En lille festival med stor passion og kærlighed for metal.
På det nedlagte mejeri i Morud tæt på Odense opstod der i 2020 en lille festival, som fik navnet Mejerhell. Idéen kom, fordi Copenhell 2020 var blevet aflyst på grund af Corona. Første år var musikken dog ikke live, men kom via projektorer, fordi man ikke kunne booke bands. I 2021 kunne de endelig slå dørene op til livemusik, og da dette viste sig at være en succes, fornemmede de hurtigt, at de havde fat i noget af det rigtige, og succesen fortsatte i 2022 og igen her i 2023.
Hele grundideen og formålet bag Mejerhell var og er at lave den bedste fest. Det er ganske simpelt, og derudover at give folk, hvad de selv kalder det for ”Festivalen for dig, der vil have det lidt ekstra lækkert på festival”, og det skal jeg love for, at man fik.
Det er en lille metalfestival, hvor alle er VIP: Bands, gæster og frivillige drikker i samme bar, spiser i samme rammer og sover, hvor der er plads på matriklen. Der er 50 sovepladser, som bliver fordelt efter først til mølle-princippet. I haven/kælderen har man bygget et pizzeria, og her bliver der løbende bagt pizza til de sultne gæster, og i haven er der både trampolin, svævebane og alverdens andre ting.
Det gamle mejeri ligger i skønne omgivelser med en skov som eneste nabo, og med fuglefløjt om morgenen, når man vågner. Her er meget højt til loftet, og man har bevaret rigtig meget af mejeriets unikke og rustikke stil og opbygget en scene, der ikke er ret meget større end et øvelokale med persiske tæpper på, hvilket også er tilfældet her. Det er holdt i den rå stil, men ved hjælp af interiøret har man skabt en oase, der emmer af musik, og hvor man føler sig hjemme. Folk kommer på Mejerhell med en fælles passion, nemlig at høre noget fed metal i selskab med en bred skare af mennesker fra hele landet. Der er store smil hele vejen rundt, og folk mingler og snakker med hinanden, som om de havde kendt hinanden hele livet.
Mejerhell er stedet, hvor man må stagedive, crowdsurfe, headbange og ikke mindst være helt tæt på de optrædende. Det er stedet, hvor kisten går rundt, og der indtages en lille skarp, inden et band går på scenen.
Det er stedet, hvor man kan sidde og snakke dybt og passioneret om musik på de mange terrasser eller ved den store fællesbar. Reglerne er få, men meget klare. Pas på tingene, på hinanden, og drik noget øl!
Festivalen bliver ikke større, da der ganske enkelt ikke er plads til, at den kan vokse mere, og det er heller ikke nødvendigt.
Mejerhell er formidabel og helt unik, og symbiosen af musik, mennesker, god mad, drikkevarer ad libitum og formålet at lave den bedste fest er helt perfekt. Skulle der imod forventning være noget, man mangler eller ikke kan finde, står de frivillige ildsjæle på pinde for at hjælpe. Endda et mistet trommesæt blev fremskaffet. Her tænker man i muligheder frem for begrænsninger.
Jeg har intet at udsætte på min oplevelse, og skal jeg give festivalen en samlet karakter, får den 10 ud af 10, for det er helt i særklasse, meget intimt og nærværende. Her er alle lige, og alle giver et nap med.
Mejerhell er det perfekte eksempel på, at man ikke behøver 20.000 mennesker for at skabe en fest. 100 mennesker kan gøre det sammen, når de går all in, og det gjorde de.
I år løb Mejerhell af stablen i weekenden den 11. og 12. august.
Plaguemace
Fredag kl. 18
Plaguemace er deathmetal fra Horsens. De har lige været på turné i England som opvarmning for Nervosa. Plaguemace har netop landet en pladekontrakt med legendariske Napalm Records, og nu er det blot at vente på, at deres debutalbum kommer ud. De forstod i dén grad at skabe en fest og at underholde publikum. De kom med en energi, som meget hurtigt smittede af på de fremmødte. Det var svedigt, heftigt og hårdt, men for pokker, hvor de forstod at samle folk. Gruppen gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Endda med en forsanger, der kravlede rundt på bjælkerne på det nedlagte mejeri og crowdsurfede, imens han sang.
