Hellere en rift i realiteten end andre steder

Jeg kan stadig mærke lykkefølelsen, da jeg som 14-årig endelig stod med mit første lyssværd i hånden. Det føltes ikke som et eller andet plastikrør fra legetøjsbutikken, nej-nej, jeg troede inderligt, at det var den ægte vare. Det blev en legendarisk sommerferie, indtil sværdet naturligvis gik i stykker to uger senere, fordi det ’åbenbart’ ikke kunne tåle vand. Tsk. Fascinationen for sci-fi holdt dog ved, og inden for musikkens verden har jeg slugt mere kosmisk metal, end Disney har forsøgt at lave et godt Star Wars-reboot. Derfor var det også med stor nysgerrighed, jeg sidste år stødte på Labyrinthus Stellarum. Et ukrainsk band med et vanvittigt udgivelsestempo og album som Tales of the Void (2023), Vortex of the Worlds (2024), og nu: Rift in Reality. Bandet er skabt af de to Andronati-brødre, der stædigt holder fast i deres signaturstil: atmosfærisk, kosmisk black metal med rigelige mængder synthesizers, galakseglimt og intergalaktisk desperation. Men kan man virkelig holde niveauet med så tårnhøj en udgivelsesfrekvens? Eller risikerer man, at hullerne også siver ind i musikken?

Som at blive stranguleret bagfra

Jeg smed ni kranier efter Vortex of the Worlds sidste år, og det var ikke bare en impulshandling efter for meget kaffe, det var velfortjent. Albummet var som at blive fanget i en tæt, klaustrofobisk stjernetåge, hvor hvert åndedrag blev en kamp mod tyngdekraften og iltmangel. Rift in Reality er ikke bare en efterfølger, det er søskendebarnet, undfanget i samme intergalaktiske mørke med den samme mængde desperation i blodet. Du kan næsten mærke vakuummets isnende kulde, mens du langsomt trækkes væk fra det velkendte og ud i intethedens alt. Lustre er stadigvæk en inspirationskilde, men spørgsmålet er, om Labyrinthus Stellarum allerede har overhalet sine svenske fætre? Det vil jeg vove at påstå, for selvom Rift in Reality har sine skønhedsfejl (vi kommer til det), så er kvaliteten stadig tårnhøj. Alexander Andronatis vokal lyder som en mand, der skriger mod selve universets kolde mur. Det er desperat, det er oprigtigt, og det gør ondt. Brormand Mishas guitararbejde er flere steder subtilt, men absolut nødvendigt i skabelsen af stemningen. Førstesinglen, ”Ravenous Planet”, leverer varen med vanvittig intensitet og lag-på-lag af synthesizers, også selvom de programmerede trommer trækker lidt fra oplevelsen. Ikke fordi de decideret er dårlige, men fordi de er for mekaniske i et univers, der ellers emmer af følelse og organisk kaos. Ukrainerne er klar til at få et rigtigt bæst bag tønderne, det ville klæde dem. Åbningsnummeret, ”Voyagers”, er den perfekte indledning, der sætter stemningen med en sci-fi-fortælling om eventyrere, der åbner en portal til ukendte verdener. Ingen ved, hvad de finder, og netop den uvished kan de fleste relatere til. For hvem har ikke haft lyst til at flygte fra Excel-ark, småbørn og køen i supermarkedet og i stedet kaste sig hovedkulds ud i det ukendte? Måske netop derfor føles Rift in Reality relevant. Det er ikke bare musik, det er eskapisme med stjernekort og kikkert.

Rift in Reality har dog lidt flere skønhedsfejl end sine to forgængere. ”Take Us Home” drukner i forvrænget vokal, hvilket vender en af bandets største styrker til en svaghed. Ærgerligt, for den balance har de før mestret. Og så er der ”Lost in the Void”, der med mere end syv minutter mest går i ring og aldrig rigtigt letter. Den er tæt på decideret kedelig, hvilket svider.

Det kom fra hinsides og var uden for vores rækkevidde

Rift in Reality er en stærk udgivelse, og Labyrinthus Stellarum skal have ros for at eksperimentere uden at smadre det fundament, de har bygget op. Når det er sagt, kunne man godt ønske, at der var brugt lidt mere tid på at finpudse detaljerne. Er årscyklussen ved at indhente ukrainerne? Måske. Det forhindrer dem dog ikke i at få otte kranier med på vejen, men næste gang håber jeg, at de trykker lidt mere på bremsepedalen. Grundighed er en dyd.