Interview med THUS

Thus Thus

Vi fik os en snak med Danmarks første vindere af Wacken Metal Battle.

Det kan efterhånden ikke være gået manges næser forbi, at Thus vandt Wacken Battles 2024. Kort tid efter bandet vandt, fik vi en snak med dem om, hvem de er, hvordan det var at vinde, og de gav et par gode råd til fremtidige deltagere af Wacken Battles.

Hvordan føles det at være det første danske band, der vinder Wacken Metal Battle?

Det er både stort og en smule surrealistisk. Her en uges tid efter vores tur til Wacken Open Air er virkeligheden og hverdagen så småt ved at indfinde sig igen, men vi er stadig helt høje på sejren og den medvind, det har medført at vinde Wacken Metal Battle 2024. Konkurrencen har kørt i 20 år, og at vi er det band, der hiver guldet med hjem til Danmark, er ærligt talt ikke noget, vi i vores vildeste fantasi havde regnet med.

Kan I beskrive rejsen fra bandets dannelse til jeres sejr i Wacken? Hvilken hjælp og hvilke udfordringer har I mødt undervejs?

Idéen om Thus blev undfanget for efterhånden en håndfuld år siden af vores vokalist og guitarist, Frederik Jensen. Der blev hurtigt skrevet sange og arbejdet på at forfine det musikalske udtryk, men det skulle vise sig at være rimeligt besværligt at finde de rigtige bandmedlemmer. Først kom Tobias med på guitar omkring 2020, et års tid efter kom jeg [red.: Sebastian] med på bas. Vi kløede på med at få indspillet nogle af vores efterhånden mange færdige numre og udgav et par singler med dertil hørende musikvideoer i 2023, som er indspillet af session-trommeslageren Sebastian Lanser fra Obscura, Obsidious med videre.

Samme år fandt vi langt om længe det sidste medlem af Thus – nemlig trommeslager Daniel Nielsen. Dermed var holdet sat, og vi satte hurtigt alt fokus ind på at lancere bandet på sociale medier, at få udgivet flere stærke singler og at få spillet en helvedes masse koncerter.

Bandet blev booket til en lang række events, og i løbet af første halvdel af 2024 udgav vi både de resterende tracks til vores debut-EP, The Terminal Condition of Existence, og vi spillede over 20 koncerter rundt i hele landet, hvor vi modtag en overvældende positiv respons.

I løbet af foråret tilmeldte vi os Wacken Metal Battle. Der var lidt delte meninger internt i bandet, om det overhovedet gav mening for os at være en del af sådan et ’band battle’-format. Men vi tog chancen og gav det et skud. I første indledende runde i Aalborg blev vi ikke sendt videre, og vi var da ærligt talt ret skuffede over den nyhed. Men vi fik tildelt et såkaldt ’wildcard’ og endte i finalen på Gimle, hvor den internationale jury faldt helt på røven over bandet og sendte os videre som den danske repræsentant på Wacken Open Air.

Det danske Wacken Metal Battle overraskede os enormt positivt, da vi slet ikke havde forestillet os, at det var så tjekket, men samtidig så uformelt et foretagende, at konkurrencedelen trådte lidt i baggrunden, til fordel for at de deltagende bands kunne netværke med en lang række danske og internationale branchefolk. Så kæmpe skud ud til Søren Weiss og resten af holdet, der virkelig løfter konceptet til nye højder herhjemme.

Efter at have vundet finalen gik vi direkte i sommertræningslejr. Som Metal Battle-band på Wacken har man kun 20 minutter at gøre godt med, så vi brugte lang tid på at tale om, hvordan vi kunne gøre det bedst mulige indtryk på både publikum og jury på så kort tid.

Den træning og de overvejelser må åbenbart have båret frugt, for efter en lettere kaotisk bustur til Wacken og en overvældende modtagelse fra et kæmpestort festivalcrowd blev vi simpelthen udråbt til årets internationale vinder op mod et væld af bands fra hele verden.

Og her står vi så nu – et band, der har knoklet i kulissen længe, spillet live i syv måneder og netop er hjemvendt fra Wacken som årets Metal Battle-vinder.

Hvad inspirerede jer til at starte Thus, og hvordan har jeres musikalske baggrunde formet bandets lyd?

Bandets frontmand og guitarist, Frederik Jensen, udstak i sin tid retningen for bandet, da han ønskede at skabe noget, der ikke fandtes i forvejen på metalscenen. Målet med Thus var og er at udfordre dødsmetalscenen herhjemme ved at tilføje et moderne og progressivt tvist inspireret af bands som Alluvial, Revocation og Gojira, og forhåbentlig at nå langt ud over landets grænser.

