
Tømmermænd og søvn i øjnene
Da jeg så de unge Wacken-vindere Thus på Copenhagen Metal Fest sidste år, slog de fuldstændig benene væk under enhver gammelmandsskepsis, jeg måtte have. De virkede allerede dengang parate til langt større rammer end den intime BETA2300, men var de virkelig allerede klar til at optræde på Copenhell? Det gjorde ikke ligefrem udsigten nemmere med det ukristeligt tidlige tidspunkt, jyderne havde fået tildelt til at præsentere deres tekniske, groovy og melodiske dødsthrash for et Copenhell-publikum med masser af tømmermænd og søvn i øjnene.
'Er I fucking klar?'
Selvom svaret på ovenstående spørgsmål fra forsanger Frederik Jensen ikke var helt utvetydigt, så startede Thus med et brøl i form af “Inhale the Ash”. Men Jensen gav ikke op. Inden næste nummer, “Pacify the Parasite”, forsatte han opfodringerne med et 'nu skal vi have gang i den her fredag' – og så skete der noget! Selvom man kan indvende, at jydernes tekniske dødsthrash er svær for den gennemsnitlige pit-entusiast at moshe, endsige headbange til, så blev der gjort masser af entusiastiske forsøg.
Da vi anmeldte gruppens debut-EP, The Terminal Condition of Existence, sidste år, skrev vi blandt andet, at der var en ’imponerende variation af riffs, trommekombinationer og vokallevering’, og alt det fik vi i den grad bekræftet her. Der var altså masser af fart, teknik og omskiftelighed, så det var bare om at følge med så godt, man nu kunne. Udover at gruppen sådan set bare er ekstremt dygtige, så var der faktisk flere grunde til, at al kompleksiteten fungerede: Dels har Frederik Jensen en bundsolid vokal, der ubesværet hører hjemme i både thrash og død, og dels indeholdt de fleste sange lige det strejf af melodi og catchiness, der skulle til for at fastholde folket foran Gehenna-scenen.
Et prima eksempel på det var "Atlas of Hate", der blev introduceret som ikke bare en sjæler, men en vals! Det førte til nogle prisværdige forsøg på at mestre de vanskelige trin nede i pitten. Derefter fik vi et helt nyt nummer, “Deadweight”, som endda blev spillet for allerførste gang live. Det var endnu et ambitiøst nummer, men det sad lige i skabet og lover godt for fremtiden. På trods af deres åbenlyst melodiske talenter er der dog intet, der tyder på, at Thus har tænkt sig at blive mere kommercielle foreløbig. “Graveyard of Empires” sluttede festen af med en ægte fredag formiddags Wall of Death, og 45 vildt underholdende minutter var fløjet forbi.
Fremtiden er lys
En ting er at vinde Wacken Metal Battle, endnu mere imponerende er naturligvis at blive kåret som Årets Danske Håb af Heavymetal.dk. Thus levede uden problemer op til begge akkolader denne tidlige fredagsstund – og mere til endda. Hvis gruppen kan holde snuden i sporet, tegner der sig en lys fremtid for de unge gutter, der simpelthen strutter af talent.
Sætliste:
Inhale the Ash
Pacify the Parasite
Spit From the Ceiling
Incorporeal
Inevitable Saints
Atlas of Hate
Deadweight
Graveyard of Empires