Arbejdsomme vikinger
For cirka en måned siden anmeldte jeg de svenske doomere Isoles Dystopia med en middelkarakter til følge. Men selvom jeg havde et blandet indtryk af albummet, var der unægtelige højdepunkter; især Olsson og Bryntses harmoniserede guitarspil og vokal, som jeg håbede på at høre mere til. Da jeg erfarede, at de begge to ligeledes var albumaktuelle med deres Bathory-inspirede Ereb Altor, var valget således truffet for mig. Lad os se, om gruppens ottende album, Järtecken, nu også er det korrekte valg.
Doom til thrash
Jeg er lykkelig over at kunne rapportere, at Järtecken falder betragteligt mere i min smag end Dystopia; endda ofte med de samme elementer, jeg elskede ved sidstnævnte. Sørgmodige krigstrommer indleder ”Avgudadyrkans Väg”, førend d’herrer Olsson og Bryntse (alias Mats og Ragnar) lader guitarerne tale med en harmoniseret melodi. Kort efter lader de ligeledes stemmebåndene tale, og skaber den samme magi som hos Isole. Gruppens Bathory-inspirerede stil sidestiller doom med black og thrash; barskhed med melankoli og melodi, og åbneren fungerer glimrende som introduktion til albummet som helhed. Efterfølgende veksler ”Queen of All Seas” hård doom med et melankolsk vokalbåret omkvæd, hvis overgang mellem dobbelt- og enkeltvokal er en ren genistreg. Jeg må dog også sige, at sangen lider under et af mine centrale kritikpunkter ved Dystopia; nemlig, at den savner udvikling – introduktion af nye passager – for at retfærdiggøre sin spilletid på otte minutter.
Gruppens midtersektion er, med en enkelt undtagelse, helliget thrash og black metal. ”Alliance In Blood” blæser til angreb med rivende thrash-riffs og formørkede growls. Omkvædet tilsættes en snert af melodi i riffingen, ligesom den bidske snerren afløses af en lidt mere medgørlig vokal. På fire-og-et-halvt minut gør den hvad den skal, og heller ikke mere, førend ”Chained” følger efter med mere thrash-riffing af en lidt mere melodisk karakter. Stormløbet brydes midlertidigt af den mere doomede og halvlange ”My Demon Inside”, førend tredje og sidste korte thrasher, ”Prepare for War”, runder midten af.
Mod slutningen finder vi albummets længste og mest arketypiske sang, ”Hvergelmir”. Dennes blanding af semimelodisk doom og hhv. melodisk og thrashet black metal er yderst sprængfarlig, mens refrænet og det efterfølgende melodiske guitarstykke giver sangen en velskabt episk karakter. Eposet udbygges på de facto-afslutteren ”With Fire In My Heart…”, som henrykker med en basspillet introduktion, som går direkte over i flot, melodisk black/doom-melodi og -riffing. Som afsluttende kommentar nævner jeg, at produktionen er lige så flot som på Dystopia, hvilket bidrager til at navnlig vokalen lyder så godt, som den gør.
Quorthons disciple
Järtecken er et flot og afvekslende album, hvor elementer af doom, black og thrash kombineres for at skabe et barskt, Bathory-inspireret vikingalbum. Ligesom bagmændenes doom-band er Ereb Altors musik rig på harmoniserede vokal- og guitar-melodier, og begge bruges rundhåndet på Järtecken. Enkelte sange strækkes lovlig langt, hvilket også var min oplevelse af Dystopia, men Järtecken er for mig et stærkere album som helhed. Især de to afsluttere viser hvorfor, der skelnes mellem ”black metal med vikingetekster” og ”viking metal” – flot stemning og flot album.