Havde man brug for at svede, var man absolut kommet til det rette sted og det rette band, som formåede at sætte ild under gryderne og under publikum. Det var meget svært IKKE at blive grebet af stemningen, da Plaguemace gik på scenen. De gav så meget af sig selv, og jo længere vi kom ind i showet, desto mere tøj røg der af i kampens hede. En energiudladning af format. Dem skal vi glæde os til at opleve til Copenhagen Metal Fest, hvor de med garanti kommer med lige så meget energi. De fem unge mænd fra Horsens, som direkte adspurgt bare gerne vil holde en fest, gav den gas fra start til slut. De brugte ikke ”bare” scenen – de brugte hver en kvadratmeter af rummet fra gulv til loft, uden overdrivelse.
Deres karismatiske forsanger, Andreas Truelsen, godt flankeret af bandet, leverede svedigt, gutturalt dødsmetal i et heftigt tempo, hvor temposkift og elementer af thrash blev inkorporeret i deres optræden, og hvor de formåede at give os lækre guitarriffs fra de nedstemte guitarer, den buldrende bas og de galoperende trommer. Den jyske dødsmaskine spillede en vis legemsdel ud af bukserne og gav publikum et brag af en dynamisk optræden, hvor man simpelthen ikke kunne stå stille. Hvorfor skulle man også det, når man har med et band at gøre, som vitterlig formår at interagere med publikum. Stort set alt fungerede til denne koncert, og man gik derfra med et kæmpe smil på læberne. Der var et par mikroskopiske skønhedsfejl her og der, men det gør ikke noget, når man har et drive af disse dimensioner.
En genistreg af et band, som åbnede ballet på Mejerhell 2023.
Ghost Iris
Fredag kl. 19
Ghost Iris tog med denne optræden på Mejerhell hul på en lille Danmarksturné, inden de skulle til udlandet og spille opvarmning for Heart of a Coward. Ghost Iris er et dansk metalcoreband fra København.
Bevæbnet med Kevlar-vest og sorte solbriller på forsanger Jesper Vicencio Gün og masker for ansigterne på henholdsvis bassist og guitarist var bolden givet op til Ghost Iris. Den erfarne metalcoregruppe leverede en sikker optræden på Mejerhell, hvor der var fuld knald på de tunge breaks, dobbeltpedal og guitarriffs, og hvor rutinerede vokalfraseringer fyldte lydbilledet, og der blev serveret en fin vekslen mellem clean og growl. Ghost Iris var energiske og intense på scenen, og de leverede et potpourri af deres bedste numre fra deres omfattende bagkatalog til et publikum, der flere gange også indtog scenen til stagedive og brugte gulvet til circle pit.
Ghost Iris havde en god tyngde og interagerede rigtig fint med publikum, som fik smagsprøver på deres høje knæløft og en aggressivitet, der gennemsyrede deres optræden, der mest af alt emmede af et setup udi kaos og fortabelse.
Dette var festivalens korteste optræden, men i den tid, de var på scenen, leverede de en solid koncert, hvor der var en meget fin og velbalanceret lyd fra både instrumenter og vokalen. Rummet var som skræddersyet til denne optræden, der var som en tikkende bombe, der kunne blive aktiveret med et fingerknips.
HateSphere
Fredag kl. 21
Aftenens sidste optræden var danske HateSphere, som ingen introduktion behøver. Disse superprofessionelle musikere, der ifølge eget udsagn spiller ”old-school, in your face metal”, leverede en optræden næsten uden sidestykke. Folk var tændte fra det sekund, HateSphere entrerede scenen, og sådan blev det ved resten af denne skønne aften i selskab med dem og deres lange sætliste. Matthias Uldalls vokalstykker i den punk/hardcore-inspirerede ende og kompromisløse stil blev flankeret af heftige guitarer og en god bund fra bassen og trommerne, der fræsede afsted. Dette afstedkom headbanging, hujen og dans fra publikum, som gav den maksimal gas med stagediving, moshing og circle pit. Her havde vi et yderst veloplagt og vellidt band, der krydrede hele deres optræden med humor og interagerede med et publikum, der gik all in. Lyden var i top på både vokal og instrumenter, og man fornemmede hurtigt, at bandet følte sig hjemmevant på denne lille intime scene, som de havde optrådt på før. Ja, Hatesphere kom til Morud, kravlende direkte op fra den jyske muld, og gav os en optræden, der var spækket med svedige blastbeats, vildskab og tempovariation. Deres oldschool metal ramte hårdt som en dør lige i ansigtet, når de rullede sig ud på scenen, som de og deres vilde energi udfyldte på fornemmeste vis.
Publikum var glade, Hatesphere var glade, og sådan fik vi lukket ned for første dag.