Frederik skrev i starten en lang række numre, som stak i lidt forskellige retninger, men hen ad vejen blev lyden forfinet, og bandets udtryk blev mere helstøbt. I dag præsenterer vi os som et melodisk og progressivt dødsmetalband, men vi elsker at eksperimentere og mener selv, at vi har fundet en lyd, der er svær at sætte i en decideret kasse, og som forhåbentlig virker som et frisk pust på den danske metalscene.

Alle musikerne i Thus har stor erfaring på den danske scene fra bands som Mother of All, Chronicle, Polars Collide, Statement, 9000 John Doe, Defacing God, Livløs (live) med flere. Så selvom vi på papiret er et helt nyt band, har vi gået professionelt til projektet fra dag et, både når det gælder sangskrivning, visuelt udtryk og management og booking.

Hvordan har jeres sejr påvirket jer som band? Hvad betyder det for jeres fremtidige planer? Hvilke ’goder’ er der kommet ud af det indtil videre?

Sejren er stadig helt ny, så det er lidt svært at sige. Men den har givet os et kæmpe skub rent eksponeringsmæssigt og har været med til at slå os fast som en af de nye, spændende aktører på den danske metalscene.

Til den danske Metal Battle-finale i Roskilde mødte vi Benny Bats fra Doomstar Bookings [red.: Aborted, Cynic, Baest med flere], som vi nu arbejder sammen med, og vi har i løbet af Metal Battle-forløbet etableret supermange gode og spændende kontakter til management, labels og øvrige branchefolk, som vi aldrig selv ville have kunnet nå igennem til, hvis vi bare var endt som mail nummer 1345 i deres indbakke.

Derudover har opmærksomheden i kølvandet på Metal Battle-sejren givet os et springbræt til at spille mere profilerede jobs i både ind- og udland. Vi blev for nylig tilbudt en plads som erstatning for Bersærk på Næstved Metal Festival, og desuden er der tradition for, at tidligere års vinder af Wacken Metal Battle kommer tilbage til festivalen året efter og leverer en fuld koncert uden nogen konkurrence eller 20 minutters-grænse hængende over hovedet – det glæder vi os til!

Og sidst fik vi et hav af sponsorgaver med hjem fra Wacken samt en pengepræmie på 5.000 euro. Det er sgu da ikke så skidt endda.

Jeres debut-EP er blevet godt modtaget. Hvordan har feedbacken fra fans og kritikere været, og hvad har det betydet for jer?

Vi har generelt oplevet, at vores musik er blevet taget enormt godt imod, både herhjemme og i udlandet. Der kører derudad med salg på Bandcamp, streaming og visninger af vores videoer på YouTube i et tempo, som vi er meget tilfredse med. Vi var oprigtigt lidt bekymrede for, om vi var for ’sære’ til, at den danske scene ville omfavne os, men med et hav af succesfulde koncerter bag os og pladser på en række af landets største metalfestivaler er den tvivl blevet gjort til skamme. Så nu er det bare hårdere, vildere og afsted mod det store udland!

Kan I fortælle lidt om den kreative proces bag jeres EP? Hvordan arbejder I sammen som band, når I skriver og producerer musik?

Numrene på EP’en er efterhånden ved at være relativt gamle. En sang som ’Pacify the Parasite’ stammer helt tilbage fra bandets start. Frederik Jensen er bandets primære kreative drivkraft – han indspiller som regel en demo af et nummer i sit hjemmestudie, og så arbejder vi sammen på at finpudse ideerne og bidrage med vores individuelle input i forhold til guitarleads, bassens rolle og så videre. Men det er klart hos Frederik, at størstedelen af sangskrivningen finder sted, og så sender vi efterfølgende Guitar Pro-filer og små lydbidder til hinanden, som er med til at polere nummeret.

Jeg tror efterhånden, at de fleste moderne metalbands skriver på en lignende måde – det er i hvert fald svært at jamme sig frem til progressiv dødsmetal i et øvelokale, da delene typisk er meget informationstunge og komplekse i deres arrangementer og fordeling af guitarlag.

I forhold til produktionen af EP’ en indspillede vi alt undtagen trommer i Frederiks hjemmestudie, hvorefter vi sendte det til mix og master hos producer Andreas Linnemann [red.: Baest, Angerot med flere]. Trommerne blev indspillet i Østrig hos Sebastian Lanser [red.: ex-Obscura, Obsidious], som ligeledes sendte råfilerne til Andreas.

Hvordan oplever I den danske metalscene lige nu? Hvilke muligheder ser I jer og nye bands have kontra tidligere?

