Udo, Wolf og alle de andre
De tyske speedmetalpionerer Accept fandt for alvor melodien på mægtige Restless and Wild fra 1982 og peakede kommercielt med Balls To The Wall og Metal Heart årene efter. I 1987 sagde de, ikke for sidste gang, farvel til deres karismatiske forsanger Udo Dirkschnieder, og det var samtidig et goddag til adskillige kriser og pauser – vi kender historien fra hundredvis af andre bands. De sidste mange år har den suverænt drivende kraft været guitarist Wolf Hoffman, der nu også er eneste tilbageværende oprindelige medlem. Siden den amerikanske forsanger Mark Tornillo kom med i 2009 har gruppen udgivet en imponerende stribe af solide plader, og den seneste i rækken, Too Mean To Die, er grundlaget for den aktuelle turné rundt i Europa. Lørdag aften kom tyskerne forbi Vega i København, og med sig havde de taget noget så usædvanligt som et coverband.
The Iron Maidens
Et coverband? Jo, den var god nok, men det var nu ikke et hvilket som helst af slagsen, for the Iron Maidens er absolut et af de mere både kendte og anerkendte inden for kopist-kategorien. Med scenenavne som Bruce Chickinson, Steph Harris og Adriana Smith kan man godt få den fornemmelse, at det hele bare er en joke, men tag ikke fejl: Ført an af guitarist og band-boss Courtney Cox (Adriana) kan jern-tøserne spille røven ud af 80’er tightsne på de fleste. Jeg havde derfor set frem til en optræden med klassiske Maiden-sange fremført som dengang, inden der gik alt for meget progget modenhed (læs: kedsomhed) i den hos originalerne. Og vi fik da også en sætliste med fuld fokus på gruppens største årti, hvor kun en ellers solidt leveret ”Brave New World” stak ud.
Med coverbands forventer man jo nogle ’deep cuts’, og det fik vi sandelig også her, blandt andet ”Back In The Village” fra Powerslave og ikke mindst instrumentalnummeret ”Ghengis Khan” fra Killers, der for alvor understregede, hvor godt og solidt spillende et band, The Iron Maidens er. Masser af spilleglæde leveret af dygtige musikere med overskud og glimt i øjnene hele vejen rundt, så kan man ikke forlange ret meget mere. At chefen så endda var iklædt en Mercyful Fate t-shirt, giver kun ekstra bonus hos denne signatur. De 60 minutter fløj afsted, og så lang tid får kun et supportband, der leverer varen hver gang. Det gjorde Courtney & Co. absolut også denne aften til et proppet Vega, der lappede det hele i sig.
Accept
’Hvordan kan folk tæt på de 60 lyde så friske og dynamiske?’ var spørgsmålet, da jeg anmeldte Accepts 2017-udspil The Rise Of Chaos. Her, mere end fem år senere, var jeg oprigtigt spændt på, om der efterhånden ville være noget træthed at spore hos de gamle drenge. Imens Nicklas Sonne kæmpede for Metal-danmarks ære (i det omfang vi overhovedet har noget af den slags) under DR’s rædderlige voksen-MGP, fik vi hurtigt svaret i Vega: Der var absolut ingen træthed at spore hos Accept. Fra start til slut blev der leveret top-skarpe udgaver af alle klassikerne, nye som gamle. Det kan godt være, at Wolf Hoffman er eneste tilbageværende oprindelige medlem – han har for resten gennem alle årene været klart det vigtigste – men hold da magle for et band han har fået sat sammen! Ingen tvivl om, at gruppen fik godt hjælp af et yderst entusiastisk publikum og en lyd i Vega, der sjældent er hørt bedre, men med den form, Accept er i her i 2023, var det lige meget, om de så spillede i vaskekælderen under Otto Mønstedskollegiet. De ville brænde lortet ned!
Med en diskografi så omfangsrig som Accepts kan man altid fluekneppe sætlisten i stykker, og personligt savnede jeg da også nogle af hittene fra Metal Heart til at sætte endnu mere fut i løjerne. Men objektivt set er de nye sange sgu lige så gode som de gamle, hvilket er en kunst, som måske kun Satan fra den generation kan gøre tyskerne efter. Det var da også tydeligt, at publikum i Vega havde taget flere af de nyere sange til sig. Det gjaldt blandt andet ”Overnite Sensation” og, overraskende nok, balladen “The Best Is Yet To Come”. Dens positive, og jo jo, temmelig banale udsagn om ’when it rains, I look for rainbows’ gik rent ind. Mest fællessang kom der dog trods alt til de gamle klassikere som ”Princess of the Dawn” og ”Balls to the Wall”. Ført an af en konstant smilende Wolf Hoffman fik man i glimt en fornemmelse af, at vi hyggede os lidt for meget. Der var en gang, hvor metallen var farlig, men hvor var alle de vrede unge mennesker, både på og foran scenen fra koncerterne i 80’erne blevet af? Jo, vi stod der såmænd endnu, nu med gråt hår og ølmaver, og en anelse mere tilfredse med både os selv og hinanden. Denne aften endte med at blive en meget personlig påmindelse om, hvorfor jeg begyndte at elske metal, der tilbage i start-firserne, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke var den eneste, der havde den oplevelse. Så måske var det kun mig, der savner vreden bare en lille smule?
Sætlister
Accept
Zombie Apocalypse
Symphony of Pain
Restless and Wild
Midnight Mover
The Abyss
No Shelter
Overnite Sensation
Medley: Demon’s Night, Starlight, Losers and Winners, Flash Rockin’ Man
Breaker
The Best Is Yet to Come
Shadow Soldiers
Princess of the Dawn
Fast As A Shark
Metal Heart
Teutonic
Terror
Pandemic
Hung, Drawn and Quartered
Balls To The Wall
I’m A Rebel
The Iron Maidens
The Trooper
Back in The Village
Caught Somewhere in Time
Brave New World
Genghis Khan
Wasted Years
Phantom of The Opera
Fear of The Dark
Run to The Hills
Number of The Beast
