Den dejlige danske død
Dødsmetal og Dannebrog er noget, der siden genrens spæde start i midtfirserne har gået ganske glimrende sammen. Intet mindre end 138 bands har, ifølge Encyclopedia Metallum, huseret herhjemme, hvis man altså kun tæller rendyrket dødsmetal. Set i forhold til vores nordiske naboer, specielt Sverige og Finland, er det måske ikke alverden, men at skulle være storeksportør af dødsmetal og samtidig være Verdens Lykkeligste Land kan man argumentere for, ville være en anelse modstridende. Så knap 140 bands er ganske fornuftigt. Et af de nyeste tilføjelser til listen over Danedød er fra Horsens og går under navnet Plaguemace. Tilbage i marts udgav de nummeret ”Plagueface”, og i fredags, den 6. november, udgav de deres debut-EP, Primal Priest.
En sløjdtime, man ikke pjækker fra
Umiddelbart er der dog ikke noget typisk dansk over Plaguemaces lyd. Den er stærkt inspireret af den velkendte rundsavsdrevne svenskerdød og krydret med lidt thrashriffs hist og pist. En ganske velkendt genreblanding, hvor udsigten til nye opdagelser i det metalliske spektrum ganske vist ikke er stor, men en blanding, der utallige gange har vist sig at være ganske velfungerende og medrivende.
Åbneren ”Brothelhem” serverer i hvert fald en ganske god portion midttempo død, der nok skal kaste adskillige horn, nakkeknæk og fadølshyldester af sig. Specielt med Andreas Truelsens vokal, der minder om David Tortudød, der har været til talepædagog hos Nunslaughters Don of the Dead. På ”Torture” stiger det musikalske lix tal dog en anelse. Der bliver leget mere med thrash og temposkift, og selvom det er ikke noget, der kandiderer til Mensa, formår bandet alligevel at holde lytteren nede i den rådne sump, de trækker deres dødsmetal op af. Dog er det lukkeren ”Sacred Vermin”, der er EP’ens helt store trækplaster. Her bliver der i den grad trukket i arbejdstøjet, og med et Entombed-værdigt introriff hiver Plaguemace det helt store arsenal frem og viser, at de kan mere end bare save optændingsbrænde på rundsaven. Tempoet øges, og idet vokalen sætter ind, føles det som at blive waterboardet med kloakslam, mens Dismembers legendariske debut Like an Everflowing Stream buldrer derudad. Et melodisk afbræk bliver det dog til, før man er tilbage på pinebænken, men Stockholmsyndromet er allerede sat ind, og man nyder det i fulde drag.
Dog ville det ikke skade, hvis Plaguemace rystede posen en anelse og diskede op med andet end svenskerdød krydret med tonserthrash. Det er en udmærket blanding, men når man holder stilen så slavisk, som der bliver gjort på ”Primal Priest” og ”Bogill”, så ænser man ikke engang numrene – det er trods alt en efterhånden 30 år gammel formel, de er brygget på. Generelt set er spændingsniveauet på EP’en, hvis man ser bort fra ”Sacred Vermin”, en anelse lavt. Det er lidt som at se en actionfilm fra 80’erne. Man ved, hvad man får, det skuffer ikke, men man kunne godt have brugt bare et enkelt plottvist eller to.
Dette afholder dog på ingen måde Primal Priest fra at være en solid omgang danskproduceret svensk pølseret, man bestemt kan blive mæt af. En servering med rigelige mængder Boss HM-2-pedal, buldrende thrashtønder og kloakvokal kan tilfredsstille de fleste. Dog var der ingen, der havde klaget over en smule mere krydderi og innovation.