Ånden fra Epic Fest
Når man melder sig helt frivilligt til to dages Epic Fest i Roskilde, så fanger bordet åbenbart. Det var i hvert fald min tanke, da jeg torsdag eftermiddag bevægede mig mod Hades og en time sammen med Gloryhammer. Der var med andre ord episk power metal, fantasy-fortællinger og en pæn sjat fjollerier i horisonten. Men hvilken version af bandet havde vi mon i vente? Her på sitet har vi haft blandede oplevelser med deres koncerter, der ikke altid har kunnet leve op til de normalt så roste albumudgivelser. Senest de besøgte Refshaleøen, var de ’OK’, mens de sidste år på Copenhell Metal Cruise var decideret ringe. Ville den ’nye’ forsanger, Sozos Michael, endelig kunne løfte arven efter Thomas Winkler, den oprindelige Angus McFife?
Vi fløj væk med vinden
Især bedømt på deres optræden på Metal Cruise sidste år og det faktum, at der kun er gået tre år, siden de var her senest, virkede Gloryhammer som en ’best available’-booking, men det har jo også været et svært år for Copenhells bookere. Det bekymrede Gloryhammer sig naturligvis ikke synderligt meget om, og fra de energisk lagde ud med "The Land of Unicorns", så de sig ikke tilbage. Alt ved Gloryhammer er jo en kærkommen påmindelse om, at vi ikke altid skal tage os selv og vores favoritmusikgenre så fandens alvorligt. Sådan var det hovedsageligt også denne eftermiddag, men det vender vi tilbage til.
Desværre gav det heftige blæsevejr store problemer med lyden, der i perioder fløj væk med vinden. "Fly Away" gav frontmand Michael en fuldt forståelig anledning til at klage over blæsevejret. Men her i Thors land kæmper enhjørninger tydeligvis forgæves mod vejrguden. Når vi endelig kunne høre noget, lød det hele egentlig godt nok. Michaels vokal var lys og fin, og han gjorde, hvad han kunne for at få gang i festen. Resten af bandet spillede jo eksemplarisk, mens de også tumlede rundt og legede ’sværd og sandaler’. Apropos legede, så fik Gloryhammer besøg af en saxofonspillende øglemand, og det samme kryb fik med hammeren lidt senere. Man må håbe, han havde fortjent det.
Musikalsk leverede gruppen som forventet. "Gloryhammer" med de tunge riffs mindede os om, at det trods alt stadig er tung metal power, metallen kommer fra. Men det med ikke at tage det hele så alvorligt fik lidt af et skud for boven, da begge guitarister holdt et par selvhøjtidelige skåltaler, der endda delvist druknede i blæsten. Englænderne sluttede af med den ustyrligt cathy "Hootsforce", og så "The Unicorn Invasion of Dundee", der udover at være både en af de sejeste og mærkeligste sangtitler nogensinde var en opvisning i alt det, man elsker og hader ved klassisk power metal. Fuld fart, masser af teknisk kunnen og en melodi på grænsen til det irriterende.
Kan flere hundrede crowdsurfere tage fejl?
Lige under en times underholdning fik vi, men englænderne spiller jo også vældig hurtigt. Der var naturligvis gang i crowdsurfing hele vejen igennem, men alligevel var det, som om band og publikum ikke rigtigt kunne mærke hinanden denne eftermiddag. Det var svært undervejs ikke at få den tanke, at når nu Danmark har fået en temmelig succesfuld og rendyrket power festival i Epic Fest, så er det måske ikke længere så relevant at booke den genre til Copenhell? Måske ville Powerwolf lørdag eftermiddag få mig på andre tanker …
