Foto: Lykke Nilsen
Foto: Lykke Nielsen

Copenhagen Metal Fest 2026 - Speedslut

ZeBU, København S

Officiel vurdering: 8/10

Mødepligt

Personligt startede lørdagen på Copenhagen Metal Fest med et nostalgitrip tilbage til tidlig 90'er-thrash med Sacrificial. Nu skulle vi så endnu længere tilbage, nemlig til 80'ernes speedmetal, bare udført af fire unge aalborgensere, der simpelthen må være trådt lige ud af Doc Browns DeLorean. Så gennemført autentisk 80'er-agtige så de ud. Det lille ZeBU-rum blev hurtigt fyldt op, da der var ved at blive gjort klar til det, vi her på Heavymetal.dk sidste år omtalte som en potentiel dansk udgave af Hellripper. En kombination af Show No Mercy, Black Metal og Pleasure To Kill skrev vi i samme anmeldelse, og der var selvfølgelig mødepligt for alle 80’er-drenge og -piger, naturligvis inklusive denne skribent. For kunne det virkelig passe, at der ’straight out of Aalborg’ er kommet noget så autentisk, speedmetal-agtigt som gruppens debutalbum fra i år, Cimbrian Rites

Apokalypsens ryttere fra Nordjylland

De unge aalborgensere gik på scenen med præcis den mængde attitude, som man kunne have håbet. På forhånd havde jeg bestemt mig for, at hvis der ikke var mindst en Flying V-guitar på scenen, ville jeg skride med det samme. Men selvfølgelig var der en Flying-V. Forsanger Frederik Klitte mishandlede netop en af de mest legendariske metal-guitarer nogensinde, i det musikalske voldsorgie vi nu skulle være vidner til. Med ”Cimbrian Rites” var der fuld skrald på fra starten, men at der trods alt var mening med galskaben, var tydeligt fra starten. På trods af et tempo så hæsblæsende, at man næsten ikke kunne nå at opfatte, hvad fingrene gjorde med plekter på streng, hang det imponerende godt sammen. ”Asbestos Born Wrath”, handlede om at vokse op med cement i lungerne i skyggen af Aalborg Portland. Det nummer viste, at speedmetal godt kan fokusere på andet end drager og krigere. Tempo og hektiske riffs var der dog ikke skruet ned for.

For selvfølgelig var der smadder, smadder og endnu mere smadder på menuen. Og selvom det vitterligt var stærkt underholdende, og der konstant var gang i et temmelig voldsomt moshpit, så kunne man da godt savne en lille smule variation. Det kom så med ”Stench of Evil”, der havde et herligt galoperende groove og ikke mindst et omkvæd, man kunne skråle med på. Lad os få endnu mere af det fremover. Sidste nummer i dette forrygende hastighedsorgie var ”Burn ‘Em” fra gruppens debut-EP, og det afsluttede denne raserikoncert med endnu mere raseri. Tilbage i ZeBU stod et svedende, yderst tilfreds, men også lettere chokeret publikum. For vi var lige blevet kørt over af fire turboladede cementbiler, som var det apokalypsens post-moderne ryttere.

Panfløjter og ballerinaer?

Der er så meget talent, det perfekte look og den helt rigtige indstilling hos gutterne i Speedslut, at de kan drive det langt, hvis de holder snuderne i sporet. Men hvis man lige glemmer benovelsen et øjeblik og tager de kritiske briller på, så ville det ikke skade, hvis gruppen fremover vælger at forfine deres udtryk bare en lille smule. Med det mener jeg selvfølgelig ikke, at der skal panfløjter og ballerinaer på programmet, men en snert Maiden-melodi, enkelte clean-guitarer, lidt flere Manowar-grooves og sprøde c-stykker vil kunne løfte det hele nye steder hen. Ingen tvivl om, at Speedslut har evnerne, og er du tosset, hvor var det underholdende.

Sætliste

Cimbrian Rites

Asbestos Born Wrath

Into The Grave

Ferocity of Steel

Stench of Evil

Pestridden Stallions

Bastardized

Dark Night Riders

Burn ‘Em