Heksehøgen er over os
Lørdagens andet indslag fra den nordamerikanske black metal-scene kom fra et af de mest hypede black-navne siden Zeal & Ardor, nemlig Blackbraid. Det er et enmandsprojekt, der tager udgangspunkt i sine ’first nation’-rødder (det er godt nok et udtryk brugt om Canadas oprindelige folk, det er bare så rigtig en betegnelse, at vi bruger det her). Manden bag projektet, Jon Krieger, bruger i traditionel black-stil et pseudonym: Sgah'gahsowáh. Det er et Mohawk-navn, der betyder heksehøgen, og det fortæller præcis, hvad Blackbraid er for et projekt. Krieger har nemlig fanget, hvad essensen af "moderne" black er: Tag udgangspunkt i din egen kultur, bland den med de traditionelle black-dyder, og skab på den måde ny magi, eller forsøg i det mindste på det.
Tilbage til The Mohawk River
Som man kunne læse i vores anmeldelse af debuten, kunne Blackbraid kun til en vis grad leve op til det med magien, og den hype, som en velmenende metalverden skabte for dem, blev ikke fuldt forløst. Men Blackbraid I var jo altså på ingen måde et dårligt album, og det var derfor ikke uden en vis spænding, Heavymetal.dk troppede op foran Pandæmonium, da festivalens sidste aften for alvor blev skudt i gang (ja, vi er med på, at Ghost spillede på Hades lidt tidligere, men det blev en fuser, hvilket vi allerede har redegjort for).
På forhånd kunne man godt frygte, at et så nyt og uprøvet blackband ville have svært ved at spille Pandæmonium op, og så endda et propfyldt et af slagsen. Den frygt fik man desværre bekræftet fra start. Selvom Blackbraid havde spillet på Hellfest et par dage før, virkede det som et lidt usikkert, måske ligefrem benovet, band, der gik i gang. Første sang blev martret af dårlig lyd og en halvkikset guitarsolo. Det skulle blive værre endnu, inden det blev bedre, for der gik ikke længe, før en større flok udvandrede, men de skulle nok over til Gehenna og se Gaerea – en af de ærgerlige Copenhell anno 2023 ”dobbeltbookninger”.
Men måske skulle nerverne bare rystes lidt på plads oppe på scenen, for det begyndte langsomt at blive skarpere, og der kom nu også godt gang i pitten. Bandet fremstod pludselig som en langt mere fasttømret enhed, og så havde Sgah'gahsowáh et look, der præcis som musikken blander Mohawk-kultur med black metal-stil. Sådan skal det gøres. På det smukke instrumentalnummer ”As the Creek Flows Softly By” kneb det desværre i starten med at få fløjten rigtigt igennem, men da det lykkedes, var resultatet gåsehudsfremkaldende. Man blev helt automatisk ført tilbage til området omkring the Mohawk River, hvor Kriegers forfædre sloges med, og tabte til, de invaderende europæere.
Fra Pandæmonium til Gehenna
På trods af en lidt usikker start og diverse lydproblemer endte det med at blive en virkelig god oplevelse, især når man tænker på, hvor nyt Blackbraid er i en livesammenhæng. Da koncerten var slut, skyndte denne skribent sig sammen med en hel del andre over til Gehenna-scenen for at få de sidste 20 minutter af portugisiske Gaerea med. Her var et suverænt velspillende band, der med helt andre virkemidler lige var en klasse over, hvad Blackbraid netop have leveret. Uanset hvad, så var Blackbraids Pandæmonium-show inklusive masser af regn en oplevelse, man ikke ville have været foruden på dette års Copenhell.
