Vinylbanner
Dream Theater

Dream Theater og Opeth

KB Hallen, Frederiksberg

Der var ikke alt for mange mennesker på gulvet i KB Hallen denne søndag aften, da Unexpect fra Montreal gik på scenen som første band i den Mike Portnoy-organiserede Progressive Nation 2009 Tour. Det var en skam, for akustikken i den nøgne hal får alt til at runge og mudre sammen, især bassen, i en sådan grad at man skulle koncentrere sig for at opfatte, at bandet faktisk var virkelig dygtige og havde nogle spændende, hektisk skiftende kompositioner. Det lykkedes ikke desto mindre hurtigt Unexpect at få fat i det publikum, der var, gennem deres karismatiske sceneoptræden. Bandets sangerinde, en sortklædt goth-trold med et heftigt garn, der gik et godt stykke ned over numsen, vred sig og hoppede spooky rundt på scenen, mens hun problemfrit vekslede mellem flot ren, kraftfuld vokal (der heldigvis bar hen over larmen) og ond, ond growl. Bandets havde også en violinist med, der faktisk lod til at have en ordentlig teknik (beklager, det skal jeg jo kommentere, når det nu er mit eget hovedinstrument). Det af musikken, der lidt efter lidt lod sig opfange, lød meget kort fortalt som en blanding af Atrox, dødsmetal, Wuthering Heights og en smule Kansas. Klart et band, man fik lyst til at tjekke ud.

Allerede da andet navn, californiske Bigelf, gik på scenen, var der kommet så tilstrækkeligt mange mennesker, at en del af efterklangen var reduceret. Da Bigelfs musik samtidig var mere enkel og bastant i udtrykket end Unexpects, kunne alle følge med, og det gjorde de: Bigelf lignede noget, der var blevet zappet ind fra midthalvfjerdserne i deres luksushippie-kluns. Forsanger Damon Fox indtog scenen med høj hat og havde snart godt fat i publikum med sin sprøde rock'n'roll-croonerstemme, mens han havde en hyperaktiv hånd på hver af de to gamle keyboards/orgler, han stod imellem. Musikken var nærmest en progressiv udgave af Wolfmother, eller en lidt tungere, mere markant udgave af Beardfish. Ikke revolutionerende, men 70'er-progrock på en supercool måde.

Så kom turen endelig til aftenens første hovedret: Opeth. "We are Opeth from Sweden, the superior country in Scandinavia" drillede bandleder Mikael Åkerfeldt publikum et stykke inde i koncerten. Havde han sagt "We are Opeth, the superior band in Scandinavia" havde folk nok været mere enige. For verdens nok mest succesfulde progressive melodeath-band leverede et helt fantastisk show denne aften. De var koncentrerede, nærmest andagtsfulde på scenen (i skarp kontrast til Åkerfeldts bizarre kommentarer mellem numrene) og spillede alt perfekt. Lyden i hallen var nu blevet nærmest tålelig, fordi gulvet langt om længe var godt fyldt op, og især Åkerfeldts knivskarpt rene vokal bar så smukt igennem i det første nummer "Windowpane", at man glemte tid og sted for bare at stå og nyde. De øvrige numre var "The Lotus Eater", "Godhead's Lament", "Harlequin Forest", "Deliverance" og "Hex Omega". Man manglede lidt at høre "Blackwater Park"-albummet repræsenteret, men man kan jo ikke nå det hele på en time.

Aften sluttede med Dream Theaters ottende koncert i Danmark. Jeg har hørt dem 5 gange før, og på basis af dette beskedne statistiske materiale vil jeg konkludere, at de simpelthen altid er værd at høre. Selv når de ikke er helt på toppen, er de stadig et mere overlegent liveband end stort set alle andre, og denne aften var de heldigvis rigtig gode. Fra scenetæppet faldt på det første fælles band-brag i "A Nightmare to Remember" fra det seneste album "Black Clouds & Silver Linings" til bandets ekstranummer, "The Count of Tuscany" fra samme skive, var de herrer Portnoy, Petrucci, Myung og Ruddess så virtuose som nogensinde. James Labries stemme var det eneste, der virkede slidt og ikke helt oppe på dupperne (hans stemme var især presset i balladen "Wither", hvilket var en skam, da denne netop er orienteret omkring sangmelodien). Det, der adskiller Dream Theater fra andre virkelig gode progressive bands, er, at de live er så dygtige, at de har overskud til at interagere med publikum samtidig med at de fyrer den ene syge solo og komplekse instrumentalpassage af efter den anden. Især Jordan Ruddess var i sit es denne aften, bl.a. med et syret keyboardshow, hvor han spillede sammen med en virtuel synthesizer-troldmand på storskærmen, og i "Take the Time", hvor han greb et håndholdt tangentbræt og dansede hen over scenen i bedste Chick Korea-stil, mens han smed Kevin Moores ellers legendariske fraseringer væk i solostykket og lavede et vildt rock'n'roll-agtigt nodebombardement i stedet. Hallen var godt proppet under koncerten, hvilket forbedrede akustikken yderligere, og lyden var i sig selv god. Det samme kunne dog ikke siges om udsynet - jeg måtte flytte mig et godt stykke ud i siden for at kunne se musikerne hen over menneskemængden. Bandet havde dog gode stagecam-billeder op på storskærmen, så alle kunne følge med, når der var ultrablær i sigte.

Dream Theaters sætliste denne aften: "A Nightmare to Remember", "Constant Motion", Jordan Ruddess' keyboardsoloshow, "Sacrificed Sons", "Wither", "Erotomania", "Voices", "Forsaken", "Take the Time" (i en forkortet udgave - formentlig for at spare Labries stemme lidt) og altså "The Count of Tuscany" som ekstranummer.

Selv om Dream Theater var fremragende, vil Opeth alligevel stå tilbage som højdepunktet for mig denne aften. Det skyldes måske, at Dream Theater har gjort én forvænt, som min storesøster bemærkede på vej væk fra koncertstedet. Hvor publikum havde underkæben nede mellem knæene over, hvor godt de abrupte rytmer sad i den unisone passage sidst i Opeths "Harlekin Forest" (hvorefter Mikael Åkerfeldt stille spurgte publikum "was it tight?", mens han stemte sin guitar til næste nummer), virkede folk nærmest lidt upåvirkede af de sindssyge, hurtige, perfekt synkroniserede løb i bas, guitar og keyboard, som Dream Theater excellerer i og sandsynligvis også ville være i stand til at fyre af, hvis de blev vækket midt om natten og smidt ind på en scene. Eller også skyldes min større begejstring over Opeth, at jeg bare blevet en lille smule gladere for bands, der interesserer sig mere for at opbygge en atmosfære i deres numre end at brillere på deres instrumenter. (Det skal dog retfærdigvis siges, at der trods alt er mange fede stemninger på numrene på "Black Clouds & Silver Linings", omend det stadig er "Images & Words" og "Awake", jeg vender tilbage til, når der skal lyttes Dream Theater.)

Under alle omstændigheder: Både Unexpect, Bigelf, Opeth og Dream Theater var fede denne aften, og hvis du ikke var der, er det synd for dig!

Tilføj kommentar