Maraton-jam er højdepunktet på solid udgivelse fra stoner-veteranerne.

Less is more

De amerikanske stoner rock-legender, Fu Manchu, er nu ude med deres tolvte album. Bandet, der blev dannet i 1990, havde de første ti års tid en del udskiftninger i line-uppet, men siden 2002 har gruppen bestået af dens nuværende line-up i form af de herrer Scott Hill (vokal/guitar), Bob Balch (guitar), Brad Davis (bas) og Scott Reeder (trommer). 

Fu Manchu har ikke for vane at lave plader, der varer meget mere end en halv times tid. Clone of the Universe er da heller ingen undtagelse – 37 minutters fed ørkenrock og ikke så meget pjat.

What you see… 

Med den karakteristiske fuzzy lyd kaster Fu Manchu sig ud i åbneren “Intelligent Worship”, der med sine riffs og energi hurtigt er genkendelig for enhver fan. Derefter følger den mindst ligeså medrivende “(I’ve been) Hexed” og hvis man ikke vipper lidt med hovedet og tramper lidt med på to og fire på dette tidspunkt, bør man søge læge omgående. 

Det rykker, det lyder godt og man ønsker sig mere af det samme. Og det får man; Clone of the Universe fortsætter i samme spor og topper med det afsluttende nummer “Il Mostro Atomico”. På forrige album, Gigantoid, lukkede kvartetten pladen af med et otte minutter langt nummer, men denne gang får vi et jam på hele atten minutter at gå hjem på. “Il Mostro Atomico” består egentlig af fire stykker, der er sat sammen til ét langt, og primært instrumentalt, jam. Der er kun et enkelt vers, der synges ganske kortvarigt – resten er et forrygende og lækkert stykke halv-progget stoner rock, hvor selveste Alex Lifeson fra legendariske Rush medvirker. Nummeret kan ikke fremhæves nok, da det er albummets absolut fedeste nummer. Man føler faktisk næsten, at man er med på en lytter en dag, hvor bandet har aftalt fri leg i øvelokalet. Alle fans af genren bør give nummeret et lyt!

...is what you get

Selvom Clone of the Universe er en solid udgivelse fra de amerikanske veteraner, er det ikke deres allerbedste udgivelse. Numrene er umiskendeligt Fu Manchu, alt er som det plejer og det rykker. Dog er albummets egentlige spilletid – når man ser bort fra “Il Mostro Atomico” – for kort. Seks reelle numre og et langt jam er ikke nok til en topkarakter. Men albummet er dejligt varieret med masser af fede riffs og hooks, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at bandets fans vil være ovenud tilfredse med skiven. Det er undertegnede også, og derfor lander vi på otte glade kranier.