både black og dødsmetal, som bør være at finde i god vikingmetal – altså uden at det kammer over, naturligvis. Heldigvis viser disse elementer sig tidligt, vi skal faktisk blot nå til albummets andet nummer, ”Vargtimman”, som minder om både Enslaved og Unleashed – jeg vil faktisk påstå, at det er et fremragende nummer, som er med til at understrege, at der altså er en grund til, at vi normalt kaster en hel del kranier efter Ereb Altor.

Næste nummer er lidt af en genistreg, for her har Ereb Altor taget nummeret ”Fenrisulven” fra Eldens Boning og ændret det fra en stille lejrbålshymne til et storladent vikingmetalnummer i form af ”Fenris”. Det er ikke dumt, og man behøver jo ikke altid genopfinde den dybe tallerken, når nu man har guld i gemmerne. ”Rise of the Destroyer” skruer gevaldigt op for tempoet, og slutresultatet minder mere om hollandske Ashpyx end om noget, man ville finde i nærheden af Trondheim. ”Den Digra Döden” er den totale omfavnelse af folk, black og død, og resultatet stinker af Finntroll – minus harmonikaen.

Generelt er Vargtimman med til at sætte en stor, sort, fed streg under min kritik af Eldens Boning. Albummet her understreger virkelig, at den forrige EP var noget forbistret rod, der hverken ville frem eller tilbage. Om det var resultatet af coronakuller, midtlivskriser eller noget tredje, ved jeg ikke, men jeg ved dog, at Ereb Altor er tilbage. De er dog ikke helt i topform, og der er svipsere her og der (primært i form af ”I Have the Sky”), men sammenlignet med hvor de var for et år siden, så ser det meget, meget bedre ud.

Bandet har formået at lave et værk, hvor de udnytter de mange styrker og facetter, som bandet jo egentlig har og altid har haft. Crister Olssons vokal er, som altid, det, der gør Ereb Altor til Ereb Altor – hans jonglering mellem skønsang og troldevokal er mesterlig, og når han først for alvor åbner op og brager igennem, ja, så får man lyst til at støve ringbrynjen af, finde daneøksen frem og vise Boris Johnson, hvordan England bør regeres!

Ved Odin!

Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg regnede med endnu engang at skulle rive disse svenske vikinger et nyt røvhul, alt imens jeg forsøgte at finde på nye ord for ”uoriginalt makværk”. Jeg havde virkelig ikke turdet håbe på, at Vargtimman var et godt album. Men Odin være lovet: Det er det!

I det vedlagte pressemateriale skriver bandet selv, at hvis Quorthon havde hørt det her album, så ville han have smilet – og jeg tror ærligt talt, at de har ret. For Vargtimman er et fremragende eksempel på, hvad pokker vikingmetal egentlig er, og hvorfor den genre har en eksistensberettigelse.

Tracklist

  1. I Have the Sky
  2. Vargtimman
  3. Fenris
  4. Rise of the Destroyer
  5. Alvablot
  6. Den Dighra Döden
  7. Ner i Mörkret
  8. Heimdals Horn