Bulldozer-blues i stereo
… Og de første skal blive de sidste
Det skorter ingenlunde på muligheder for at kaste bibelcitater eller falleret farhumor efter et bandnavn som Turbo Moses. Men bag de oplagte ordspil gemte sig en langt mere alvorlig kendsgerning: Da tyskerne fredag åbnede Dødsgangen 2025, var det ganske vist deres første koncert på dansk jord – men også begyndelsen på festivalens svanesang. Lejligheder skal erstatte fængselsporte, og byggeriet er angiveligt så fremskredent, at Dødsgangen må lægges i graven for stedse. Festivalens unikke kulisse kan ganske enkelt ikke genopstå andre steder. Det var med andre ord nu eller aldrig – og Turbo Moses fik æren (eller byrden, om man vil) af at forestå den uigenkaldeligt sidste åbningsceremoni.
Kvartettens knastørre udtryk virkede i forvejen skræddersyet til de barske mure i Vridsløselilles fængselsgård – men ramte naturligvis ekstra hårdt under de nu uafvendelige omstændigheder. Ak ja, hvor Moses førte folket ud af Egypten i jagten på det forjættede land, ledte tonerne af Turbo Moses os uundgåeligt tættere på mørket. Alt imens bulldozerne stod på spring for at tilbyde fængselsgården frelse i form af en stribe toværelses til 18.000+ om måneden.
Borte med blæsten
Det var en besynderlig åbning på Dødsgangens sidste kapitel. Publikum blev først mødt af raslende kæder og temaet fra Olsen-banden, førend de tyske debutanter trissede ind til deres første koncert uden for hjemlandet. Og selvom settingen var perfekt for et slag fodslæbende sludge, ville vejrguderne det anderledes: Vokalen forsvandt jævnligt i den stride sidevind og efterlod rytmesektionen med at bære det meste af vægten. ”The Serpent” – leveret i to dele – gled næsten ubemærket forbi publikum, der først ved afslutningen kvitterede med et spagt bifald.
Under ”Slow Death by Quicksand” blev der hevet lidt liv ind i fængselsgården. Ikke mindst takket være forsangerens desperate skrig og en fællesskål, der sendte publikum i baren efter friske forsyninger. Men da kvartetten fulgte op med ”Killdozer Rampage,” stod det klart, at vinden var en mere end besværlig modspiller. En i forvejen noget ensidig vokal fik aldrig fodfæste – og heller ikke den ellers driftssikre placering foran lydteltet kunne redde balancen i lydbilledet.
Den følgende sekvens fungerede bedre. ”Hollywood Superstar” fik lokket flere ind foran scenen, mens den afsluttende ”Nails” gav plads til de hypnotiske riffs og den bastunge trance, som i glimt viste, hvad bandet faktisk kan. En tak til arrangør Louise Bagger for muligheden virkede både sympatisk og oprigtig – og i solen med en IPA i hånden var det svært helt at nægte Turbo Moses et nik med hatten.
Hæderligt uden at være prangende
Turbo Moses fik æren af at åbne Dødsgangens første festivaldag, men bar samtidig byrden af en koncert, der aldrig for alvor formåede at folde sig ud. Vinden pillede ofte vokalen fra hinanden, og materialet – bestående af mestendels uudgivne numre – manglede måske den referenceramme, som kunne have sikret et stærkere modsvar fra publikum. Alligevel efterlod tyskerne periodevis anstrøg af potentiale, særligt i de mere hypnotiske øjeblikke, hvor bassen og riffene fik lov at dominere uden forstyrrende elementer. Det var hverken prangende eller katastrofalt – snarere en hæderlig debut på dansk jord, som dog næppe sender bandet i fast rotation på hjemmematriklens anlæg, men som alt andet lige satte et fint aftryk i disse første af fængselsgårdens sidste timer.
Sætliste:
- The Serpent, Pt. 1 & 2
- Slow Death by Quicksand
- Killdozer Rampage
- Hollywood Superstar
- Nails
