Hjørring vs. Appalacherne
På rekordtid gik BlackBraid fra at være et lillebitte hyggeprojekt, til at være det mest hypede black metalband i nyere tid – alt sammen takket være diverse SoMe-platforme. Bandets debutalbum BlackBraid I fik da også ros af alle anmeldere verden over – altså lige undtagen undertegnede – og det virkede generelt til, at folk simpelthen ikke kunne få nok af Jon Krieger eller Sgah'gahsowáh, som han kalder sig. Personligt fandt jeg bandets debut lige dele skuffende og en lunken affære, og med hånden på hjertet, så tvivler jeg på, at bandet havde fået den opmærksomhed, hvis nu Jon havde været en kridhvid fyr fra Hjørring – men nok om det. Men nu er der gået små 11 måneder, siden BlackBraid I udkom, og da Jon ikke er typen, der hviler på laurbærrene, så er opfølgeren BlackBraid II netop udkommet, så lad os da se, om det vil lykkedes mig at blive inkarneret fan af projektet denne gang.
Tidsoptimisme og manglende vejledning
Man skal ikke læse mange af mine skriverier, før man ved, at jeg har det anstrengt med instrumentelle intermezzoer og instrumentelle intronumre, der agerer åbnere til åbningsnumre. Derfor kommer BlackBraid II ret dårligt fra start, da ”Autumnal Hearts Ablaze” præcis er det. En lille og kort guitarpassage, der glider ind i introriffet på ”The Spirit Returns” og som ingen, nogensinde, kommer til at sætte på for at høre som et selvstændigt nummer. Men ligesom på det forrige album viser Jon her, at han er helt pjattet med fyldstof, og at han ikke formår at udnytte tiden ordentligt. Jeg har ikke noget imod lange numre, hvis tiden bliver udnyttet, og det ikke bare er de samme tre-fire riffs- og melodier, der kører i tomgang i et kvarter. Selv jordens bedste riff bliver træls at høre på, hvis det overspilles. Tag nu albummets helt store tidssynder, ”Moss Covered Bones on the Alter of the Moon”, der varer hele 13 minutter og 30 sekunder – hvilket det på ingen tænkelig måde kan bære. Her kunne man nemt have skåret et sted mellem syv og ni minutter fra, og så stået med et knivskarpt nummer. Jons tidsoptimisme er decideret provokerende til tider, for musikken på BlackBraid II er god! Dele af numre som ”A Song of Death on Winds of Dawn”, “The Wolf that Guides the Hunters Hand” og “Twilight Hymns of Ancient Blood” er intet mindre end mageløst.
Han har generelt oppet sig og er på rekordtid blevet en markant bedre musiker og sangskriver, men for hede hule helvede hvor skal han dog enten selv lære, at less is more, eller også skal have en manager, producer eller coach indover, så han kan lære at skære alt det unødige fedt fra. For han spænder ben for sig selv. Ligeså skal de tre ligegyldige instrumentelle numre væk – eller også skal han gå all-in, også virkeligt lave ét instrumentelt nummer, der virkeligt sparker benene væk under en.
Slutteligt er vi også nødt til at påtale elefanten i rummet, nemlig albummets lukker – et cover af Bathorys ”A Fine Day to Die”, som sammen med Mayhems ”Freezing Moon”, må være de mest fortærskede numre, når det kommer til coversange i blackmiljøet. Misforstå mig ikke, jeg elsker Bathory, og jeg elsker ”A Fine Day to Die”, og Jon har faktisk lavet et rigtig fint cover, men lad nu være!
Godkendt, men…
BlackBraid II er utvivlsomt bedre end sin forgænger. Der er fortsat ikke just tale om banebrydende eller innovativ musik, og der er stadig mange skønhedsfejl og huller i osten, men overordnet set er det et udmærket album, selvom meget af det lyder som en jam-session mellem Dissection og Mgla, krydet med lidt Bathory på toppen. Ikke desto mindre, kan jeg mærke, at jeg – trods mine kritikpunkter – går herfra som et større BlackBraid-fan, end da jeg kom, så den ros skal Jon da have med på vejen.
Kommentarer (7)
Kølemontør henriksen
Mine skrivevirer, - mit Hjørring
Det er er fed musik. Jeg er glad. - not gay but happy. . not bitt-happy.
Anne
Uenig
Jeg er simpelthen ikke enig med dig i, at havde det været en hvid fyr fra Hjørring, så havde det ikke fået samme opmærksomhed. Det er helheden i Blackbraid samt teksterne omkring de indfødte amerikaners krige og smerter, generelt temaet, som gør at de bringer noget nyt til bordet. Og nej, det kunne hvide Jon fra Hjørring ikke præstere, ihverfald ikke med sådan et tema. Så derfor er jeg dybt uenig.
Anne
Uenig
Jeg er simpelthen ikke enig med dig i, at havde det været en hvid fyr fra Hjørring, så havde det ikke fået samme opmærksomhed. Det er helheden i Blackbraid samt teksterne omkring de indfødte amerikaners krige og smerter, generelt temaet, som gør at de bringer noget nyt til bordet. Og nej, det kunne hvide Jon fra Hjørring ikke præstere, ihverfald ikke med sådan et tema. Så derfor er jeg dybt uenig.
Jonathan Pichard
Anmelder
Indlæg: 50
Hej Anne
Du må hjertens gerne være uenig, men der har været masser af bands der skrev sange om præcis de samme tematikker som BlackBraid før Jon.
Anne
Indenfor Black metal?
Indenfor Black metal?
Jonathan Pichard
Anmelder
Indlæg: 50
Ja
Ja, bands som Vital Spirit, Mutilated Tyrant, Maȟpíya Lúta og andre gjorde præcis det samme som BlackBraid: bare tidligere.
Thomas Jensen
Blackbraid
Jeg har tænkt nøjagtigt det samme som dig, Jonathan, at hvis han nu ikke var en native american og alt det der, så havde hypen nok været noget mindre. Omkring det nye album, så tænker jeg egentlig mest "copy paste", og det gør mig egentlig ikke så meget, når nu musikken er god, omend, som du skriver, nok lovlig omfangsrig...og så lever jeg nok stadig lidt på Copenhell-koncerten, som var forrygende, uden dog at være så legendarisk, som andre gerne vil gøre den til. Jeg håber, han tager sig lidt mere tid inden en evt. treer og skaber noget mere variation i sit udtryk, for der er ingen tvivl om, at han er dygtig og har en masse på hjerte, og det er fedt!!