Det var en lørdag aften
Godt på plads foran en scene, jeg har været utrolig utilfreds med størstedelen af festivalen, var jeg klar til at blive irriteret over lyden endnu en gang. Stoner/doom/sludge-bandet havde dog ingen problemer med hverken lyd eller at få publikum med sig. Takket være fredagens regnvejr var det ikke en støvsky, der steg op over forsamlingen tidligt lørdag aften, nok nærmere tung røg. Det sømmer sig vel også til en koncert af dette format, omend det naturligvis ikke er obligatorisk.
Hvad der heller ikke var obligatorisk, var de dårlige lydforhold. Selvom der ikke var så meget fokus på stortrommen, som vi har set tidligere, havde jeg betænkeligheder ved den slags musik, Fu Manchu laver. Den lodne lyd, der kendetegner genren, ville nemt foranledige den hæslige form for feedback, som mest af alt bare lyder af formålsløs brummen. Men den uldne, røde tråd trevlede aldrig, og responsen fra publikum var til at tage og føle på.
Godt, men forudsigeligt
Jeg vil ikke tilskrive stemningen udelukkende ilden, den førnævnte røg kom af, for gutterne på scenen underholdt med skiftevis tungt, stenet og langsomt, og uptempo, alle med lirede soli. Der blev ikke sat en finger forkert med de nye numre som “Loch Ness Wrecking Machine”, forsangerenvar så venlig at introducere. En sidebemærkning er, at jeg sætter stor pris på, når en kunstner lige nævner titlen på bandets næste nummer. Det gør, at de af os på ukendt grund kan gå hjem og slå vores favorit op.
Det kunne for eksempel være “California Crossing”, som foranledigede en entusiastisk circle pit, eller “Hell On Wheels”, der minder mig om et uptempo, punket Queens Of The Stone Age. Der var dog også tid til at spille meget, meget tungt og meget, meget langsomt. Stålulden væltede ud af højttalerne, og centrum for vores opmærksomhed udnyttede den tid, de havde til rådighed til fulde. Der var koklokke nok til at stille selv den mest hærdede Blue Öyster Cult-fan tilfreds, og hvor end jeg kiggede hen, var der lutter brede smil.
Det gjorde sig også gældende på scenen, hvor de garvede musikere smilede stort. Fu Manchu er endnu et af de bands, der har flere år på bagen end halvdelen af publikum, og de spillede med den selvsikkerhed, der kommer med erfaring. Alt sad lige i skabet rent teknisk, og de fortjente i den grad den hyldest, der tilkom dem. De har en formel, de holder sig til, og selvom det gik hen og blev lidt ensformigt for mig som nytilkommer, sætter jeg pris på deres evne til at vride så meget uld ud af strengene, at der var sweaters nok til alle.
