Fu Manchu er et halvgammelt stoner-rockband fra Californien (deres debutsingle kom i 1990) og er vist nok kult for nogen. Jeg har tidligere kun kendt dem af navn, så min anmeldelse er en anelse idiosynkratisk, omend jeg har på fornemmelsen, at der ikke er sket specielt meget nyt stilmæssigt for bandet på det nye udspil "Signs of Infinite Power". Musikken er enkel, guitarorienteret rock med en grumset retrolyd lidt hen ad den produktion, som Wolfmother tilstræbte på deres debut.
Fu Manchus forsanger og rytmeguitarist Scott Hill lyder meget ligesom Henry Rollins. Han har en noget lysere stemme, men har den samme måde at halvt tale, halvt synge på. Ligesom Rollins har Fu Manchu i øvrigt også bevæget sig fra rødder i hardcore punk over i et mere rock'n'roll-præget terræn, i Fu Manchus tilfælde en nedstemt, forvrænget lyd med stilistiske linjer tilbage til Steppenwolf og måske en snert Black Sabbath, men alt sammen mere minimalt.
Kan man lide stilen, er "Signs of Infinite Power" et solidt lille album. Der sker ikke voldsomt meget i de enkelte numre, der også minder meget om hinanden, men til gengæld er de korte, og bandet er ganske tight sammenspillet, synes jeg. Jeg kunne dog godt bruge nogle flere gode hooks eller fængende riffs. Der er ikke rigtig noget på det her album, der brænder sig fast i min hukommelse og giver mig lyst til at vende tilbage til skiven. Jeg synes, der er andre stoner-rock-bands, der er mere spændende, og er det omvendt det minimalistiske man går efter, ville jeg mene, at man er bedre underholdt med f.eks. White Stripes. Omvendt erkender jeg, at den genre, Fu Manchu opererer indenfor, ikke ligefrem er overrepræsenteret i min cd-samling. Jeg vælger derfor at anerkende deres gode samspil og med min karakter indikere, at inkarnerede stoner-rock-fans selv skal tjekke albummet ud og danne sig deres egen mening.
