Massere af corpsepaint, men intet lig

De kommer durk fra Helvede med ansigterne højtbelagte af corpsepaint. Græsk-Norske Chontaraz opstod i 2015 fra den norske by Hell og ligner til forveksling et black metal-band, der er faret vild på vej til deres seneste promofotos i skovens dybe, larmende uro. Helt tusmørkt bliver det dog ikke, for bandet kalder blot sin musik “dark metal”. Corpsepainten til trods er der ingen lig begravet i deres lydbillede, som mest minder om en blanding af traditionel, thrashed dødsmetal med et hint af industrial. Phantom of Reality er bandets tredje album og første udgivelse med det nye medlem, trommeslager og producer Fotis Benardo (af uransagelige årsager også kendt som Narwhal), der tidligere har turneret med Sakis Tolis. Det er noget af en forandring fra den tidligere producer, Daniel Bergstrand, der har arbejdet med bands som Dimmu Borgir og Devin Townsend. Det bliver interessant at se, hvad Benardos friske kræfter bag både kedlerne og produktionen kan føre frem til.  

Metal, som mormor kan lide det

Albummet lægger stærkt ud med nummeret “Istanbul”, hvor tonerne fra klassisk, thrashed dødsmetal møder mellemøstlige melodier med en messende mandestemme, som basgangene blæser ind over. Forsanger Frode Kvarsnes vokal er klar og luftig som de varme himmelstrøg, sangen er inspireret af. Ligesom vindheksene i ørkenen har den dog ikke rod i nogen dybere klangdybde, men fyger derudad over sandbankerne med østenvinden. Sangens energi er dræbende som middagssolens dødbringende stråler og viser, at Chontaraz kan levere en velkomponeret og kreativ genresammensmeltning. Bandet holder dog langt fra niveauet albummet igennem, og kvaliteten dratter mod bundlinjen allerede ved anden sang, “Prayer To The Masses”. Hvor vi før var på en ørkesløs pilgrimsrejse over det dødbringende sands sletter, vandrer vi nu ned af en mondæn villavej. Der er et snert af prog i guitarist og bassist Herbjørn Anglens piblende strengeleg, der løber som en livgivende bæk gennem både ørkenen og villakvarteret, men desværre udtørres den af vokalens uformåenhed, og man tørster efter udvikling i det musikalske landskab. 

Flere af sangene blander elektroniske elementer med guitaren i næsten industrial-inspirerede introer, og det fungerer bedst, når de som på “You’re the One to Blame" harmonerer med vokalen. Synthen støder dog sammen med guitaren, fordi dens toneart er så fjern fra riffenes dybe akkorder. Denne dissonans kunne have udviklet sig interessant, men bliver blot distraherende. Beatet ville dog være godt at løbe til, hvilket giver mening, da de elektroniske elementer lyder som gummiskos hvinen mod et gymnastiksalsgulv. Man undrer sig over, hvor de førnævnte mellemøstlige passager er blevet af. Albummet vender aldrig tilbage til inspirationen fra “Istanbul”. Det minder om mormors sammenkogte retter fra dengang, man mente, at en knivspids karry var nok til at krydre en hel gryde flødesovs. En enkelt chili gør ingen hot sauce, ligesom et enkelt nummer med blanding af musikkulturer ikke er nok til at gøre et helt album nyskabende. Det virker mærkeligt at lægge ud med så velkomponeret en genreblanding for derefter helt at forlade den mellemøstlige indflydelse og messeagtige vokal. Sovsen er stadig lige smagløs og hvid ligesom albummet generelt. 

Zeus og kartofler

Sangene på Phantom Of Reality bliver hurtigt ensformige, når man har læst deres manualer inden for de første minutter, og modsat en IKEA-reol byder de ikke på nogle overraskelser under samlingsprocessen. “Lets go” synger Kvarsnes på albummets titelnummer, men Phanthom Of Reality går ingen vegne og løber blot på stedet uden musikalsk udvikling. Vokalen mindede lidt om hæs, halvsnalret sovekammermumlen fra en bedaget Bruce Dickinson. Hvis bandet fremover bliver ved med at eksperimentere med andre kulturers musikalske køkkener som på “Istanbul” og ikke blot vender tilbage til deres græsk-norske zeus og kartofler, er der dog gunstig grobund for at skabe nye, interessante kompositioner.