Lightchapter
Lørdag kl. 17
Andendagen på mejeriet blev musikalsk skudt i gang til tonerne af Lightchapter, der havde taget turen fra Århus. Dette band, der udgav sit fuldlængdedebutalbum, Time to Obey, ultimo maj 2023, gav os en vanvittig flot koncert med tunge og massive breakdowns, dyb growling fra forsanger Mikkel Ottosen i skøn harmoni med melodiske hooks.
Hele oplevelsen blev krydret med groovy metal, og som prikken over i’et var der lagt 1980’er-inspirerede keys og samples ind over for at understrege deres passion for musikken.
Lightchapter, som spillede sikkert og scenevant, gav publikum en optræden, der var smukt afbalanceret mellem de elektroniske lydflader og de tunge riffs, kraftige growls og tungt trommesmadder, og som var et forfriskende indspark på en ellers tung metalscene. Det var en omgang stærkt og intensivt metal, der godt suppleret af den regn, der stod ned i stive stænger udendørs, blev præsenteret for publikum på kraftfuld og fængende vis. Lige præcis regnen gav deres optræden en ekstra dimension, som trækker op i den samlede bedømmelse. Det gjorde det unikt på en udefinerbar måde, men netop fordi Lightchapter arbejder med at skabe lydflader, der sidder lige i skabet, var dette et ekstra lys i lagkagen.
Deception
Lørdag kl. 19
Deception var festivalens udenlandske indspark. Fire yngre gutter med hang til dødsmetal skulle fyre op under kedlerne i det gamle mejeri. Bandet, som havde taget vejen fra Norge, havde medbragt et repertoire af sange, som overvejende bestod af numre fra deres seneste udgivelse, The Mire. Sangene er barske og aggressive med melodiske undertoner og en anelse symfonisk atmosfære. Det hurtige tempo på trommerne bragede ud i rummet og blev flankeret af hurtige hænder på de nedstemte guitarer og den dybe og buldrende bas. Deception leverede brutal lyd og dybe monotone melodier uden alt for meget benspjæt, mens håret og hovedet fik nogle gevaldige rysteture udi headbangingens ædle kunst. De gav os maltrakterende riffs og pulveriserende blastbeats, alt sammen fint afstemt fra lydmandens side. Publikum tog Deception til sig og kvitterende med både headbanging, circlepits, moshing og adskillige stagedives til stor fornøjelse for alle, for, selvom musikken var hård og brutal, var stemningen det ikke. Det var en fornøjelse af slå håret ud og give den maksimal gas til de norske naboer. Disse unge mænd, som havde mistet deres trommesæt på vejen til Morud, formåede at låne et og gennemspille en koncert uden nævneværdige problemer. Det var hårdt, brutalt og lige, som det skulle være.
Bersærk
Lørdag kl. 21
Bersærk, som var aftenens hovednavn, behøver ingen introduktion. Det danske band, der efter eget udsagn spiller hedensk heavyrock, kom, så og sejrede. Nogle oplevelser i livet er decideret magiske og skal opleves, og dette var en af disse. Lad mig berette hvorfor. Vi har med et band at gøre, der fra det moment, de gik på scenen, tryllebandt folk. Lyrisk er vi tilbage i en tid, hvor en mand var en mand, og bersærk var noget, man gik i fællesskab. Musikalsk er vi i et tungt og solidt univers, hvor den nordiske lyd er grundnerven. Alt dette blev på smukkeste vis formidlet af forsanger Casper Popp og hans skarpe og intense vokal, der sparkede røv. Den var rå, upoleret og medrivende og blev flankeret af et yderst velspillende og energisk band, som på alle måder supplerede deres forsanger og gav publikum en himmelsk oplevelse. En optræden, hvor de kom helt ud over scenekanten, i ordets bogstavelige forstand.
Indlevelse er et bærende element hos Bersærk, og Casper Popp formidler ikke bare sangene, men det var artikulationen såvel som hans gestik og mimik, der fuldendte denne optræden. Der opstod en symbiose band og publikum imellem, hvor bandets intensitet blev projekteret ned til publikum, som kvitterede ved at synge med. Enkelte fældede tårer, og det var i denne konstellation, at magien opstod. Det er i et moment som dette, at man glemmer tid og sted, og hvor alt andet end musikken står stille og virker fuldstændig irrelevant.
At de kunne lide at stå på denne lille, intime scene, blev manifesteret adskillige gange ved hjælp af fællesskål, smalltalk og deres medbragte gimmick bestående af chilimjød, der rundhåndet blev delt ud af til publikum.
Det her, mine damer og herrer, var en perfekt koncert, som man umuligt kan forestille sig eller relatere til, med mindre man var til stede, så tak. Bare tak!
