Angus er død, længe leve Angus
Det kom helt og aldeles ud af det blå, da Gloryhammer tilbage i august 21 annoncerede, at vokalisten, Thomas Winkler (selveste Angus McFive), var blevet fyret fra bandet. En ting er, når en guitarist eller trommeslager bliver afskediget. Men når det er vokalisten, det drejer sig om, så bliver bandets fremtid noget mere usikker, og historien er fyldt med eksempler på bands, hvor et sangerskifte nærmest betød, at bandet gik i graven. Jeg skal da også indrømme, at jeg var skeptisk, da Winklers unikke vokal var noget af det, der fik mig til at blive Gloryhammerfan i første omgang – at han så totalt tabte mig som fan med sit soloprojekt Angus McSix, er en anden historie. Men nu er Gloryhammer altså tilbage, og denne gang bliver de anført af den unge Sozos Michael. Så må vi se, om han formår at hæve hammeren højt, eller om han taber den ned over sine fødder.
Er der et plot!?
På baggrund af hele affæren med Winklers exit og soloprojekt er det oplagt at holde Return to the Kingdom of Fife op imod Angus McSix and the Sword of Power – især fordi det albums primære eksistensgrundlag var at forsøge at bevise, at Thomas sagtens kan klare sig uden Gloryhammer. Der må jeg dog blot påpege, at det kunne han virkelig ikke. For nok er Return to the Kingdom of Fife ikke et lige så godt album som sin forgænger (som jeg i øvrigt fortryder, at jeg ikke gav 9/10 i stedet), men hold nu op, hvor det dog tørrer røv med Angus McSix and the Sword of Power. Selvom jeg må erkende, at jeg ikke er fan af Sozos’ vokal, der både mangler slagkraft og identitet, så er selve musikken simpelthen bare adskillige ligaer bedre. Den er nøjagtig lige så overdrevet, fjollet og 1980'er-kitschet, som Gloryhammer skal være. Også selvom kreativiteten ikke helt er på samme niveau, og selvom det virker dovent, at de decideret plagierer adskillige riffs fra Sabaton. Ligeså savner jeg et stærkere narrativ, vel vidende at det at høre Gloryhammer for historien er som at se porno for plottet.
Men alt det til trods, så har bandet stadig fat i den lange ende, og der er masser af lyriske perler som ”sword lord of the goblin horde”, ”a shining realm of unicorn defenders” og ”goblins, agents of doom, masters of evil that come from the moon”. Gloryhammer er stadig rendyrket He-Man-metal, og det er fantastisk. Nu skrev jeg tidligere, at det samlede narrativ var lidt tyndt, hvilket jeg står ved, dog benytter de sig nu og da af enkelte musikalske callbacks til tidligere numre, hvilket er med til at skabe noget samhørighed, som fungerer rigtig fint. For eksempel genbruges introriffet fra sangen ”Gloryhammer” fra det forrige album i sangen ”Maleficus Geminus (Colossus Matrix 38B – Ultimate Invocation of the Binary Thaumaturge)”, hvilket fungerer overraskende godt. Det samme gør sig gældende på albummets åbner, der replicerer det forrige albums åbningsnummer.
Mere power, mindre disco – tak!
Selvom Gloryhammers fjerde opus samlet set er den bedste powerskive, jeg har hørt i år (det siger så ikke ret meget, bevares!), så savner jeg noget mere power. Der kunne nemt være mere smæk på albummet. Ligeså ville jeg have ønsket, at de havde skruet ned for euro-dance-disco-elementerne, den slags er der allerede alt for meget af i europæisk powermetal, og det er normalt noget, Gloryhammer plejer at gå udenom, sådan i grove træk. Slutteligt må jeg tilsvarende erkende, at jeg simpelthen ikke er fan af Sozos Michael – ikke fordi han er en dårlig sanger, men han lider af at lyde som alle andre powervokalister, ergo ender han med at lyde helt utroligt anonym, derfor kan jeg kun begræde, at bandet valgte at fyre Winkler. For han er absolut savnet!