Vi oplever helt klart en større diversitet i forhold til genrer og udtryk end for bare 10-15 år siden. Der bliver i den grad eksperimenteret, og det er for sejt, at det danske metallandskab kan fostre bands som Lamentari, Iotunn og Konvent – og selvfølgelig store internationale spillere som Baest og Cabal.

Det har helt sikkert fået flere internationale branchefolk til at holde et vågent øje med det danske metallandskab, men det forpligter. For det kræver en professionel tilgang og et kæmpe drive at blive bemærket og at imponere den slags mennesker. Men mulighederne for at slå igennem som dansk metalband er der, og de virker til at være flere end nogensinde før.

Desuden har den nye bølge af danske metalfestivaler givet selv små bands mulighed for at gøre et indtryk på ret store crowds. Fra et bands perspektiv er de geniale muligheder for at vise sig frem og spille profilerede jobs, før man har opbygget sig et navn.

Hvilke bands eller kunstnere har haft størst indflydelse på jeres musik, og hvordan påvirker det jeres lyd og liveoptrædener?

Vi er inspireret af bands som Revocation, The Black Dahlia Murder, Alluvial, Feared og Gojira. Man kan høre elementer af alle bands i vores lyd, men Revocation er nok den artist, flest har sammenlignet os med. Det kommer særligt til udtryk i vores skæve, men samtidigt melodiske take på dødsmetallen – og i vores forkærlighed for jazzede akkorder, skiftende taktarter og snørklet sangskrivning.

I en live-sammenhæng er vi også meget inspirerede af ovennævnte artister. Det er alle bands, som ikke behøver tusinde gimmicks, pailletter eller en halv meter plateausko, når de spiller koncerter – de kører den hjem på karisma, energi og effektiv sangskrivning, og vi er helt klart et band af den gamle skole, hvor musikken først og fremmest skal kunne bære sig selv. Og så kan vi altid bygge på med ildkugler, jonglører og lasershows hen ad vejen.

Hvordan forbereder I jer til jeres liveoptrædener, og hvad kan publikum forvente af en Thus-koncert?

Vores musik er relativt kompleks, så opvarmning er ret vigtigt for hele holdet. Det foregår på lidt forskellige måder, men der er dømt både skrigeri, udstrækningsøvelser og gennemgang af de svære stykker i sættet, når vi varmer op backstage. Vi er et meget socialt anlagt band, som elsker at bruge tid sammen. Så vi får typisk også en sludder og en drink eller to.

Umiddelbart inden vi går på, kommer det kritiske øjeblik, hvor vi skal dobbeltjekke, at der er hul igennem til både in ear-monitors og trådløse enheder. Det er heldigvis endnu ikke kikset fuldstændig. Og lige før vi går på scenen, kører vi typisk et gruppekram, hvis der er tid og plads til det. Så alt i alt er seancen ret nede på jorden – ingen sataniske ritualer eller ofringer af jomfruer. Endnu.

I vores liveperformance går vi meget op i at levere vores musik tight og præcist, men samtidig at komme ud over scenekanten og ramme publikum. Vi går også meget op i at opbygge dynamiske sætlister, der flyder godt sammen og viser forskellige sider af, hvad vi kan som band.

Hvad vil være jeres råd til de danske bands, som vil forsøge at gå i jeres fodspor næste år? Hvad skal de gøre, have fokus på og arbejde på?

Være lige så seje som os!

Ej, det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men omvendt er det ikke helt løgn. Vi havde fra starten fuldstændig styr på vores produkt. Vi havde nogle tjekkede musikvideoer at fremvise, vi havde trykte visitkort og merch, vi havde styr på vores liveudtryk, og vi havde nogle, synes vi selv, gode sange i bagagen. Desuden havde vi lavet klare aftaler i forhold til tilgang til networking, alkoholindtag, opsætning af gear, overholdelse af tidsplan og så videre.

Det lyder kedeligt, men det handler sgu om at være tjekkede, hvis det skal give pote at være med i en konkurrence som Wacken Metal Battle. Allerede inden vi vandt Metal Battle-konkurrencen på Wacken, havde vi i bandets optik vundet den virkelige konkurrence ved at imponere branchefolkene og skabe stærke samarbejder, der kan få bandet til at vokse på den lange bane.

Det kan næste ikke siges tydeligt nok: Meld jer for alt i verden til Wacken Metal Battle, men tag det alvorligt. For i så fald kan det være uendeligt meget mere end bare en ’band battle’-konkurrence.

Tak til alle, der har læst med så langt, og kæmpe tak til Heavymetal.dk for at skrive om os!
Vi glæder os til at fejre Metal Battle-sejren til Næstved Metalfest, Copenhagen Metal Fest, Aalborg Metal Festival og en helt masse andre fede events i løbet af efteråret!