En velkommen invitation
Københavnske Terminalist udgav med ”Crisis as Condition” et brag af et thrashalbum sidste år. Her var der dræbende højt tempo med riffs, riffs og atter riffs. En fremragende udgivelse, men der gik ikke længe efter en ellers forrygende koncert på Loppen, før gruppen desværre sprængtes i stumper og stykker. Paradoksalt nok fik bandboss Emil Hansen efterfølgende den mail, alle danske metalmusikere håber på: En invitation fra Copenhell, og så var det jo om at samle en ny slagkraftig besætning hurtigst muligt. Vi ved, på hvilket imponerende niveau Emil Hansen kan levere på både guitar og vokal, men ville det lykkes ham på så kort tid at finde nye livemusikere, og kunne de leve op til den tekniske snilde, Terminalists fræsende hyper-thrash kræver?
Ingen fartgrænser her
Første Gehenna-koncert på Copenhells tredje dag var måske ikke det optimale tidspunkt at indlede bevisførelsen, men Terminalist gik på præcist kl. 13:00 og til stålet med fuldstændig samme præcision. Der var forståeligt nok fokus på førnævnte udgivelse fra sidste år, og med “Life Won’t Last” og den sublime "The Crisis as Condition" fjernede den nye Terminalistkonstellation enhver tvivl om deres evner. Det er da også en rutineret flok, Emil Hansen har fået samlet, med baggrunde i så forskellige konstellationer som NAKE, Night Fever og Abscision. Det er gået stærkt, det gør det jo i Terminalist, men de nye medlemmer lod til at passe perfekt til stilen.
Alarmisme har været en fast bestanddel af thrashen siden starten af 80’erne, men det er sjældent hørt mere effektivt end her: ’This is not a crisis, this is a condition’, brølede Emil Hansen ud over skoven ved Gehenna-scenen. Det hele hang sammen, og lyden var generelt god, så onsdagens miserable lyd var åbenbart et permanent overstået kapitel bortset fra en enkelt ting: Personligt er jeg træt af at klage over trommelyd – og specielt som erklæret St. Anger-fan kan det klinge hult – men det gjorde lilletrommen altså også her. Og vel er Terminalist ikke sat i verden for at skabe sjov i gaden, men det ville hjælpe gevaldigt på udtrykket, hvis andre i bandet end Emil Hansen rent faktisk så ud, som de gad at være med. En oplagt sammenligning er Persecutors overbevisende præstation fra i onsdags, også selvom de to bands spiller thrash med ret forskellige udtryk.
Nuvel, det er fuldt forståeligt, at det at spille hyper-thrash så forholdsvis tæt på perfektion som her kræver fuld koncentration. Det løfter bare oplevelsen, hvis indlevelsen følger med. Dagens koncert efterlod altså ingen tvivl om, at Terminalist kan levere præcisionsriff med stor overbevisning, men lidt flere melodiske passager som i den skønne afslutning på "Last Remains" ville pynte. Det samme ville bare en smule mere catchiness generelt, for man kan godt tabe pusten lidt i det konstante angreb af hypersoniske riffs. Det skete også i perioder for en ellers hovedsageligt begejstret pit, der gik imponerende entusiastisk til værks så tidligt på dagen.
Fremtiden er irriterende lys
Koncerten blev afsluttet med den over ti minutter lange ”Move In Strife”, og hvor den slags episke sange ofte fungerer perfekt som albumlukkere, hev det desværre energien lidt ud af sagerne her på Gehenna. Lidt skønhedsfejl altså, og ting, der kan forbedres, men hvis Emil Hansen kan holde fast i den besætning, der fik sin ilddåb på Copenhell, så ser fremtiden paradoksalt nok lys ud for et af Danmarks mest pessimistiske bands.
Sætliste
“Life Won’t Last”
"The Crisis as Condition"
”Mutating Fractures”
"Last Remains"
”A Future to Weave”
”Terminal Dispatch”
”Move In Strife”
